“Det har altid været hårdt at være mor, men i dag er der lagt et absurd element til moderskabet”, skriver jeg i dagens kronik i Politiken, 1. august 2021. Den har skabt en del debat på de sociale medier og var døgnet igennem blandt de mest læste på mediehusets hjemmeside trods de mange glade historier om OL.

Herunder følger Kroniken, som den hedder i Politiken. Læs den (det tager ikke lang tid) og tal videre med andre om den. Måske din mor?

Det er hårdt at være mor. Det er ikke nogen nyhed og har ingensinde været det. Alligevel forstår jeg godt de mødre, der i øjeblikket skriver og taler meget og med stor vrede om, at livet som mor ikke blev, hvad de regnede med.
Nok har reklamer megen magt og skjult sælgende Instagram-konti ligeså, men der er ingen, der tror, at hverdagen med et barn er yndig fra morgenstund til måneskin. Ingen kommende mor har fået at vide, at de vil vågne op en morgen med en nyfødt og være tudelykkelige hvert sekund resten af deres liv. Alle ved, at det er slidsomt at føde, og at det kræver nærvær, tålmodighed og fysisk stamina at amme dag og nat og senere tage sig af et hastigt voksende menneske.
Det ved alle mødre, bedstemødre, oldemødre, tipoldemødre, ja, alle fædrene med.
Det har altid været hårdt at være mor, men i dag er der lagt et absurd element til moderskabet.
For trods vores mange velfærdsfordele gør vi selv og vores samfund det at blive og være mor til en langt hårdere livsgerning, end det burde være.
Først og fremmest, fordi der i vores samfund ikke står den glæde og respekt om den kolossale indsats, det kræver at være mor.
Anerkendelsen burde ellers være en selvfølge, fordi hendes trivsel er afgørende for alle mennesker. Men mødre ses ikke som værende mennesker på samme måde, som andre, for eksempel mænd, anses for at være det. Mødre må alle jokke på. Den indsats, der skal ydes i moderskabet, er usynlig. Ubetalt. Selvfølgeliggjort. I fordums tid ophøjet, nu nedgjort, for det meste udskældt i bøger og anden kultur for at avle neuroser og af arbejdsmarkedet for at kræve løn i vente- og ammetid.
At blive mor er at være jaget vildt. Hader man at være det, er man unaturlig. Elsker man det, svigter man sine medsøstre. Hvad man end gør, er det forkert, og man er skyldig og alene. Intet sted er herskerteknikkerne så stærke som over for moderskabet. Hvilket er helt afsindigt. For intet sted er menneskers lighed tydeligere end i det faktum, at vi alle har en mor.
Måske er det derfor. Fordi det er kvinder, der er mødre, er det tilladt at træde den rolle ned til en værdi så lav, at mange kvinder ikke vil være mødre, og mange nybagte mødre i dag er vrede over at være blevet det.
Moderskabet udstiller den mest afgørende forskel på kønnene. Den gravides mave er et fysisk slag i ansigtet på alle, der bilder sig selv og hinanden ind, at vi er ligestillede. Det finder de kommende mødre først ud af, når de er gravide, og de raser over det, når barnet kommer, og forskellene øges. En forskel, der fortsætter med at vokse i takt med børneflokken. De unge kvinder uden børn tror det ikke, men det sker, og vi burde alle kæmpe for, at mødre behandles bedre. Havde en mor ikke født direktøren, var end ikke han kommet til verden. Ham, der ikke vil betale fuld barsel eller øge skatten, så spædbarnet sættes på hospitalets port efter fire timer.
Men moderskabet udstiller mere end kønsforskellen. Det afslører menneskets mangel på kontrol.
Ikke at være i kontrol lader til at være noget nær det sidste, vi mennesker i dag vil lære hinanden. I skolen og på jobbet priser vi dem, der kan tilrettelægge alt i rette tid og udføre det til perfektion på rette sted. Et veldrevent, kapitalistisk samfund som vores er afhængig af præcision og forventningsafstemt produktion. Samme ordvalg bruges i privatsfæren, hvor barnets komme planlægges helt ned til stadigt flere aftalte kejsersnit og donorsperm med særlige kvaliteter, men at blive gravid er ikke op til os, hvor meget vi end forsøger. Det samme gælder fødslen. Den har som egen vej, som man må vælge at følge. At arbejde mod en ve gør man kun en gang, inden man opgiver og giver sig hen i det, der er. For nogle er det første gang, de oplever, at deres liv ikke er i deres egne hænder. Det må være et chok, og jeg forstår, så iltert de reagerer. Men det kan ikke være anderledes.
