En februaraften for en række år siden talte jeg i telefon med min svigerfar, da vandet gik, og en fødsel begyndte.

Vi havde valgt ikke at få at vide, om det var en dreng eller en pige. Vi anede som alle andre alligevel intet om hvilket menneske, der var på vej. Vi vidste kun, at den lille med garanti ville rykke rundt på vores hjerter og de forestillinger om verden, vi som voksne er så forhippede på at holde fast i. Der ville ske det, som skete for 2000 år siden.

Da jeg havde sagt farvel til svigerfar og hjulpet min mand og vores ældste søn med at tage frikadellerne af bordet, væltede veerne ind over mig hulter til bulter. I dobbeltsengen lå jeg i smerte og lykke og muskelarbejde og den særegne fødselsduft af blod og fostervand – som af fjord og dyr ved aftenstide. Ambulancen kom. To brandmænd bar mig ud i frosten, lagde mig på båren, det lille stød på halebenet fik barnet til at glide ud, den ene brandmand slap mit ben. Greb ham.

En dreng.

Ustyrligt forløb

Vi er ikke alle født i ambulancer eller i stalde under stjerner, men vi er alle født og har alle forandret livet hos dem, der er rundt om os. Om vi vil det eller ej. En fødsel er den mest gennemgribende begivenhed i vores liv, og vi mennesker er ikke herrer over den. Den kan ende i død såvel som i liv. På Jesu tid overlevede højst hvert andet barn og hver anden mor.

Måske ville Gud risikere dette for sin søn for at vise os, at det vigtigste ikke kan kontrolleres af mennesket selv?

Måske ville han vise, at det vigtige indebærer en kropslig tilstedeværelse? Også af manden. Af Josef, der beskytter og tager en anden mands barn til sig. Tager ansvar fra sidelinjen, mens kvindens krop føder Guds søn.

Af en kvindes krop

Det er det, jeg har fattet ved kristendommen. Min religion begynder præcis som mit liv, min mands, vore sønners, alle døtrene, alle mennesker overalt.

Vi kan hver især lettere se os selv som Guds børn, nu vi ved, at hans søn er født på samme måde som os. Det er den rene anskuelsesundervisning: Se, han er som jer. Og se, med Maria bliver almindelige kvinder også bærere af Guds børn, og alle fødsler gudsforløsninger. Med ét er fokus flyttet fra det krigerisk maskuline til det livgivende feminine. En kvinde bærer ham og føder den lille. Kristendommen kommer ud mellem en kvindes ben

Gud kunne have valgt at gøre så meget andet, men han gjorde dette. Gud valgte ikke en storslået kroning med opvisning af magt. Netop derfor er hans valg en fremlysning af en magt hinsides alt andet. Den scene bryder med alt og samtidig – og det er måske det største – anerkender den de erfaringer, mennesker har med netop fødselsmiraklet.

Gud lægger for mig at se sin storhed ind i den urovækkende og forstyrrende begivenhed vel vidende, at den ikke kun sker den ene gang, hans søn fødes. Så havde han vel valgt at gøre fødslen spektakulær. Det er den ikke. Den er ordinær. Som også jeg er det. Som vi alle er det.

Forstår vi det

Jeg er som de fleste. De fleste er som mig. Helt almindelige. Forstår vi egentlig, hvor stort det er, at det er netop det, Gud viser os det mirakuløse i?

Hvordan tager vi konsekvensen af, at Gud valgte at lade sin søn komme hertil på denne ikke særligt gudelige, men helt vanlige måde? Hvordan fejrer vi bedst den vilde almindelighed, Gud åbenbart er så glad for? Hvordan kan vi vise Gud, at vi har set det, han gør?

At bygge store bygninger og skabe liturgi til udøvelse på faste tidspunkter er på sin vis en direkte modsætning til den almindelige fødsel. En fødsel kan ikke kontrolleres, man må bare være til stede, fysisk, mentalt, sjæleligt. Give sig hen. Barnet kommer, når det kommer.

Hvordan kan noget, der har så stive betegnelser som institution og statskirke styrke netop det bånd mellem os og Gud? Det bånd, han giver os? Hvordan kan kirken både give systematisk ro og kaotisk respekt?

Hvordan kan kirken være som en fødselstue med rutiner og rum til det uforudsigeligt store? Og give det krop?

Miraklet i system

Når jeg bevæger mig ind i den folkekirke, jeg er medlem af, sætter jeg mig til rette i en institution, der gør mig tryg. Herinde forankres jeg i min egn. I min historie og kultur. I at være en af mange. Helt ned i detaljen, musikken, sproget, kirkegårdene, arkitekturen, æstetikken, almuefarverne på nogle af kirkebænkene, den lyse, nordiske enkelhed i de moderne kirker, dåbskjolen med broderede slægtsnavne.

Jeg er altid kommet her, men først efter blandt andet nogle meget overraskende syn med Jesus, som jeg har skrevet om, blev det regelmæssigt. Ja, kirken blev en nødvendighed i mit arbejde med at lære at leve med de overvældende spirituelle oplevelser. Som det sker for andre kastet ud i store omvæltninger af eksistentiel karakter, skabte kirken en kontekst, jeg kunne finde ro i, så jeg stille og roligt kunne skabe en sammenhæng i mit liv med det nye, der kom til, og det gamle, der ikke forsvandt.

Mange længes

Min idérigdom er ikke stor, men min viden om, hvad almindelige mænd og kvinder tænker om tro er omfattende efter mange hundrede foredrag med efterfølgende fælles samtale, 14 års journalistisk research og tusindvis af breve, mails og beskeder på diverse platforme om netop det at leve som troende i Danmark i dag.

Jeg skriver troende, ikke kristen, for selv om de fleste er medlemmer af folkekirken, skriver og siger de oftere, at de er søgende og troende og bærer på en længsel, end de skriver, at de er kristne.

Jeg tror, de længes efter nærværet fra stalden.

Nej, vi ved ikke eksakt, om det skete i en pauver, omend dyrerig og lun stald, men der er en grund til, at vi har den fortælling i vores tro, ja, i os, om vi kalder os kristne eller ikke. Den berører os.

Og jeg erfarer, at stadig flere netop i de her år bevæges af det konkret menneskelige i det møde, Gud lader ske. Mellem ham og os.

Det livsafgørende øjeblik, hvor døden også er nær, er spækket med kærlighed og tillid. Uanset hvad, der sker, er den lille ikke overladt til sig selv. Dermed er heller ikke vi overladt til os selv.

Det er ikke en flyvsk og sær og fjern og teoretisk tanke, men en kropslig og almindelig begivenhed, vi kender fra vores eget liv. En på alle måder grundlæggende og enkel hændelse. Og dog så fuld af ånd.

Jeg tror, mange mærker det bånd, Gud vælger at knytte til os via vores eget livs begyndelse i vores egen mors krop. Måske er det så bevægende, at vi næsten ikke tør tale om det. Måske er det derfor, vi famler efter ordene, og mange tier om den tro, der ligger i at se på fødslen som et mirakel?

Jeg kan ikke vide det. Men jeg tror det. Og jeg tror, mange har det som mig. For jeg ved, at jeg er almindelig. Jeg tilhører endda den mest udbredte befolkningsgruppe i verden, en kvinde, der har født. Som Maria. Og jeg er præcis som alle andre født af en kvinde, som også Guds søn blev det. Hvilket mirakel.

Artiklen har tidligere været bragt i Københavns domkirkes blad. Se den sat op her