Søndag 19. juni prædikede jeg i den norske landsbykirke i Vigmostad, en time nordvest for Kristiansand. Den kan skimtes nederst i billedet:

Inden selve prædikenen læste jeg dagens tekst fra Johannesevangeliet, kapitel 3, 1-13
”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd.  Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«  Nikodemus sagde til ham: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”  Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.  Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.  Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”
Nikodemus spurgte ham: ”Hvordan kan det gå til?”  Jesus svarede: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd.  Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?  Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.”

Nikodemus.
Han er sådan en som mig. Sådan en, der stiller de dumme spørgsmål.
Han går hen til Jesus midt om natten, så andre ikke ser ham, han er flov, pinligt berørt. Han ved godt, at han vil spørge om noget, de andre synes, er dumt. Han regner med, at de andre ville lave jokes med ham, hvis de hører ham. De vil se ham som et barn. En, der ikke er så klog som de andre. Som en, der ikke har hørt ordentligt efter. En, der er utilpasset, forkert, dum. Sådan en som mig. Og mange, mange andre.
Vi er mange, der ikke helt forstår, hvad det er, Jesus taler om, når han taler om, at vi skal fødes på ny. Når han taler om Ånden. Ja, der er mange af os der både dengang og i dag har meget svært ved at forstå, at han rent faktisk er Guds søn.
Hvordan kan man være det og samtidig være et menneske? Det forstår jeg ikke.
Jeg tror heller ikke, der er nogen som helst andre, der kan forstå det.
Det kan ikke forstås.

Ikke alene om at være dum

Det er ikke noget, der kan forstås og læres, som vi kan lære at stave eller tale dansk eller norsk. At Jesus er både Gud og menneske kan ikke forstås. Det er det, Nikodemus ved. Og det er det, Jesus bekræfter ham i. Jesus bekræfter Nikodemus i, at han er dum, kan man sige.
Det forstår jeg.
Det gør mig tryg, at Jesus kan se, at Nikodemus ikke forstår. For jeg forstår heller ikke.
Historien om Nikodemus er med i Bibelen af en grund. Jeg tror, den står der, så sådan nogle som mig kan mærke, at vi ikke er alene i verden. Den er med, så vi kan læse, at det er ok, at det er svært, og at Jesus har set os og vil hjælpe os til at forstå.
Vi får at vide, at Nikodemus er lærer. Men ikke engang han forstår, hvad Jesus siger. Så er det ikke så sært, at jeg ikke forstår det, vel? Jeg er ikke engang lærer. Så det er ok, at jeg er, som jeg er og spørger for at få mere at vide.
Ved at læse om Nikodemus får jeg at vide, at jeg ikke er den eneste, der synes, det er svært. Jeg får at vide, at jeg ikke er den eneste, der ikke forstår, men jeg får også at vide, at jeg ikke er den eneste, der står ved det og stiller spørgsmål. Fordi teksten er med, får jeg at vide, at det er ok at stille spørgsmål.

Almindelige mirakler

“Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”
Sådan spørger Nikodemus, da Jesus har sagt til ham, ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Og nej, vi kan ikke kravle ind i vor moders beskyttende indre igen. Det kan ikke ske.
Det er en anden slags fødsel.
Men hvorfor så ikke kalde den forandring, Jesus taler om, for noget andet end fødsel?
Jeg tror, det er fordi, vi skal forstå, hvor voldsom en forandring, det er, Jesus taler om. Det er en forandring, der er lige så stor som at blive født. Større bliver en forandring vel ikke?
Og så er det alligevel noget, vi alle kender til – ellers var vi her ikke.
En fødsel er konkret. Det sker. Den er fysisk og finder sted i vores verden. I det liv, vi lever. Det skete også for Jesus.

Men en fødsel er også et mirakel. Et ægte, uforståeligt mirakel.
Som jeg skriver i min seneste bog ”Med rank ryg”, der netop er udkommet på norsk:
Tænk, at man kan føde et menneske.
Et menneske, der er helt sig selv. Skabt af Gud, spiret i mig, forløst gennem min krop. Det er mirakuløst. Kroppe, der har født, lagrer erfaringen af et mirakel. Andre lagrer den på andre måder, gennem andre erfaringer eller på anden hånd, tredje hånd, som teori. En kvindekrop i veer arbejder i et mirakel. Den viden forsvinder aldrig fra kvindens krop. Den ligger i vores hjerter, som den lå hos Maria, der satte kristendommen i verden.
Kristendommen begynder med et mirakel, som hvert liv er et mirakel.
Mirakler kan ikke forstås. De leves, mærkes, erfares, sanses, eksisterer.
Det er det, kristendommen lærer os.

