fbpx
Katekismus for kulturkristne: Vil du være med?
26. august 2024

Jeg har sat gang i et vildt projekt.

Et, jeg hverken kan eller vil klare alene.

Jeg vil skrive en bog med ord, der kan skabe samtaler om, hvad den kristne tro er i vores liv nu og fremover.

En lille, kompakt bog, der er let at læse og kan holde til at blive slidt.

Man skal have lyst til at give den til andre og sig selv, så man kan få snakket sammen om, hvad det egentlig vil sige at være kristen. Hvad kan det betyde det for mig? For andre? For verden? 

Man kan kalde den en slags katekismus for kulturkristne.

I omtrent 500 år har Den Lille Katekismus, skrevet af Martin Luther, den bærende teolog bag vores protestantiske folkekirke, formet dagliglivet i Danmark.

Hvad end, vi selv eller vores bedsteforældre er blevet undervist efter den eller ej.

Mange lærte at læse med den lille bog, den største bestseller gennem tiderne herhjemme næst efter Bibelen.

Den lille bog skulle “husfaderen” undervise sin familie efter, så den var skrevet på dansk. Det var et voldsomt brud fra danskernes foregående 500 år med den katolske kirke, hvor det primært var præsterne, der lærte fra sig og det på latin.

Hvordan skal en katekismus i dag se ud?
Hvem skal den være rettet til?
Hvad skal der stå i den?
Det vil jeg gerne have, at du er med til at bestemme. 

Jeg vil gerne skrive denne bog sammen med mange, så det bliver en bog, der vokser op nedefra.

Den skal skrives i et sprog, der engagerer og ægger til det ansvar for verden, de andre og os selv, som vel er kernen i kristendommen?
Er det ikke derfor, vi er skabt?

Se, nu er jeg allerede i gang med at tale med mig selv om, hvad der skal stå i den bog.

Jeg vil gerne have dig med i samtalen.

Det vil jeg gøre på flere måder og flere steder.

Jeg vil gøre det her i nyhedsbrevet, hvor jeg vil sende spørgsmål og overvejelser ud til dig og de andre, der læser med, så I kan kommentere.

Og jeg vil arrangere studiekredse, foredrag og workshops, så vi kan mødes og tale og skrive videre. Bogen skal udkomme, så den kan bruges sammen med den nye oversættelse af Bibelen, som Bibelselskabet begynder at udgive dele af snart. Læs mere hos Bibelselskabet her. 

Første gang er allerede nu i efterårsferien, for jeg vil så gerne i gang!
Det bliver fire arbejdsdage med nogle af landets allerbedste teologer, som har sagt ja til at hjælpe projektet igang. Jeg er så overvældet og glad. 

De er alle eminente til at dele deres viden og sætte gang i vores andres tanker.

  • Anders-Christian Jacobsen er professor i dogmatik ved Aarhus Universitet og har for nylig skrevet grundbogen “Frygt ikke!” sammen med Margrethe Kamille Birkler. Ham har jeg i mange år læst og lyttet til som en af dem, der holder sig koncentreret om kernen i kristendommen og har overblik.
  • Else Marie Wiberg Pedersen, ph.d. og lektor, også Aarhus Universitet, ved mere end nogen anden om det, der er den helt store forskel på tiden for 500 år siden og så nu: Kvinderne. Dem har hun forsket i og var sidste år redaktør på forskningsantologien “Guds ord i kvindemund”.
  • Kirsten Jørgensen er provst på Frederiksberg og en dem, der præcist formål at skrive om tro i et moderne liv, så det både er aktuelt og til at begribe og engagere sig i. Læs blandt andet nogle af hendes essays på POV.international
  • Sten Kaalø, frimenighedspræst og digter

Læs programmet for dagene på Løgumkloster Refugium her.

Læs videre

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW - At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.   

Når forskeren Cat Bohannon, 45 år, fredag 24. maj rejser fra Seattle til København for at holde foredrag, er flyturen for hende ”like the blink of an eye”, efter at hun i over 10 år har siddet fordybet i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.

”Det er de mange år, der gør mig optimistisk,” siger hun en morgen tværs over kloden, efter at hun har afleveret datteren på fem og sønnen på tre i børnehave. Hun ser en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun, der som 18-årig brød med sin irsk-katolske baggrund, engagerede sig varmblodigt i ”the queer community” og nu er ateist.

”Jeg ser de store linjer. Det lange træk. Der er en forandring i gang, trods nutidens backlash fra højrefløjen og mænd, der føler magten smuldre. Den samlede biologiske, kulturelle og samfundsmæssige udvikling hen over millioner af år viser, at mennesker bliver mere og mere lig hinanden. Kønsforskellene vil mindskes,” fastslår hun.

Læs mere

Tag det bedste med hjem – få 11 gode råd

Tag det bedste med hjem – få 11 gode råd

Det er godt at være afsted, at rejse, at fordybe sig, at være på retræter og kurser. Men hvad så, når man kommer hjem? Bliver det så bare til gode minder og ingen livsændringer?

Jeg har lettere ved at få noget til at hænge ved, hvis jeg skriver og læser om det.

Derfor har jeg lavet en liste med de 11 ting, jeg gerne vil opdrage mig selv til at ændre i mit liv herhjemme denne sommer.

Meld dig til mit nyhedsbrev inde i teksten (klik på "Læs mere") og få inspiration til at lade dine egne rejser leve længere.

Læs mere

Klumme: Ravnen fra fremtiden

Klumme: Ravnen fra fremtiden

Hver morgen går vi en tur i skoven oppe bag vort hus.

Straks, vi er kommet op over bakken, rammes jeg af forundring over, at det vilde liv rækker helt herind i byen. Her går jeg under majestætiske bøgetræer som gæst i naturens vidunder. Fuglene byder mig velkommen. Et yndefuldt kor. Yndigt. Sødt. Smukt. Indtil det pludselig afbrydes af en lyd, der kradser i øregangene.

Jeg stiller mig stille og lytter til den sære lyd, mens jeg funderer over, hvordan forudseende købmænd i 1898 tilplantede en skov på dette stykke jord og gav den som en gave til byen, Aalborg.

Det er nu 126 år siden, de satte de små planter i jorden en efter en. Hvor langt frem tænkte de? Tænkte de på mig og mine børn og børnebørn? Så de mig stå her i 2024?

Læs mere

Læs videre