Når man først er blevet mor, er man ikke længere i kontrol. Ind i mellem føles det som det overgreb, det også er. Nattesøvn får man ikke. Hormonerne raser. Mælken spænder. Kiloene klumper. Dage går, uden at man får produceret andet end mælk. Ikke engang en snap, en reel eller en ekstra hagesmæk syet af et pudevår, for ikke at tale om grønsagssuppe, smoothie eller det corona-hævede surdejsbrød. Sådan er det.
Den manglende kontrol er rædselsvækkende for mange og øges, fordi vi selv og vores fælles samfund gør svært at finde de ekstra kræfter, der skal til. De kræfter, der burde gøre danske mødre i stand til at have overskud til at hjælpe andre.
Vi opdrager hverken vores børn eller hinanden til, at det at kunne miste kontrol hører til en af livets absolutte spidskompetencer. Lad det fare. Lad det være. Lad det hvile. Lad dig flyde med. Vi kunne træne det og le, øve os i flow som arbejdsform og styrke vores evne til at blive i det nu, der er, uden at vil beregne et fremtidigt udbytte. Se på børn, der leger. De kan.
At blive mor kan tvinge en til at lære det. Hvis man tør, kan man se det som en invitation, at vores kroppe er konstrueret sådan, at nærværet med et andet menneske først skaber et menneske, siden giver det lille menneske sin mad. Ideelt set er det tilstedeværelsen, der frembringer børnene og holder dem i live. At være til stede er noget af det sværeste at lære, når først man har lært, at man skal gøre noget for at være elsket. Man skal yde. Dygtiggøre sig. Være målbevidst. De langstilkede roser kommer med de højre karakterer. Lønnen ligeså. Kunne vi ikke skære lidt i hierarkierne? Droppe lønstigningerne til dem, der aldrig tager sig af andet end deres karriere? Hvem er de født af? En maskine?
Vi skal da bestemt kunne og ville noget, men det er ikke det, jeg ser et behov for at minde os om. Nej, lad os hellere tale om, hvad der kunne ske med vores evne til at eksistere, hvis vi kvit og frit gav et års barselsorlov til hver forælder, uden stress og økonomisk jag. Efter en fødsel med den tid, der skal til. Også til amningen.
Når det lyder som utopi, og når de nogle og trediveårige førstegangsmødre efter 15 år som centrum i deres eget liv i de her år er ved at eksplodere i arrigskab over deres nye virkelighed, så skyldes det for mig at se, at vi kollektivt har glemt, hvad et barn er.
Et barn er ikke noget, der er skabt af et æg og en sædcelle, hvad end det er i en kvindekrop eller en glaskolbe. Et barn er ikke et produkt, hvis ankomst og udkomme kan tilpasses aftageren og dennes såkaldte jobsituation. Et barn er ikke en organisme, der fødes til at blive formet ind i sine forældres liv. Et barn er ikke forældrenes.
Et barn er et mirakel.
Ja, det lyder højstemt, og det er Gudhjælpemig også meningen. Et barn er et 100 procent vanvittigt stort mirakel, der har sine helt egne mål både i højden, bredden og dybden. Intet er magen til barnet. Ikke før. Ikke siden. Det kommer som sig selv. Fødes og er i verden som fuldt menneske.
Det er mirakuløst.
Det taler vi bare ikke om. Vi taler om alt mulig andet. Alt det, der kan kontrolleres, måles, vejes, købes, planlægges, hentes, hænges op, sammenlignes og styres. Betales.
Vi taler ikke om det vilde i, at et menneske dukker op. Har man selv født, sidder miraklet endda fast i kroppen som viden fra da af. Har man været med ved en fødsel, har man en anden erfaring, men også af et mirakel. Nogle kan mærke det, bare de ser spædbarnet, måske endda gennem en glasrude. Suget fra evigheden. Nogle mærker det ikke, men jeg er sikker på, at der hos de fleste ville kunne fødes langt mere glæde, styrke og udholdenhed, hvis vi talte meget mere om, at mødre er mirakelbærere som alle mødre før dem. Den følelse giver kræfter, den ranker ryggen, den fremelsker solidaritet og fællesskabsfølelse. Hvis vi ser børn som mirakler, som nogle får lov at bære, er de ikke noget, vi hver især laver og får, så er de ikke er privat prestigeprojekt, men en fælles gave til menneskeheden.
