Prædiken, Stilling Kirke, søndag 30.10.2022
Matthæusevangeliet 21,28-44

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
”Jesus sagde: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud.
Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham.
Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud.
Hvem af de to gjorde deres fars vilje?
De svarede: Den første.
Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Hør endnu en lignelse!
Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst.
Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.
Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel.
Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?
De svarede ham: Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.Jesus sagde til dem: Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”

Han er hård, Jesus. Hård ved sine lyttere.
Ikke alene er det svært at forstå, hvad han mener. Når man mener at have forstået det, synes man – synes jeg –, at Jesus forlanger noget nær der urimelige af mig. Af os. Men måske er det rimeligt nok?
Da jeg læste den lignelse, jeg lige har læst op, blev jeg lige så forvirret, fortørnet og flov som første gang, jeg læste den.
Jeg følte mig faktisk lidt dum.
Hvorfor forstod jeg det ikke bare med det samme?
Når der er noget, jeg ikke forstår – og det sker tit – prøver jeg at sætte mig meget, meget stille, rigtig, rigtig længe. Stay put, siger jeg mig selv. Bliv hængende i det, kan man også sige. Sit.
Så jeg satte mig i min bløde, efterårsbrune lænestol og bladede hen til de sider i Bibelen, hvor teksten står.
Jeg ved jo, at fortællingerne er med i Bibelen af en grund. Det er meningen, vi skal blive klogere. I hjerte og hjerne. Det er derfor, de står der og har overlevet i århundreder og stadig læses.
Jeg læste teksten igen.
Var stadig lige forvirret, fortørnet og flov.

Tror vi ikke nok

Jeg kunne blive i følelsen, men havde samtidig brug for at undersøge, om ikke der var noget mere, de to fortællinger, vi hører i dag, kunne fortælle mig.
Jeg valgte at læse bagud. Hvad skete der dernede dengang, hvor Jesus gik og talte med folk? Hvad skete der lige før, han fortalte det, vi lige har hørt?
Der står, at han havde været i Jerusalem og væltet stadepladserne ved templet. Om aftenen var han og disciplene gået ud af byen for at sove i den meget mindre landsby, Betania.
Tidligt om morgenen gik flokken tilbage til Jerusalem. Undervejs blev Jesus sulten. Han fik øje på et figentræ, gik han hen til det, men der var kun blade på det, ingen frugter. I skuffelse – måske – sagde han til det: ”Du skal aldrig i evighed mere bære frugt! Og i det samme visnede figentræet.”
Det så disciplene, og de undrede sig selvfølgelig over, at det kunne ske.
Så er det, Jesus er hård ved dem:
”Sandelig siger jeg jer – sagde han til dem – Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette bjerg: Løft dig op, og styrt dig i havet! og det vil ske.”
Det er direkte tale til tvivlerne, må man sige.

Vi må vælge

Og han bliver ved.
Da han senere på morgenen kommer ind på tempelpladsen, gik ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham, mens han underviste. De kritiserede ham og spurgte: ”Hvem har givet dig ret til at undervise?”
Igen er Jesus rå.
”Jeg vil også spørge jer,” siger han, ”med hvilken ret jeg gør dette? Johannes’ dåb, hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?”
Hvad skulle de svare, spørger de sig selv?
”Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge os, hvorfor vi ikke tror, det er fra ham, men hvis vi siger, fra mennesker! må vi frygte for skaren.
Så de svarede Jesus: Vi ved det ikke.”
Så sagde han til dem råt og direkte: ”Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.”
Da jeg havde læst om Jesu morgen med det visne figentræ og de fornærmede og senere usikre ypperstepræster, kunne jeg bedre forstå de to historier fra dagens tekst. Både den om de to brødre, der ikke var overfor for deres far, sådan som de skulle, og den om manden, der ejede en vingård, som han rejste fra.

