** Stilledagene er UDSOLGT i 2023, men gentages i 2024. Følg med her. Info lægges op snart **
Nu sker det.
Foråret 2023 er jeg inviteret til at holde retræte i mit højt elskede Andalusien og det på et af de smukkeste steder i regionen. På Garden of Lemons skabt af danske par Henrik Vilain og Ingo Schauser.
Sammen har vi sammensat en uge, som jeg glæder mig usigeligt meget til.
Den er til dig, der som jeg, trænger til lys og dyb glæde og gerne vil tage forskud på sommeren.
Kom med og lad Garden of Lemons danne ramme for en uge, hvor du forkæles med vidunderlig mad i de smukkeste omgivelser og samtidig får den ro, stilhed og de livgivende samtaler, du har brug for.
I en rolig rytme og en tillidsfuld atmosfære nærmer vi os i løbet af dagene hver på vores måde at leve med den kristne tro i et moderne liv.
Hver dag indledes med fordybende bøn, og derefter holder jeg oplæg med blandt andet lectio divina.
Efter frokost er der god tid til egen fordybelse. Sidst på dagen går vi kortere pilgrimsvandringer eller har samtalesaloner i forlængelse af morgenens tema, inden vi samles til et godt glas vin og rolig snak på kryds og tværs inden middagen.
En af dagene tager vi til Úbeda, – en enestående by, der står på Unescos verdens kulturarvsliste, og hvor jeg selv havde afgørende spirituelle oplevelser. Der venter os en særlig guidet tur.
Det bliver bevægende dage.
Jeg håber at se dig i det Andalusien, der nu på 15. år giver mig sol og varme og kræfter til at klare livet hjemme i Norden.
Kærlig hilsen,
Charlotte
PS: Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, blot nysgerrighed og et ønske om at lære
mere om den kristne spiritualitet.
PS
Læs meget mere her