Hvornår bliver Jesus egentlig født
29. november 2024

Den fine svenske kristne ugeavis, Sändaren, lukker nu til nytår. Skynd jer at læse med på www.sandaren.se
Det er et tab for ytringsfriheden, fordi muligheden for at ytre sig endnu en gang bliver mindre. Jeg har skrevet klummer i avisen i nogle år og læst den endnu længere. Jeg vil savne den.
Den sidste tekst har jeg lige afleveret. Den stiller et afgørende spørgsmål.

Hvornår bliver Jesus egentlig født?

Det kan lyde som et dumt spørgsmål, for det er vel den 25. december, ikke?

De tidlige kristne er ikke så skråsikre. Da han er faren til himmels, går de og tænker. Ikke blot på himmelfarten og den opstandelse, de også har set, men på hans oprindelse, hans fødsel.

Der går ikke mange år, førend de bliver enige om, at Jesus har været hos Gud siden tidernes morgen. Ja, endda før. Som ”Ånden svævede over vandene” allerførst i Bibelen, således er Sønnen også ”forud for alt”.

Sådan skriver prædikanten Paulus cirka 30 år efter, Jesus dør, til menigheden i Kolossæ i Tyrkiet.

Brevet fastslår kristendommens markante forskel fra jødedommen, nemlig at Jesus er med fra begyndelsen sammen med Gud og sammen med Ånden.

Som jeg selv siger det højt i kirken i kor med alle andre, så tror jeg på Jesus som “hans enbårne Søn”.

Gud har altså båret ham. Det er samme udtryk, som vi bruger om at være gravid.

Vi må også i den danske folkekirke bruge en anden trosbekendelse, den med det lange ord, den nikænokonstantinopolitanske. I den står det endnu tydeligere. Da er Jesus ”født af Faderen før alle tider”.

Gud har altså født Jesus. Gud har ”fødeevne”, som den estimerede teologiprofessor, Theodor Jørgensen, kalder det i en prædiken citeret i bogen med den julerelevante titel, ”Guds menneskelighed”. Det er ellers kun kvinder, der har den.

At kalde Gud for “fader” er derfor ikke det samme som, at Gud er mand, mener Theodor. Det må udvides til at betegne Gud som forælder, som en, der er både mandlig og kvindelig.

Det understreger også Martin Luther, munken og teologen bag blandt andet den danske luthersk/evangeliske folkekirke. I 1520 i sin Lille Katekismus skriver han, at Jesus er “sand Gud, født af Faderen i evighed.”

Gud føder altså hele tiden sin søn. Ikke kun 25. december, men ”i evighed”. Han har altid født ham og vil altid føde det.

Begriber vi størrelsen af netop den (jule)gave? Næppe, for det betyder, mener jeg, at hvert enkelt nu er en fødsel, et nyt øjeblik, et sekund af evigheden, en bid af eksistensen, af livet, vi har fået givet. Af Gud. Tak.

Læs videre

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig, som jeg beretter i "Jeg mødte Jesus".Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.

Læs mere

Jeg mødte Jesus
10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

De eneste to, der syntes, det var en god idé at udgive min første bog, var min mand og min redaktør. Alle andre rådede mig til at tie. De forudså hån og stening eller i mildeste fald tavshed og bortvendte rygge. En chef mente, at jeg ikke kunne fortsætte i mit job som journalist. Hun fik andet job inden udgivelsen, jeg fortsatte i min stilling, men hvorfor al den angst? Hvad var dog så grænseoverskridende i min debutbog, at det kunne have kostet mig mit job, min anseelse, min familie, vennerne? Og skete det?

Læs mere

Læs videre