Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere. Også derfor tror jeg på, at det er godt, at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg skriveskoler for dem, der har mistet til selvmord – her i efteråret på Kunsten i Aalborg.
Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg.
Otte lørdage mellem 7. september og 23. november vil jeg undervise og derimellem coache deltagerne.
Der vil være oplæg, også fra vidende gæster, der deler ud af deres erfaringer med at skrive eller på anden måde være åbne om at miste til selvmord.
Vi vil arbejde fra kl.10-15 og får kaffe og sødt, sandwich og vand undervejs.
KUNSTEN har givet os fri adgang til udstillingerne de dage, vi er der, så jeg vil aktivt inddrage værker i undervisningen, ligesom vi kan gå rundt og inspireres – blandt andet af maleriet, som her er vist: Else Alfelts “Store, lyse verden” fra 1942.
Jeg tror, både kunsten i sig selv og det at skrive til andre kan være gode redskaber til at håndtere den langvarige sorg.
Jeg er også sikker på, at fællesskabet i skriveskolen vil gøre godt for os, der sidder der, men også på sigt for andre, der læser teksterne.
Skriveskolen er åben for alle, der har mistet til selvmord, om det er en nær elsket, en ven eller kollega og uanset, hvor længe det er siden.
Man skal selv medbringe en bærbar computer og have mod på at skrive og på at blive læst.
Det vil være en tryg gruppe, hvor vi er loyale overfor hinanden og taler sammen i fortrolighed.
Vi vil hver gang være i det samme lokale på KUNSTEN, Aalto-mødelokalet, der ligger inde i hjørnet af den underste etage.
Der vil være en egenbetaling på 200 kr. per lørdag per person.
Meld dig til ved at skrive lidt om, hvorfor du gerne vil være med samt dit navn og adresse og mail det til mig på charlotte.roerth@icloud.com
Se TV2Nords indslag om skriveskolen her
Program for Skriveskolen for efterladte efter selvmord
At samles om så smertefuldt et emne kan synes umuligt. Men det er det ikke. Tværtimod er det livgivende og styrkende at være sammen med andre, der kender til den smerte, man bærer på – om den er synlig eller ej.
Skriveskolens formål er at gøre livet bedre for dem, der kommer på skolen, men også for dem, der senere læser teksterne. Om, man vil offentliggøre sin tekst, er op til den enkelte og aftales undervejs.
Undertegnede, Charlotte Rørth, er underviser.
Jeg har været journalist siden 1987 og har haft en lang række gode jobs, blandt andet på NORDJYSKE 2003-2019. Her skrev jeg i sidste år især dybdegående interview.
Siden 2015 har jeg udgivet fem velsælgende bøger om tabuet tro, udgivet i seks lande.
Har afholdt 350 foredrag og ledet undervisningsforløb og retræter gennem en årrække.
Vi mistede vores yngste søn til selvmord i 2014.
Undervisning finder sted på: KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg, www.kunsten.dk
Deltagerne mødes 8 lørdage kl. 10-15 i efteråret 2024.
Kl. 10.00-11.30 Oplæg og samtale i plenum og grupper. Kaffe, te og vand.
Kl. 12.00-13.00 Sandwich og walk & talk på museet og i skulpturparken.
Kl. 13.00-15.00 Oplæg og forberedelse af hjemmeopgaver. Kaffe, te og vand.
Der vil være en egenbetaling på 200 kr. for hver undervisningsdag på KUNSTEN.
Udover 8 gange fem timers kursus får deltagerne:
- Besøg af inspirerende oplægsholdere
- Professionel undervisning
- Udførlig skriftlig og mundtlig vejledning til hjemmeopgaver
- Personlig coaching på KUNSTEN
- Online-sparring undervejs
- Gennemlæsning og personlig respons på en tekst
- Lærerige tekster til hjemmelæsning
- Mulighed for offentliggørelse
Det FORELØBIGE program er lagt – men det vil tilpasse sig gruppen.
Lørdag 7. september: Introduktion og velkomst til KUNSTEN.
Forventningsafstemning: Hvad kan jeg? Hvad vil I?
Oplæg og hjemmeopgave: Hvad er det, jeg vil undersøge i mig selv ved at skrive? Hvad skal de ord, jeg skriver, gøre ved den, der læser dem?
14. september: ”Sådan skrev jeg” – oplæg ved Mai Bakmand, forfatter til bl.a. ”Ude af denne verden – En mors beskrivelse af det første år efter hendes 16-årige søn tog sit eget liv efter fem år med angst”, bestyrelsesmedlem i foreningen Efterladte, journalist. Opsamling på hjemmeopgave. Sådan hjælper I jer selv (og hinanden) i gang med at skrive – og i at blive bedre til det. Struktur, kultur og faglighed. Og gentagelser …
Oplæg til hjemmeopgave: Sådan kan netop du hjælpe dig selv.
21. september: ”Hver historie er unik, men hvorfor så dele erfaringerne?” Foredrag af Liselotte Horneman Kragh, rådgiver i NEFOS, forfatter til ”I selvmordets kølvand”, rådgivende præst.
Oplæg: Sådan kan du skrive om det, der er svært. Hvad sker der, når man bruger skriveteknik på sine egne følelser? Konkret vejledning.
Hjemmeopgave: Kort tekst (2000 enheder) om, da du senest blev bevæget ved tanken om den, der tog sit eget liv.
5. oktober: Hvad gjorde det ved dig at skrive? Hvad kan det gøre ved andre?
Fælles samtale om hjemmeopgave.
Oplæg til beslutning om den tekst, du vil arbejde videre med.
Brainstorm – hvorfor nu det? Brug det før, under og efter. Vejledning udleveres, og vi afprøver det hver for sig os sammen.
Frokost og tid til at gå rundt i samlingen.
Aktantmodellen kan hjælpe på vej både inden og undervejs. Vejledning udleveres som hjemmeopgave.
Aftaler planlægges om coaching med Charlotte.
26. oktober:
Selvmord er smertefuldt at tale og skrive om – hvor ærlig skal jeg være? Kan læserne tåle alt? Kan jeg? Foredrag af fhv. fodboldspiller Thomas Augustinussen.
Frokost og tid til at gå rundt i samlingen.
Hvordan går det med at skrive?
Charlotte coacher individuelt.
9. november: Sådan fungerer sproget. Du får tips og tricks til at hjælpe dig selv til at blive bedre til at skrive blandt andet skriveøvelser – næsten som at gå i skole igen. Du får øvelser i verber, forbudte tillægsord, manglende punktummer og retskrivning – og i bevægelse som motoren i sproget og i vores liv.
Charlotte coacher individuelt.
Frokost og tid til at gå rundt i samlingen.
Oplæg til hjemmeopgave: Sådan gennemskriver du din egen tekst med dit kolde øje.
Charlotte coacher individuelt.
16. november: Sådan får du dit eget sprog og bliver bedre.
Hvordan går det med jer? Oplæg om at finde sine egne bogstaver – og hvad sker der egentlig, når man bruger skriveteknik på sine egne følelser? Undervejs og senere?
Faglig coaching: Sådan kan I gøre hinanden bedre nænsomt og varsomt og supereffektivt, men hvorfor egentlig? Afprøvning i praksis. Vejledning udleveres.
Frokost og tid til at gå rundt i samlingen.
Charlotte coacher individuelt.
23. november: Oplæsning (frivillig). Fælles respons med fokus på tekstens fremtid. Og jeres. Julefest og fejring.