Nu sker det. Nu er samtalerne for alvor kommet i gang. Samtalerne om tro. Dem, jeg så gerne vil have flere af. Fordi jeg tror, at det vil gøre livet bedre for flere at tale om det, der betyder mest.
De senere år haft jeg haft direkte samtaler med op mod en kvart million mennesker blandt andet ved med mine foredrag. Mange af dem er ikke vant til at komme i kirke, nogle er der ind i mellem – og nogle arbejder i eller med kirken.
Nu begynder også de at ville tale med – i tre nye bøger, der alle er værd at læse.
For hvad skal kirken, når så mange ikke kommer der så tit, men samtidig viser en stærkt stigende interesse for tro og spiritualitet?
Det handler tre nye bøger fra præster og andre fagfolk om – og vi andre kan også godt læse med. Det skal vi. Det er vores tro, de handler om. 

Vi ligner hinanden

Noget af det mest afgørende, jeg har lært de senere år, er, hvor almindelig jeg er. Mine tanker og følelser og livsbegivenheder liv er ikke usædvanlige. De minder i umådelig høj grad om det, der foregår i de fleste andre menneskers liv.
Det giver en utrolig tryghed. For det betyder jo, at vi kan hjælpe hinanden endnu mere, end de fleste af os tror.
Da jeg stod frem med mine spirituelle oplevelser, anede jeg ikke, at der var så mange andre, der havde oplevet noget tilsvarende.  Det var der. Langt over halvdelen, måske de fleste af os, har oplevelser, vi selv kalder spirituelle eller lignende. De er ikke til at efterprøve, men de er virkelige for os, der oplever dem.
Hvor, de kommer fra, kan ingen bevise. Men de leder ofte til, at man undersøger det religiøse.
Men hvor skal man gå hen?

Handler om 75%

Jeg gik til en præst i folkekirken, som stadig er den, jeg taler tættest om tro med. Liselotte Horneman Kragh hedder hun og er en af forfatterne til en væsentlig bog, der netop er udkommet. Sammen med sognepræst i Aarhus, Louise Højlund Franklin, og professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, Anders-Christian Jacobsen har hun skrevet:  ”Må vi være være her? Folkekirken efter Luther”.
Bogen ligger til fri læsning på hjemmesiden www.nyhimmel.dk
Om jeg er enig med dem eller ej, er ikke afgørende. Det afgørende er, at de indleder en samtale, der er livsnødvendig for folkekirken og dermed for tre fjerdedele af den danske befolkning. Og sådan set også alle de andre, fordi de lever sammen med os, der er medlemmer af den absolut dominerende kirke.

Hvad tror vi på

Men hvad er det for en kirke? Hvad er det, man siger ja til at tro på, når man siger ja til at være medlem?
Det ved de færreste af os alt om.
Det behøver vi heller ikke. Ingen af Jesu følgere vidste alt. Alle troende er ikke teologer. Men derfor er det alligevel vigtigt, at man ved noget. At det grundlæggende er på plads. Det, man er fælles om.
Vores egen direkte relation til Gud kan vi have hver især, men når vi samles, skulle det gerne være om et fællesskab, vi alle ser os selv i.

Men hvad nu, hvis det grundlæggende i folkekirken ikke er det, vi tror, det er?
Det er spørgsmålet stillet af de tre forfattere plus Lars Sandbeck, lektor i almen teologi ved Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter, og DR-journalist Anders Laugesen, der også er med i debathjemmesiden.

Behøver ikke være teolog

Ved at gå bagud finder de, som har dannet Katakombisk Studiekreds, argumenter for, at folkekirken kan frigøre sig mere fra den mand, der ellers ses som grundlæggeren af den danske luthersk/evangeliske folkekirke, munken med mere, Martin Luther.
For mig er det vigtigt, at de og andre undersøger det teologiske net, der gennem århundreder er spundet ud under min tro. Det giver sammenhæng mellem generationer og ansvarsfølelse for fremtiden. Det er også vigtigt, at jeg kan se, at jeg selv som menneske af i dag, hører til et sted.
At der er en kirke til sådan en som mig. At jeg ikke smides ud, fordi jeg ikke kan hele lektien. Især, når jeg nu ved, at mange er som mig.
Jeg er ikke teolog, men troende. Jeg er en af dem, teologer og andre fagfolk teoretiserer om. Det er deres job. De gør det individuelle alment, så vi kan dele det.
Men det er en pointe i, at også ikke-teologer taler, så vi kan sætte ord på, om der er sammenhæng mellem det levede liv og den teologi, vores kirke står for.

