“Kære alle sammen,” sagde jeg som indledning til min prædiken i Equmeniakyrkan i Alingsås i Sverige, søndag 8. oktober, 2023.
At prædike er meget anderledes end at skrive artikler og bøger med journalistist.
En prædiken er mine personlige ord. Det, jeg står for som privat menneske.
Det er at stå frem ærligt og redeligt som den, jeg er.
Udover at være troende, er jeg også journalist, mor, farmor og meget andet.
Men, når jeg prædiker er præmissen, at jeg taler om min tro.
Og det gjorde jeg til taksigelsesgudstjenesten, som de så smukt kalder høstgudstjenesten i Sverige, ud fra dette manus:
“Tak, at jeg må få være her,” fortsatte jeg og forklarede så, at jeg ville prædike på skandinavisk, på min udgave af det svenske sprog, og jeg vil gøre det så langsomt, at jeg håber, de kan forstå.
“Jeg er dansk, mor, farmor, datter, barnbarn. Og jeg har lige været på Österlen. Det er vigtigt.
Jeg vil tale ud fra en lille bid fra Lukasevangeliet, hvor Jesus er på vej til Jerusalem. Han ved, han skal dø. Det ved de andre ikke. De er bare glade.
“Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.”
Vi ved, at de mægtige gerninger er alle de exceptionelle gerninger. Helbredelserne. De helt specielle situationer, hvor Jesus har gjort noget stort og særskilt.
Som da han rejste Lazarus fra graven. Helbredte den ene efter den anden. Gjorde store sager. Kraftgärningar.
Men nu vil jeg fortælle en lille historie.
Fra Österlen.
Og den er helt sand. Jeg så det selv. Det handler også om kraftgärningar.
Klokken lidt i otte hver morgen kommer de vandrende og cyklende i hvide rober. De blæser efter dem. Vinden tager i deres hår. De er målbevidste. Faste i deres tro. Det vil gå godt. De mødes derude på molen. Længst ude. En af dem, lad os kalde hende Toni, det hedder hun faktisk, er dog ikke som de andre. Vi er alle på samme alder, men hun er nervøs. Hendes tro er lille. Hendes tro på sig selv og på det, der skal ske. Kan hun? Vover hun? Hvad vil hænde? Vil hun druknes i dybet? Forsvinde? Vil hun gribes af stor frygt?
Hun tager badekåben af sig og står frysende med bare fødder på betonen. For første gang vil hun prøve. En anden kvinde, lad os kalde hende Kerstin, det hedder hun faktisk, jeg ved det, for jeg var der. Kerstin siger, lad mig gå først. Du skal ikke uroe dig. Hav ingen uro, siger hun. Se på mig.
Kerstin går til kanten af molen, tager fat i trappestigen og går ned mod vandet. Langsomt. Og så lader hun sig falde bagover i den blå, blå, kolde, kolde Østersø. Hun svømmer lidt og ånder dybt.
Toni kigger på. Går til trappen, går ned, lader sig falde bagover, og vi ser det ske, hun favnes, hun ler, hendes øjne stråler, hun svømmer og ler og griner højt.
Nu, siger hun pludselig, og griner endnu højere, nu mærker jeg det i hovedet. Det bobler herinde, siger hun.
Dagen efter badede vi igen. Og dagen efter også. Senest i fredags, så tog hun til Örebro og jeg hertil.
Det var kraftgärningar der på Österlen. På havnen i Skillinge.
Toni stolede på Kerstin. Hendes mod kom af tillid til et andet menneske.
Ud af det mod kom det lille, fine mirakel, Tonis første kolde bad, en dåb, får man vel kalde det. Som Teo, der netop der blevet døbt her i dag,
Det er en fin lille historie, synes jeg, ikke bare om at bade og om tillid, men om mirakler.
Også vi, der så på Tonis forvandling, blev berørt, vældig berørt.
Vi så hendes øjne lyse efter badet. Ikke kun fordi hun havde overvundet sin nervøsitet, men også fordi hendes krop var varm og i live efter de kolde minutter. Hun havde erfaret en fysisk forvandling.
Da jeg stod der fredag morgen, kom jeg til at tænke på de tre vise mænd som kommer til Bethlehem og ser det lille barn, miraklet. De ser ikke en prins, men et vanligt barn. Dog ved de, at det er et mirakel.
Hvad nu, hvis de kraftgärningar, alle hylder Jesus for at have gjort den dag, hvor han rider ind i Jerusalem, hvad nu, hvis det er den slags mirakler, de vanlige, små mirakler?
Det er det vel?
Jesus fødes som os. Han er et mirakel. Alle barn er mirakler. Du er. Og du. Og du.Tænk, hvordan det så lyder:
“Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.”
Alle de mægtige gerninger.
Alle os.
Alle mennesker.
Da jeg fødte min ældste søn, Sixten hedder han, og kender sig svensk, d jeg fødte ham, talte ingen om mirakler.
Dem på sygehuset og i familien talte om mælk og søvn og kilo. Ikke et eneste menneske påmindede mig om det mirakel, enhver fødsel er.
Jeg vidste det umiddelbart.
Hele min krop vidste, det var er mirakel.
