Gavner det at tale åbent om spirituelle oplevelser? Dr. Marianne Rankin er ikke i tvivl efter sit banebrydende nærstudie af 2000 beretninger om engle, ånder, lys og Gudsberøringer: ”Når andre tager mod til sig og lytter respektfuldt, kan oplevelserne gøre endnu mere godt – uanset om man er troende eller ej.”
Marianne Rankin husker kun alt for godt, hvordan hun havde det, da hun i 2002 begyndte at arbejde for det verdensberømte center for forskning i religiøse oplevelser, Alister Hardy Religious Experience Research Centre, ovre i Wales.
Hun var, som ”de fleste stadig er, meget skeptisk”.
Hvad var det for noget med alle de der mennesker, der år efter år svarede på en annonce fra professor Alister Hardy om at skrive til ham, hvis de i deres liv havde oplevet noget uforklarligt?
Var de ikke bare tosser? Hyperreligiøse? Forførte tumper?
”Jeg var ikke bare meget skeptisk, men meget, meget skeptisk,” husker hun, der blev overrasket over, at så mange skrev til professorens center. Mange tusind. I dag er der over 6600 beretninger i arkivet.
”Og da jeg så først møder mange af de her mennesker, viser det sig jo, at de er helt almindelige, dejlige mennesker. Lovely people. Mange af dem er endda mere reflekterende end de fleste, fordi de har oplevet noget, der får dem til at tænke over livet og døden, deres egen eksistens, universet,” husker Marianne Rankin.
Tør ikke tale
Hurtigt erfarer hun, at de ikke taler med ret mange, om nogen, om oplevelserne, selv om de ofte i brevene og ved de arrangementer, centeret holder, giver udtryk for, at ”disse oplevelser er nogle af de vigtigste i deres liv.”
”Folk deler dem ikke. De er bange og generte,” konstaterer hun.
”Desværre”, tilføjer hun.
For det gavner at kunne være åben om spirituelle oplevelser, beviser hun i sin dybdeborende undersøgelse af 2000 af centerets beretninger.
”Når andre tager mod til sig og lytter, kan oplevelserne gøre endnu mere godt – uanset om man er troende eller ej,” konkluderer hun i sin netop forsvarede PhD, “Researching the Fruits of Experience in the Alister Hardy Religious Experience Research Centre Archive”.
- Marianne Rankin er i dag kommunikationschef i The Alister Hardy Trust.
- Har en master i religionsvidenskab, er bachelor i tysk og fransk.
- Har arbejdet på den tyske ambassade i Singapore i en række år, inden hun vendte hjem til England.
- Efter 10 års forskning i arkivets fortællinger er hun anerkendt som en af dem i verden med det bedste overblik over, hvor mange, der oplever hvad og hvad, det gør ved dem.
- Sin viden har hun delt i grundbøgerne “An introduction to religious and spiritual experience”, 2008, og
- ”Death, the gateway to life: An interdisciplinary exploration of near-death Experiences”,
- Med sin PhD er hun den første, der for alvor undersøger, hvad oplevelserne gør ved de mennesker, der har dem.
- Læs også interview med hende i min bog Vi mødte Jesus, Gyldendal, 2017.
I sine tidligere studier har Marianne Rankin i lighed med andre forskere slået fast, at mindst hver anden af os har en oplevelse i løbet af vores liv, og at der ikke er nogle grupper af mennesker, der ser ud til at være mere eller mindre modtagelige end andre.
Hun har desuden også fastslået, at der ikke er særlige oplevelser, der rammer særlige befolkningsgrupper.
I sin nyeste forskning ville hun se på, hvad frugterne af oplevelserne er. Hvad er det, der gøres ved os?
”Der er mange, mange forskellige slags oplevelser”, fastslår hun, men følelsen, de efterlader, er oftest den samme. Flertallet ”har oplevelser af pludselig at føle sig elsket på en måde, som de ikke havde forventet.”
At det netop er en følelse af kærlighed, der er i fokus i oplevelsen, overraskede hende ikke, men det er ikke før fremgået så præcist. Ej heller, at det gælder uanset, om folk er troende eller ej inden oplevelsen.
Kommer et sted fra
”Religiøst tilhørsforhold har ingen betydning for, om oplevelserne kommer eller har effekt,” fastslår hun.
Oplevelserne fører heller ikke automatisk til, at folk går i kirke, lige som det beskrives meget forskelligt, hvor folk mener, oplevelserne kommer fra.
Nogle skriver Gud, andre altet, nogle, at de kom udefra.
Beretningerne er skrevet af folk selv og følger ikke en så færdig skabelon med samme ordvalg, at hun har kunne sætte dem ind i enkelt regneark og få procentsatser ud til sidst.
Den udfordring kendte hun fra sin tidligere forskning. Derfor valgte hun at bruge fem år på arbejdet, så hun havde tid til at nærlæse beretningerne og sammenstille dem med andres forskning, inden hun skrev sine konklusioner.
En af dem er at afvise, at folk skulle overdrive forandringer i dem selv.
”Folk skriver ikke, at det er dem selv, der har gjort, at de er forandrede. De beskriver oplevelsen som årsagen. Mange gør meget ud af at understrege netop det.”
Effekten overrasker
At det er nødvendigt at fastslå, skyldes hendes dokumentation af, hvilken overraskende stor effekt oplevelserne har.
