Forsidefoto: Marie Hald
Kan man være journalist, sorgfuld, tænksom og lattermild og samtidig både kvinde og kristen anno 2021?
Ja.
Bibelselskabets Forlag udgiver 12. maj min fjerde bog, “Med rank ryg. Om tro og moderskab” og giver den disse ord med på vejen:
“En rå og tankevækkende bog om at være kvinde og troende i dag. Ærligt fortæller Charlotte Rørth om sit liv. Om overgreb, om at føde børn, være mor, miste sin søn og en dag at vove at læse i Bibelen med sit helt eget blik. Der finder hun – uventet for hende selv – at selve kernen i kristendommen giver hende styrke. Styrke til at leve med rank ryg.
Bogens personlige fortælling rækker ud til aktuelle debatter om køn og ligeværd. Vi har brug for et sprog, der tager troen og kroppen alvorligt, argumenterer forfatteren, når hun peger på kristendommen som et fælles ståsted for gensidig respekt.
En smertefuld bog fuld af håb.”
Danmarks stærkeste portrætfotograf, Marie Hald, valgte at bruge tid på at fotografere mig til forsiden.
Jeg har fulgt hende gennem flere år og har været imponeret af hendes evne til at fange styrken i det enkelte menneske, der ofte er alene på hendes fotografier, men altid har et rum i sig selv, som Marie formår at finde frem til og vise for andre.
Det er en kunst, der kræver både fotografisk og menneskelig kunnen. Det har Marie.
Hun gør det ikke muligt for mig hverken at skjule min sorg eller min livsvilje. Hun viser min samtidighed, at jeg lever i dyb smerte og stor glæde, og at jeg gør det hele tiden.
Vi mødtes i Københavns domkirke, Vor Frue, foran Bertel Thorvaldsens Jesus-statue. Et sted, der for så mange af os er et særligt styrkende sted.
Jeg er meget taknemmelig for, at biskoppen over København, Peter Skov-Jakobsen, sagde ja til, at vi måtte være i kirkens rum.
Min tro er med mig allevegne, selvfølgelig er den det, men for mig betyder et smukt rum, at jeg løfter blikket, at jeg ranker ryggen.