Har jeg skabt mine børn

Se på mennesket, siger Gud, da han sender sin søn herned som et spædbarn magen til os andre. Se på det mirakel, jeg skaber hver eneste dag, hvert minut, kloden over.
Se mennesket.
Se fødslen.
Se på fødslen, siger Gud, ved at sende sin søn herned i en fødsel. Han kunne have valgt andre måder at kommunikere med os på end at sende sin søn herned i en helt almindelig fødsel. Han kunne have sendt sin søn herned som voksen.
Men det gør han ikke.
Dermed lærer han os meget om, hvordan han ser på os mennesker.
Ved at lade sin søn føde som os, viser han os, at ingen fødsel er helt almindelig, den er altid et mirakel. En Gudsbegivenhed, der finder sted, er konkret, men vi bestemmer ikke over den. Hverken over fødslen eller over, hvem barnet er.
Som jeg skriver i bogen om fødslen af min første søn:
Han var ikke en baby, jeg havde været med til lave og skulle til at give facon. Han var et menneske i sin helt egen ret. Han var allerede skabt.
Kan jeg forstå det? Kan jeg forstå, at jeg kan bære et barn i mig og føde et menneske, der ikke er et produkt af mig?
Nej, egentlig ikke.
Jeg kan ikke forstå hverken min egen eller mine børns fødsel. Jeg var ikke med. Eller rettere, jeg havde ingen indflydelse. De skete, uden at jeg kunne gøre fra eller til.
Eksistentielt kan vi teoretisere om fødsler, biologisk kan vi dissekere dem, men forstå dem?
Det kan vi ikke. Vores hjerner kan ikke rumme det mirakel, en fødsel er.

Vi skal ikke forstå

Det er det, kristendommen prøver at lære os, at vi ikke kan – og at det er ok.
Vi behøver ikke forstå alt, sætte det i system, i kolonner, i excel-ark.
Vi kan ikke forstå, at vi fødes som mennesker og ikke blot tomme kroppe.
Vi kan derfor heller ikke forstå, når Jesus taler om at blive født på ny.
Det er derfor, historien om Nikodemus er med i Bibelen, tror jeg.
For at vise os, at det ikke er meningen, at vi skal kunne forstå det.
Vi skal leve det.
Nikodemus vil have styr på tingene. Han vil forstå. På den måde er han et meget moderne menneske. Han er også flov over ikke at forstå. Det gør ham også meget nutidig.

Men Jesus tvinger ham til at tænke anderledes end det moderne menneske.
Det er stadig det, Jesus prøver at lære os. Vi har ikke helt forstået det. Efter 2000 år har vi stadig ikke rigtigt forstået det. Men vi skal ikke forstå. Vi kan ikke forstå. Vi skal undersøge, stille spørgsmål, men vi kan ikke forstå.
Faktisk har vi brugt mere end 2000 år på at prøve at forstå. Allerede i Det Gamle Testamente taler profeten Ezekiel om, at Gud prøver at fortælle os, at der sker noget i os, som vi ikke selv er herre over, som vi ikke er i kontrol med.
”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre,” siger Gud – det er altså ikke noget, vi selv forstår eller styrer. Der er noget i os, vi har fået i gave.
Men det er, som om vi mennesker absolut ikke vil acceptere, at vi ikke kan forstå og styre alt.
Guds egen søn fortsætter ellers med at forsøge at lære os det: ”Du skal ikke undre dig”, siger Jesus til Nikodemus, ”over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”
Det er det svar, Nikodemus får.

Spørg og spørg og spørg

Vi fødes af Ånden, men vi aner ikke hvordan og hvad, der vil ske. Vi forstår det ikke, er ikke i kontrol, og det er helt ok. Du skal ikke undre dig, siger Jesus til Nikodemus. Det er sådan, det er.
Fordi Nikodemus tør spørge, får vi Jesus svar at høre.
Fordi Nikodemus ikke er bange for at blive til latter, får vi andre mulighed for at læse, hvad Jesus tænker om noget af det, der er så svært at forstå.
Tak for det, Nikodemus.
Måske forstår vi det stadig ikke helt, jeg gør i hvert fald ikke, men jeg har lært, at det er ok.
Jeg har lært, at det er et mirakel – udover min fatteevne og min kontrol – at vi fødes. Af kroppen og af Ånden. Og hvad er så Ånden? Jamen, det kan vi i virkeligheden heller ikke forstå, men vi kan mærke det, leve det.
Jeg mærkede det, da jeg fødte mine sønner, faktisk, da jeg ventede dem, men jeg havde ikke ord for det dengang.
Børn er hellige. Den viden havde jeg instinktivt, men sagde den ikke højt. Det vidste jeg, det vidste vi kvinder, men den viden, vi bar, er gjort tavs. Vi bærer på det helligste af alt, men den viden er væk. Børn er blevet gjort til noget, vi hver især får og har.
Jeg lå stille i sengen og vidste noget andet. Børnene var ikke vores hver især. De var noget i sig selv og noget i os alle.
Måske ville vi have kaldt det Gudsbilledligheden, det, vores børn blev født med. Havde vi turdet tale om, at de er skabt i Guds billede, som vi alle havde hørt på et eller andet tidspunkt, så havde vi måske ranket ryggen og fået en styrke, der kunne have hjulpet os og vores børn, fordi vi havde fået talt om det, vi fælles levede i. Så havde jeg måske set, at jeg ikke bar mit barn alene, men sammen med andre og med den Gud, der også var far til alle andre børn.

