Gå med i mørket
6. januar 2023

Jeg er glad for at gå i mørket. Som alle andre steder, man går, er det bedst at gå der med åbne øjne.

Sådan skrev jeg forleden på facebook – følg med på min forfatterside derovre her og sådan har jeg tænkt i mange år, men ikke talt så meget om, for det er ikke lige det, der er mest tidskorrekt at gå op i. Mørket ses (!) i vores tid som alt det, der ikke er godt.

Sådan er jeg også opdraget, men det bliver tydeligere og tydeligere for mig, hvor meget godt, mørket gør og er. Så jeg vil det kommende år gå rundt derinde. Ude på mine gåture og inde i mit sind, min tro, min sorg, i det hjerte, vi alle har.

Torsdag 12. januar kl. 17-20 åbner jeg året med et intimt foredrag om mit forhold til mørkets poet, munken Johannes af Korset, oppe på Sophienholm Kunsthal, som har åbnet dørene for mørket. Jeg er så taknemmelig og rørt over at have fået lov at gå med derind. Kom og deltag og se deres levende udstilling om mørke.

I år vil jeg gå mere, gå mere i lyset, men mest i mørket. Det vil jeg også skrive mere om. Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få i næste uge mit essay om det mørke, der fylder mere end en tredjedel af vores liv, men som vi ikke er så gode til at hjælpe hinanden med at gå i. Tilmeld dig ved at klikke lige her 😉

Hav en dejlig, mørk januar,
Charlotte

PS
Til november arrangerer Unitas og jeg en rejse til Andalusien (I hører mere snart) med besøg på Johannes af Korsets museum i Úbeda og til maj afholder jer stilledage i Spanien med besøg deroppe (det er udsolgt i år, men næste år er det smukke sted Garden of Lemons igen vært for dagene!)

 

 

 

Læs videre

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig, som jeg beretter i "Jeg mødte Jesus".Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.

Læs mere

Jeg mødte Jesus
10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

De eneste to, der syntes, det var en god idé at udgive min første bog, var min mand og min redaktør. Alle andre rådede mig til at tie. De forudså hån og stening eller i mildeste fald tavshed og bortvendte rygge. En chef mente, at jeg ikke kunne fortsætte i mit job som journalist. Hun fik andet job inden udgivelsen, jeg fortsatte i min stilling, men hvorfor al den angst? Hvad var dog så grænseoverskridende i min debutbog, at det kunne have kostet mig mit job, min anseelse, min familie, vennerne? Og skete det?

Læs mere

Læs videre