”Forskerne kan nu dokumentere, at over halvdelen af os på et tidspunkt i vores liv har en oplevelse, man kan kalde religiøs, åndelig eller spirituel. Det er en del af vores virkelighed, som vi skal tale mere om,” fastslår Charlotte Rørth.
Hun er journalist og forfatter til flere bøger, heriblandt bestselleren, “Jeg mødte Jesus”, udgivet i seks lande og sendt som serie på DR samt opfølgeren ”Vi mødte Jesus”. I den er interview med andre, der har haft oplevelser, samt både danske, norske og andre internationale forskere og samfundsdebattører.
Forskere kloden over har fundet frem til, at det slet ikke er usædvanligt, hvad der skete for hende. Hun var hverken søgende eller spirituelt interesseret, da hun pludselig fik et syn, hvor Jesus stod og talte til hende i 20 minutter.
“Det var et helt overvældende forløb, hvor jeg kom i kontakt med mange mennesker og miljøer, jeg ellers ikke kendte til. Og jeg fik så meget støtte fra både min familie og venner til at lære at leve med den voldsomme forandring i mit liv,” husker Charlotte Rørth.
To gange mødte hun Jesus og havde derudover en lang række andre spirituelle oplevelser, hun aldrig før havde hørt om. Og netop tavsheden om dem er det, hun ønsker at bryde med.
Men hvordan kommer vi i gang med at tale sammen om oplevelser?
Og hvordan lever man med dem?
Bliver alt vendt omkring? Bliver man en anden? Kristen? Nonne?
Hvad gør de andre? Hvad gør hun selv?
”Vi skal tale mere om , fordi det kan gøre os mere trygge at kunne dele det, der betyder noget for os,” siger Charlotte Rørth og tilføjer:
”Måske kan vi også blive mere respektfulde overfor hinanden, hvis vi taler om det, vi ikke kan forklare?”
Efter den overvældende – også internationale – succes med ”Jeg mødte Jesus”, har huh udgivet en række bøger blandt andet ”Med rank ryg – om tro og moderskab”, også på svensk og norsk.
Charlotte Rørth holder onsdag 26. april foredrag i Grundtvigsk Valgmenighed i Kjellerup, hvor hun fortæller åbent om tro og oplevelser anno 2023. Der vil være god tid til spørgsmål og debat.