Fødes en gang til

At blive klar over dette. At mærke dette. Det er at blive født på ny. Som det også skete for mig, da jeg som meget voksen, 46 år gammel, 25. februar 2009 fik et syn med Jesus, der stod foran mig og talte til mig i 20 minutter, mens jeg bare sad stille med lukkede øjne på en kirkebænk i sydspanske Úbeda og vidste, at jeg var med i endnu et mirakel – udover fødslerne af mine sønner.
Synet forandrede mit liv, mit syn på mig selv, på andre, på Gud, på verden, på livet.
Fødte mig på ny.
Han stod foran mig i hel figur og var virkelig. Ikke noget, jeg fandt på og ikke noget, jeg havde søgt efter.
Det kom, som vinden susede. Uventet. Ubedt.
Som jeg konstaterer i min anden bog, ”Vi mødte Jesus”:
Nogle siger, de er misundelige på mig. At de gerne ville have oplevelser som mine. Det forstår jeg godt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg ved, min måde at blive klar over, at jeg er elsket af Gud, er anderledes end for mange andre. Jeg har ikke haft et langt tilløb, og min tankekraft blev først involveret bagefter.
Jeg tror på, at mine og andres oplevelser kan minde os om noget, der for mig at se, er det allersmukkeste ved at være i live. At vi er elsket og elsker. Og at livet ikke kun handler om os som mennesker her på jorden lige nu og her. Det giver det, jeg kalder den gode pligt: At vi har pligt til at gøre godt for andre end os selv, og at vi ikke kan lade være, fordi vi er taknemmelige over det mirakel, vi er medvirkende i – kærligheden.

Vi bestemmer ikke

Andre mærker Ånden på andre måder. Det er så forskelligt. Der er ingen orden på, hvem der møder Ånden hvordan. Ingen mennesker kan kontrollere og forstå, hvem der ved, at Gud eksisterer. At Jesus som Guds søn er til. Og at Ånden er virkelig og derfor kan fødes, ligesom vi er blevet det.
Vi kan læse og lære, studere og teoretisere og tilslutte os ideen om, at Ånden findes. At Gud og Jesus findes.
Men mærke det? Vide det?
Det bestemmer vi ikke. Det sker. Og det er ikke til at forstå.

At jeg en decemberdag i 2008 blev ramt af et lys i panden af Gud ude på marken bag mit hus i Danmark og besvimede og senere mødte Jesus i Spanien og ofte mærker Åndens tilstedeværelse, når jeg er sammen med andre i en kærlig og ærlig atmosfære – også i Norge –  betyder ikke, at jeg forstår det.
Slet ikke.
Det gør jeg ikke.

Tak til Nikodemus

Jeg er som Nikodemus, og jeg tror, jeg bliver ved at være det.
Jeg bliver ved at synes, at Gud er ubegribelig, og at fødslen af Jesus såvel som af mine egne drenge er uforståeligt store mirakler. Men jeg vil, som Nikodemus lærer mig at gøre i bibelteksten, blive ved med at spørge, hvad det er for noget, det der nye liv, som vi lige har hørt Paulus skriv om i sit brev til romerne:
”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?  Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. ”
Leve nyt liv.
Fødes på ny.
Det er umuligt at forstå. Men jeg vil blive ved med at undersøge det. Præcis som jeg bliver ved at undersøge og leve det liv, jeg er født ind i og præcis, som jeg forundres og er nysgerrig på de liv, jeg selv har sat i verden. Mine sønners liv. Min sønnesøns liv. Jesu liv.
Jeg tænker, det er derfor, han er født som os og har et liv som spæd, som barn, som ung, som voksen.
Det er for at vise os, at han og vi og dermed vores forhold til hinanden udvikler sig, præcis som vores forhold til alle andre, der er født.
Det er ikke statisk, ikke noget, der kan forstås eller læres udenad som dansk eller norsk.
Det er levende. Det er noget, vi skal forandres af, forundres over, spørge andre om. Præcis som Nikodemus spurgte Jesus.
Tak, Nikodemus.

Lov og tak og evig ære være dig,
vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Tak til Elisabeth Vea Fladstad og hendes glade hold.