Man skal mene det

Lad mig begynde med de to brødre. Den ene siger, at han ikke vil arbejde, men gør det så. Den anden siger, at han vil arbejde, og gør det så ikke.
Da Jesus spørger sine disciple, hvem af drengene, der fulgte deres fars vilje, svarede de, at det gjorde den søn, der trods alt arbejdede.
Så skælder Jesus ud.
Igen er han barsk. Rå. Direkte.
Man kan næsten høre ham.
Har I dog intet lært, skoser han.
Begge dele er lige slemt, mener han.
Skal man gøre noget, skal man mene det. Vil man ære kristen, skal man mene det. Og handle derefter.
Det er også det, den anden fortælling kan handle om, den om vingården.
En mand bygger en vingård og indhegner den. Han er ikke fattig, for han kan sætte andre til at passe den, mens han rejser væk.
Da nogle andre af hans folk kommer for at hente høsten, slås de ihjel. Det samme sker, da han sender sin søn for at hente druerne.
Også han slås ihjel.
Så spørger Jesus: Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med vinbønderne?
Disciplene er hverken værre eller bedre end de fleste af os, tænker jeg, når de svarer ham: ”Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

Mærker min dumhed

Se det for jer.
Jesu blik.
Måske sukker han. Eller råber. Jeg ved det ikke.
I Bibelen står der blot at:
”Jesus sagde til dem: Har I aldrig læst i Skrifterne!”
Det er direkte tale. Råt for usødet.
Og så kommer der nogle svære linjer:
”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”
Hvad mener han?
Udover, at han får os til at føle skam, fordi vi ikke har forstået – ikke har læst i Skrifterne?
Det er ikke altid god pædagogik at skælde og skamme ud, og Jesus gør det heller ikke hele tiden, men her gør han.
Der må være noget særligt på færde.

Får mig til at tænke

Det er der også, tror jeg, og jeg tror, jeg er ved at nærme mig noget af det, der kan have været Jesu mening at lære os. Vi kan ikke vide det med sikkerhed, for han er her ikke til at uddybe det – det må vi selv sørge for.
Netop.
Ved at få mig til at føle mig lidt dum, fordi jeg ikke forstår det umiddelbart, mindes jeg om, at jeg skal være årvågen, at jeg ikke bare kan lære, hvad Jesu vil, ved blot at læse og lære udenad. Det er ikke let at begribe. Man skal lytte og læse med alt, man ejer og har og tænke videre, tale med andre, fundere og reflektere. Og handle.
Det er det ene, jeg har lært. Om end det tog noget tid.

Ikke til at vide det rette

Det andet, jeg har lært, er endnu sværere.
Det er, at det ikke altid er let at se, hvad der er det rigtige at gøre.
Just, som man tror, man har forstået det, har man intet fattet. Just, som disciplene mener, de har styr på det og mener, man skal prises for trods alt at udføre sit arbejde, som den ene bror gjorde, og just, som de er sikre på, at man skal straffe andre, når de gør ondt og for eksempel slår ens søn ihjel, så siger Jesus nej.
Nej.
Det er ikke sådan, I skal være.
Det er svært.
Det ved Jesus godt.
Det er derfor, han fortæller det.

Det er så krævende

Han ved godt, at vi gang på gang i vores liv vil stå i situationer, hvor det ikke er let at gennemskue, hvad der er det rigtige at gøre.
Hvor vi ikke umiddelbart kan se, hvad der er bedst for verden, for de andre, for os selv.
Så er det, man skal sætte sig meget, meget stille, rigtig, rigtig længe. Stay put. Bliv hængende i det. Sit, skal man sige til sig selv. Sid stille og lad dig provokere af det, Jesus fortæller dig. Tving dig selv til at prøve at forstå.
Hvorfor skal en mand ikke myrde dem, der tog livet af hans dreng?
Hvorfor er det ikke godt nok, at man arbejder, når man ikke gider?
Hvorfor er de to fortællinger sat sammen?
Det er så krævende.
Jeg er ind imellem ved at opgive, når jeg læser lignelser som denne her.
Men jeg bliver ved. For de står der af grunde. Af mange grunde. For at tvinge mig til at tænke mig om, ja, og med netop dagens tekst, at lære mig at se, at Jesus forlanger for meget af mig. Og at han godt ved det.

Det er for meget forlangt, at en far ikke dræber sin søns morder.
Men det er, hvad Jesus forlanger.
I det store og det små.
Når det gælder liv. Og når det gælder om at have den rette intention i stedet for blindt og døvt at gøre noget.
Vi skal mene det.
Vi skal mene det, når vi siger, at vi vil gøre et eller andet, hvad end det er et arbejde eller andet. Vi skal ikke sige et og gøre noget andet. Heller ikke omvendt. Selv om det kan virke fint nok at gøre noget godt uden egentlig at ville det. Men så mener man det ikke. Så er man det ikke.
Så har man ikke fattet det. Så er man ikke kristen. Så har man ikke forstået det vildt radikale i det, Jesus gør og siger: Du skal stå ved det. Være rå ved dig selv og verden. Ærlig. Gennemsigtig. Transparent – som det hedder i dag. Man skal kunne se, at man gør, som man siger.
At faren ikke skal slå drabsmanden ihjel, er at forlange for meget.
Men det forlanger Jesus.
Og han ved det godt, tror jeg.
Det er derfor, han fortæller os det med en så drabelig historie.