Mærker sig elsket

For mange af os begynder troen i det individuelle – med en berøring. En oplevelse eller en personlig indsigt. Berøringen handler om at mærke et nærvær af noget, der vil en det godt.
De fleste taler om at føle kærlighed, når de har oplevelser. De er elsket og elsker. I den rækkefølge. Det at vide sig elsket får en til at elske mere. Det er for mig kristent.
Det er derfor, jeg gik ind i folkekirken, som jeg også udførligt skriver om i min tredje bog, ”Gud, du er jo lige her”.
At det er den kirke, der er i min kultur, er også afgørende, fordi det giver en sammenhæng mellem det, jeg siger, læser, gør, lever, betaler til, lever i.
Det stiller krav til mig, fordi jeg ved, at alle andre også er elsket på forhånd.
Men er det det, folkekirken står for? Er det det, Martin Luther mener?
De spørgsmål graver bog og hjemmeside i.

Er det vigtigt?

Det har betydning, at de graver og finder ord for, om der er en sammenhlng mellem nutidslivet og den kirke, vi lever med, men ikke altid i. Vi mennesker lever bedst, hvis vi kan være sammen og hjælpe hinanden. Hvis vi er i et fællesskab. Også med dem, vi ikke er 100 % enige med. Sådan et fællesskab er folkekirken.
Man kan affeje bogen som en, der blot handler om jobindholdet i en profession, men det er mere end det. Folkekirken har og har haft en enorm mental magt i vores samfund, om man vil det eller ej. Derfor er det afgørende, om dem, der arbejder i den, kan tale åbent og ærligt om det, de tænker og tror. Og, når de gør det, skal vi andre lytte – og blande os.
Bogens teologiske udredninger er spændende og udfordrende, og jeg elsker at nørde ned i dem, men, og det er vigtigt, det her: Hvad er tro?
Tro er for mig tillid til, at Gud elsker mig og alle andre. Kirke er organiseringen af vores fælles liv med den tro.
Tro behøver ikke argumenter og bevisførelser eller historiske fakta for at eksistere som virkelighed i mit liv. Men det behøver en institution som folkekirken.

Virkelighedstjekket 

Folkekirken er ikke tro. Den er kirke. Når langt de fleste af medlemmerne har egne erfaringer med en berøring af Gud, der kommer med ubetinget kærlighed, så er det et aspekt af troen, der skal inddrages.
Det er den vej, mange af os har ind i troen, og jeg har et stort ønske om, at der tænkes mere højt om en sammenhæng. Det er den virkelighed, vi lever i. Den virkelighed, folkekirken og den ansatte og teologer i andre positioner også agerer i.
Bogen her er en åbning til en debat, der kan give stor livsglæde og forandring til den folkekirke, jeg skatter højt. Den er vores fællesskab, og vi skal tale om den i fællesskab. Dens ansatte skal tage det fællesskab og alle dets medlemmer alvorligt, også teologisk. Hvordan viser troen sig i vores liv? Og hvordan hænger det sammen med teologien?

Ja, det hænger sammen

En anden ny bog går ind i samme virkelighed og bringer andre vinkler frem i samtalen.
Sognepræst i København, Thomas Frovin, beskriver i ”Ånd og arvegods” hvordan han og andre fagfolk prøver at få spiritualiteten ind som en naturlig del af det folkekirkelige liv.
Argumentet for at skrive bogen er at gøre kirkerne ”dygtigere på mødet mellem folk og kirke”, så også denne bog er rettet til fagfolk. Men det er alligevel interessant at læse bøgerne, når man nu er en af de almindelige sognebørn, som det hedder, med oplevelser som de flestes.
Bogen vil gerne gøre folkekirken ”attraktiv og troværdig for det individuelt orienterede, sansende og senmoderne menneske”, og selv om det lyder som en salgstale, læser jeg det som velment. 

De forskellige indlæg kan alle give præster nyttig viden om at være præst derude, hvor de mange åndeligt interesserede færdes, ude i  ”folkereligiøsiteten”, som den kaldes.
Der er lagt en del vægt på dem, der af sig selv er søgende i de såkaldt ”nyåndelige” miljøer, men undertegnede nævnes også som et eksempel på en af de mange uforberedte, der er kommet ind i det ”kristne univers”. 