”Nogle gange er folk meget deprimerede eller ulykkelige, efterladte endda, og helt åbne for enhver hjælp, de kan få. Og da føler de sig oversvømmet af kærlighed og trøst. Hvor, det kommer fra, ved de ikke, men det gør dem i stand til at komme videre med livet med en mere positiv holdning,” sammenfatter hun.
Nogle holder op med at drikke, andre kommer fri af en depression, og ”ofte gør den kærlighed dem i stand til at føle lignende kærlighed til andre mennesker.”
”De fleste bruger mange år på at integrere oplevelserne i deres liv.”
I sin PhD konkluderer hun, at den største samlede forandring ser ud til at være ”en transformation fra et utilfredsstillende fokus på selvet til et mere kærligt engagement i livet og med andre mennesker”, ligesom de får ”en dyb forbindelse med naturen.”
”Mange skifter erhverv som følge af sådanne oplevelser. Altid til noget mere altruistisk, socialt arbejde eller sygepleje. Aldrig for at blive kriminel. Men forandringerne sker ikke altid lige med det samme. De fleste bruger mange år på at integrere oplevelserne i deres liv. Det er er en kompleks, rig erfaring, som folk har brug for tid til at absorbere.”
Samtaler øger forandring
Mange skriver i deres beretninger, at oplevelserne ”var så overvældende”, at de troede, den ville ændre deres liv ”fuldstændigt”, men for eksempel fem år senere ser de tilbage og kan se, at det ikke er sket.
Men ”så får de et wake up call”, fordi de for eksempel hører nogle andre tale om deres oplevelser eller ser et program i tv.
”Og så kommer refleksionen, og forandringen går for alvor i gang”, forklarer Marianne Rankin.
Marianne Rankin valgte at gå i dybden med 2000 ud af de 6600 beretninger. 1000 af de første fra begyndelsen af 1970erne og 1000 af de nyeste.
Ved at vælge to tidsepoker har hun kunnet se en udvikling.
”Der sker ganske ofte noget, når folk begynder at reflektere over oplevelsen.”
”Blandt de tidlige er der mange, der skriver, at de aldrig har talt med andre om deres oplevelser. End ikke deres ægtefæller. I dag taler flere mere om oplevelser. Og det gør godt,” fastslår hun.
Da hun læste de ældste fortællinger, var der mange, for hvem annoncen fra Alister Hardy var første gang, de blev mindet om deres oplevelse. Mange havde undertrykt den og ikke vidst, hvordan de skulle forholde sig og ikke talt med andre om den.
”Ved at skrive deres fortælling blev de i stand til at revurdere, hvad de ville gøre,” siger Marianne Rankin.
Hendes forskning viser, at det er godt at skrive, men hun afholder også dagskurser, hvor folk i fortrolighed kan samtale om deres oplevelser. For da vil frugterne af oplevelserne vokse, mener hun.
”Ja, det tror jeg. Det varierer med hver enkelt, men der sker ganske ofte noget, når folk begynder at reflektere over oplevelsen: Hvad var det? Hvad skete der? Hvad? Hvorfor? Hvad skal jeg gøre?”
Ændrer perspektivet
Enkelte af beretningerne handler om at have afvist oplevelser. Måske er der flere, end de relativt få, der skriver. Vil man ikke tage oplevelsen til sig, er incitamentet til at skrive til centeret ikke stort, påpeger Marianne Rankin.
”Det er nok ret udbredt, tror jeg, at have det sådan, fordi vi er tilbageholdende med at tale om oplevelserne. Det er synd, for der er ingen tvivl om, at effekten af dem kan øges,” siger Marianne Rankin og fortsætter:
”Vi har brug for den ændring af vores perspektiv, som oplevelserne giver os. Nogle mennesker beskriver det som, at oplevelserne ikke fik deres problemer til at forsvinde, men de gjorde det muligt for dem at håndtere dem og få det perspektiv på dem, at ”jeg er bare et lille væsen, og menneskeheden er så stor, planeten er så stor”. Perspektivskiftet gjorde dem godt.”
Marianne Rankin er nu i gang med at skrive sin PhD om til en ”mere læsevenlig” bog. Hun vil gerne, at flere som hun, erfarer, at ens perspektiv kan ændres.
”At vide, at folk kan have de her oplevelser, ændrer da ens opfattelse af, hvad et menneske er. Hvad livet er? Det da vidunderligt,” siger hun, der er glad for den øgede åbenhed.
Verdensfred på vej
”Jeg er ikke meget optimistisk, men jeg er optimistisk,” siger Marianne Rankin afsluttende.
”Jeg tror, at menneskeheden meget, meget langsomt udvikler sig. Tidligere tiders antagelser om, at ateisme er for de kloge og tro for de svage, har ført til en kultur, hvor religiøse og åndelige oplevelser ikke er blevet delt. Det er ved at ændre sig. Nu er vi ved at anerkende, at vi har et åndeligt lag i os.”
Hun holder en pause, inden hun runder af:
”Det åndelige lag har vi uafhængigt af religioner. Det er det, jeg kan se i min forskning. Vi har en tilknytning til noget åndeligt, som vi ikke kan definere, og vi har det alle sammen. Det har for mig har været et utroligt opløftende stykke forskning at lave. Kan vi få talt mere om det, vi har til fælles, behøver vi måske ikke bekrige hinanden så meget?”