Jeg sagde ja til de store smerter. Jeg havde tillid til, at min krop kunne, og jeg stolede på, at det lille barn kunne klare det.
Jeg er ikke vokset op i en kristen familie, men jeg ved, at det heller ikke er alle kristne familier, der taler højt og tydeligt om det store, store mirakel, ethvert lille, lille barn er.
Jeg forestiller mig, tænker, tror, at om nogen havde løftet blikket og sagt ordene tydeligt: Du har været med til at udføre et mirakel, du har bragt et barn til verden, om nogen havde vovet at se det store i det lille, da havde jeg og mit barn haft et bedre liv. Ikke, at det ikke har været godt, men jeg har aldrig følt mig som en god mor, aldrig, og det er jeg ikke alene om.
I dag findes der så mange bøger om mama og papa, der ikke klarer det. De skriver om, hvor hårdt det er. Hvor jobbigt. Stressende, udmattende, det er at have små barn.
Det er sandt.
Det er det.
Men jeg er sikker på, at alle bedre kan klare det, hvis de påmindes om miraklet. De har et mirakel i deres liv nu. Et barn. De mindste hænder skaberen kan have på jorden. Små fingre.
Jeg tror, jeg havde været en bedre mor, om nogle havde talt til mig om mirakler. Om at jeg som kvinde bar et mirakel og fødte der.
Dar la Luz hedder det at føde på spansk, at give lys, er det ikke smukt?
Det er ikke bare en fysisk kraftpræstation, det er et samarbejde med Gud. Det er hans barn, jeg har været med til at give lys.
Jeg læser lige lidt fra min bog Allt jag inta vill tiga om s. 47 ff.
Tænk sig, jeg tror, jeg havde haft timer med tårer af glæde om nogen havde talt sådan til mig.
Men det gjorde ingen.
Det gør ingen.
Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløse.
Vi ved, at dødens stund er hellig. Den holder vi hellig. Tænder et lys. Har smukke ritualer. Vigtige og stærke.
Fødslen gør vi ingenting af.
Vi fejrer den slet ikke.
Vi fejrer, når vi har levet et år, et til og et til, men selve fødslen har vi ingen ritualer for.
Og dog.
Vi har dem. Jesus prøver at lære os dem. Julen giver os et. Og påsken med fejringen af hans komme. Bibelen prøver at lære os at se tiden, hvor barnet fødes som en stjernestund.
Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.
Så tror jeg jeg havde stået mere fast i glæden. I forundringen. Hvad er det, der skal ske?
I stedet var jeg nervøs.
Usikker.
Jeg ved, at jeg kunne have været en bedre mor. Jeg ved ikke, om jeg kunne have hindret min yngste søn i at tage sit eget liv, men jeg ved, jeg kunne have gjort mere, om jeg havde været mere opmærksom på det mirakuløse i, at han levede. Jeg elskede ham fuldt og helt, men har aldrig elsket mig selv, selv om også jeg er Guds barn. Det arbejder jeg fortsat på. Og jeg ved, at så mange, mange mødre gør det. Også fædre jo, men jeg ved mest om det at være mor, ikke bare fra mit eget live det er anekdotisk viden, men fordi jeg har researchet voldsomt på det til min bog. Mødre stoler ikke på sig selv. De stoler ikke på, at de kan. Og de får ikke fortalt, at de kan, at Gud stoler på dem.
Og i dag er det meget værre for de unge, de er gennemstressede og skal have alt perfekt fra den best i test barnevogn til den helt korrekte økologisk napp.
Tilbage til morgenerne i Skillinge havn. Til Österlen, hvor der bare var damer der badede, men også æbler overalt. Frodigt og fyld med glæde.
Jeg var på retreat der, I Skillinge Missionshus med 80 andre heriblandt Britta Hermansson, pastor i Equmeniakyrkan som I kender. Hun og jeg boede sammen og har gort flere interview sammen, kender hverandre godt.
En af hendes bøger hedder Mogna vackert og det er vel, hvad vi gør håber jeg – og også nogle af æblerne på Österlen.
Måske skal vi nå en vis alder, før vi fatter? Før vi forstår de store gaver vi får?
I bogen skriver Britta – og jeg læser fra side 65.
Mogna vackert.
Mogna äppler, det er vel hvad jeg og Toni og de andre damer på havnen i Skillinge er?
Alle omkring 60. Mere eller mindre. Flest mere.
Men det, der var så fint, var, at var mogne nok at se det mirakel, den kraftpræstation, den kroftgärning, Toni viste os.
Vi delte hendes glæde over at komme i havet, at blive som døbt, i naturen, i det store hav, det store hav, vandet, der finder hele jorden, alt på jord og det rige, der er et andet sted.
Jesus rider ind i Jerusalem. Han ved han skal dø. Det ved vi også. At han skal dø og at vi skal dø.
Men vi kan vide, at vi lever med mirakler, at vi selv er det.
Og i den viden kan vi mogna vackert.
For det vil jeg takke Gud – og takke jer for at lade mig være her.”
Maleriet “Moderglæde” er af Marie Sandholt, ca. 1900, og er ejet af Aros.