Tiltrængte bøger

Der står også, at det er blevet ”diskuteret”, om jeg har mødt en dæmon, eller om der ”er noget neurologisk på færde”. Det er der nu ingen præster, der har debatteret i det åbne, og det er netop den lukkethed, der ikke er høflig i en dannet samtale om tro.
Jeg håber, disse to bøger kan højne samtalens niveau, så den ikke handler om at dømme andre, men om at være nysgerrig.
Som i den foregående bog er der en del anonyme udsagn fra os, det hele handler om: De troende, søgende og måske-kristne, og hvad vi ellers kaldes. Det er jeg ikke glad for, fordi det indikerer, at man ikke vil stå ved, hvad man siger. Af mange grunde, men der er ingen grund til at understøtte manglen på frimodighed.
Det er ikke etisk muligt på klassisk vis at anmelde bøger, hvor jeg selv er inddraget, men jeg kan se, at de kan bruges af præster. Og at de er tiltrængte.
Jeg har været i over 200 kirker, så debatten er i gang, og det er godt. Men det ville klæde fagfolkene, hvis de tog samtalen med os andre på sig også.
Det gør mange, men alt for ofte handler det så ikke helt om en ligeværdig samtale, men snarere om et ønske om at forklare noget, så den anden forstår det.

Præster prøver

Præster prædiker hver uge og prøver da at forklare et og andet. I disse år skriver flere af dem også bøger eller medvirker i bøger, der går i dybden med et emne eller blot deler deres tanker.
Det er kun godt, at de skriver.
Det er også al ære værd, at sognepræst i Jelling, Kristian Bøcker, der også står bag det satiriske Hyrdebrevet Søndag Morgen, udgiver en bog med den ambitiøse titel: ”Skal man tro på alt, der står i Bibelen? og 9 andre spørgsmål til præsten.”

Bogen er let skrevet og kan være et godt udgangspunkt for at lære mere om den tro, folkekirken i dag står for. Og også her trækkes jeg ind, sikkert fordi der ikke er så mange andre, der skriver med navns nævnelse om oplevelser og tro.
Kristian Bøcker påpeger, som jeg også skriver i flere af bøgerne, at man ikke skal jage oplevelser som et ”religiøst fix”, men han understreger også, at troens følelser ikke må ”blive negligeret, som vi måske har været tilbøjelige til i folkekirken af frygt for, at netop religiøse følelser og oplevelser skulle tage fokus fra budskabet: Guds kærlighed til os og buddet om næstekærlighed.”
Det er et argument, jeg hører igen og igen. Men det har ingen hold i virkeligheden.

Oplever kærlighed

Spørger man dem, der har oplevelser, (læs mere i min andem bog, “Vi mødte Jesus”) om, hvad der sidder tilbage i dem bagefter, er det ikke selvfedme og bedrevidenhed, men netop kærlighed, forundring over at være elsket og at kunne elske videre.
Kristian Bøcker konkluderer: ”En tro eller religiøsitet med fokus på følelser og oplevelser kan føre til selvoptagethed”. Det er bare ikke det, der sker.
Men han har ret i den næste sætning: ”Men en tro, der ikke tillader følelser, kan tørre ud.”
Mon ikke også, det kan ske for folkekirke, der ikke synligt viser, at den baserer sig på, at Gud er kærlighed?
Hvordan gør den det?
Det er der ikke et simpelt svar på. For mig at se er selve måden at samtale om det en måde at svare på. Er vi nænsomme og varsomme, lyttende og respekterende, når vi taler tro, så skaber vi en kirke, der er værdig.
Lad disse tre bøger være dig en hjælp til at begynde disse samtaler.

God læselyst.

Louise Højlund Franklin, Anders-Christian Jacobsen og Liselotte Horneman Kragh: ”Må vi være være her? Folkekirken efter Luther”, Katakombisk Studiekreds, 2022.
Læs bogen på hjemmesiden www.nyhimmel.dk
Læs mere om Liselotte Horneman Kragh i min første bog ”Jeg mødte Jesus”.

Thomas Frovin, red.: ”Ånd og arvegods”, forlaget Eksistensen, 2022, med bidrag af Thomas Frovin, Robert Strandgaard Andersen, Carsten Clemmensen, Ole Skjerbæk Madsen, Inge Merete Gross, Torsten Borbye Nielsen, Lise Trap, Silje Kvamme Bjørndal og Birgit Urd Andersen.
Hør interview med Silje Kvamme Bjørndal i Berørth her

Kristian Bøcker: ”Skal man tro på alt, der står i Bibelen? og 9 andre spørgsmål til præsten.”, Kristeligt Dagblads Forlag, 2022.
Hør interview med Kristian Bøcker i Berørth her