Da vores yngste søn døde, han tog livet af sig i december 2014, kunne vi også have haft behov for at slå andre ihjel. Slå alle os ihjel, der ikke havde taget os nok af ham. Alle os. Især mig selv. Jeg kunne have haft en trang til at dolke andre og mig selv ihjel med den skyld og smerte og det savn, jeg ikke ønsker, nogen andre skal leve med.
Havde det været det rette at gøre?
Det havde været forståeligt.
Men ikke det rette.
Hvis jeg var gået ned ad den vej, hvor jeg konstant bebrejder andre og mig selv, ville jeg stadig gå den. I et vredt mørke. Fægtende med en kniv. Hvor havde det efterladt mine andre sønner? Mit barnebarn? Min afdøde søn? Min mand? Mig? Jeg går i mørke, men det er et sorgfuldt mørke i mange nuancer, og jeg bærer ikke kniv. Min egen skyld er den største, og det er også den, jeg har mest brug for hjælp til at leve med.
Den hjælp det får jeg blandt andet midt i alle de rå ord, som Jesus har talt til os i dag.

Er uperfekt og ok

Han siger til disciplene – og nu gentager jeg som noget af det sidste noget af det sidste, Jesus sagde, – det, der er så svært:´
”Har I aldrig læst i Skrifterne, spurgte Jesus sine disciple og dermed også os. Har I ikke læst: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”
”Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”
Jeg er faldet, men ikke knust.
Det ser Jesus.
Han ser, hvordan jeg har det.
Det gør, at jeg ikke er glemt, væk, bortvist. Han ser mig.
Jesus lover ikke, at hverken jeg eller vingårdsejeren går fri. Vi vil føle smerte. Vi vil lide. Vi vil vide, at vi ikke er perfekte, ikke har gjort alt ret, har givet for lidt omsorg, er rejst fra vores vingård og forventet fuld høst ved hjemkomst. Vi ved det. Jesus ved det. Han ser vores uperfekte liv. Vores fejl. Han taler om os. Helt almindelige mennesker.

Trøstes af vreden

Om vingårdsejeren knuses, ved vi ikke, for vi ved ikke, om han dræber dem, der slog sønnen ihjel. Men vi ved, at Jesus synes, det vil være forkert at myrde. Og vi ved, at netop det umiddelbart er, hvad disciplene synes, den sørgende far skal gøre.
Men da vil han knuses. Og de med.
For det, Jesus vil lære os, er, at vi skal og kan være mere som mennesker, end vi umiddelbart tror. Det er det brud med vores selvopfattelse, Jesus kommer med. Hvis vi lytter til ham, husker, tænker os om, bliver stående stille ved siden af ham og lytter og funderer, vil vi forstå, at vi godt kan leve uden at lade os styre af hævn og dovenskab. Det kan være, vi umiddelbart ønsker at slå ihjel eller lyve, men tænker vi os om, ved vi, at det ikke er den slags mennesker, Jesus ser, vi kan være.
Men han ved, at vi fejler.
Det store er, at han med fortællingen i dag og mange andre dage, viser os, at han tror på, at vi kan gøre det gode.
Ellers ville han ikke orke fortælle os det.
Tænker jeg.
Selv er jeg så uperfekt som nogen. Men når jeg læser teksten her, langsomt og stille, tænker og funderer, mediterer med den, taler om den med mig selv og andre, så bliver jeg trøstet.
For selv om Jesus lyder vred og nærmest skælder ud, så viser han os, at han har set, at vi i vores liv står i svære situationer og at der ikke er en smertefri og umiddelbar simpel vej ud af det. Smerten består, vi er kvæstede, men vi er ikke knuste, for vi ved, at han ser, at vi prøver at gøre det rette og leve et liv, hvor vi ser på andre med kærlighed og tilgivelse og at vi ikke – selv i mørket – bærer dolke i vores hænder. Faktisk ser han ikke bare, at vi prøver. Han tror, vi kan lykkes med at få det. Et liv i kærlighed, selv om vi er kvæstede.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.