Ja, det er store ord, de største, men er der noget, der er mere værd end livet?
Ja, det lyder religiøst, og det er det også, og det er måske grunden til, at mennesker altid har troet? De har taget livet seriøst og anerkendt, at vi ikke selv er herre over, at vi er her. Ydmygheden har ramt dem som et lyn, når barnet kom. Hvor kom det fra, det lille kræ? Og hvorfor kom det her til os? Taknemmeligheden har buldret frem. Kærligheden.
Jo, børn kan komme til verden af andre grunde end kærlighed, det ved alle, men oftest er de her på grund af kærlighed.
Nonnen Hildegard af Bingen (1098-1179) gjorde endda i sit store forfatterskab meget ud af, at det er meningen, at både kvinden og manden skal nyde, når barnet elskes frem. Tænk, at barnet ligger der efter en fysisk forening af to, der elsker hinanden. Den kærlighed er der et sted, også når den i mangel på nattesøvn føles meget langt væk.
At blive mor er oveni dette at gå ind i endnu en form for kærlighed. En kærlighed, man ikke har valgt. Man kender ikke barnet på forhånd, men får ansvar for et andet menneske fra det ene sekund til det næste. Ansvaret ved at blive mor (og far) er for stort at bære alene. Det kan være så overvældende, at man støder det fra sig. Også selv om man selv har villet barnet, og alt ellers er, som det bør være, som det hedder.
Når vi ikke taler nok om, hvor voldsomt det er at blive mor, kastes kvinder ud på alle mulige barske veje. Den uventede størrelse på begivenheden kan overskygge kærligheden. Mirakler er umulige at begribe, og det, man ikke forstår, er ikke trygt for os moderne mennesker, der kun taler om det, vi kan føre bevis for. Den andægtighed, der i glimt mellem opdragelse og madlavning rammer en, når man ser på barnet, er ikke en, vi kan sætte ord på. Hvem bruger i øvrigt i det hele taget ordet andægtighed?
Vi skal ind i en anden samtale, hvis vi skal finde kræfter til moderskabet.
Al den konkrete anerkendelse skal der arbejdes på, men det er ikke nok. Vi skal turde sætte ord på det ubegribeligt store. Også selvom vi ikke kan, og ordene ikke rækker. Men vi skal turde tale om det mirakuløse.
Jeg er troende, så jeg kan tale om det, når jeg taler om, at der er en grund til, at den kristne tro begynder med en fødsel. Den har sit udspring i moderskabet. Den fødes af en kvindes skød. Når jeg læser eller hører fortællingen om Guds søn, synes jeg, den handler om alle børn og alle mødre og alle de fædre, der som Josef tager faderskabet på sig. Går jeg som kvinde selv rundt i Bibelen og læser, finder jeg styrke og storhed i at være mor – og fuldt menneske. Mange kirkesamfund læser ikke, som jeg gør, det ved jeg. Det er der mange grunde til, men det skal ikke afholde mig fra at tro på, at jeg kan læse med mit blik og finde kræfter til at ranke ryggen ved at være mirakelbærer.
Andre finder kræfterne andre steder, men vi må være fælles om at påtage os et langt større ansvar for både at forbedre livet for gravide, fødende og mødre rent praktisk, økonomisk og organisatorisk og på samme tid få sat gang i en storslået, offentlig samtale om vores børn som mirakler.
Den samtale kan give kræfter. Det har den givet mig. Da mine tre drenge blev født, men især, da den yngste døde, og kærligheden til ham mirakuløst fortsatte med at leve. At blive mor er det vigtigste, der er sket i mit liv. Fordi de er elskelige, jovist, men også fordi moderskabet har lært mig, hvad et mirakel er. Tænk, at have fået lov at opleve det.

Charlotte Rørth er journalist og forfatter, mor til tre og aktuel med bogen Med rank ryg. En fortælling om tro og moderskab