»Det mest skræmmende er, at jeg ikke husker ham som et ubehageligt menneske. Jeg havde endda syntes, han var dejlig. Jeg havde været forelsket i ham, og jeg er ikke slem til at forelske mig i idioter. Tværtimod.«

Sådan skriver jeg i min bog ”Med rank ryg” om ham, der voldtog mig en nytårsmorgen. Jeg var 16 år, da han listede sig ind på mit barndomsværelse, mens min far og hans kone sov i rummet ved siden af. Da han lagde hånden over min mund, tænkte han måske blot på, at han ikke ville vække dem. Det kan synes høfligt nok, men at han blev inde i mig, der var så ung, at jeg ikke var på fast prævention, var et overgreb, der ikke kunne misforstås.

Jyllands-Posten bragt søndag 30.maj over en helside mit debatindlæg om dem, der voldtager.
Hele indlægget kan læses herunder eller (for abonnenter) inklusiv kommentarer på: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE13006240/jeg-ser-ikke-at-drenge-direkte-bliver-oplaert-til-det-men-de-laerer-at-det-paa-en-eller-anden-maade-er-en-mulighed-at-overtraede-kvinders-graenser/

Hvad fik ham til at tro, at han kunne gøre sådan?

Han var en velopdragen, senere veluddannet, ung mand, der ellers ikke var grænseoverskridende, ødelagt eller på anden måde presset ud i at opføre sig sådan. At han var – og sikkert stadig er – helt almindelig, er noget af det værste ved den onde morgen. Det faktum skræmmer, men på samme tid gør netop den kendsgerning det muligt fremover at hindre en hel del af de mest almindelige voldtægter; en mand, der voldtager en kvinde.

For når det ikke skyldtes en brist inde i ham, må hans tilladelse til at opføre sig sådan ligge i den opdragelse, han har fået i og uden for sin ellers gode og solide familie. Jeg kendte dem jo. Jeg har ingen grund til at tro, at de specifikt havde lært deres søn, at det er o.k. at voldtage en sovende pige.

Alligevel gør han og tusindvis af andre helt almindelige mænd det igen og igen.

Jeg ved ikke, hvorfor man voldtager. Jeg gætter. Ingen mænd fortæller om det. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis de gjorde, men jeg forstår godt, at de tier. Det har jeg også selv gjort, men nu må nogle af os tage samtalen om, hvordan det kan stoppes.

Seksuelle overgreb sker så hyppigt, at de danner et sørgeligt mønster i vores måde at være sammen på.

Sørgeligt for det barn, der kan komme ud af overgrebet, og for barnets mor, hvis hun som jeg får abort for ikke at lade barnet dele liv med en voldtægtsmand og resten af livet mindes om overgrebet, hver gang et lille overgreb begås og regnes som en vittighed, jeg bør tåle.

Sørgeligt er det også for manden, der resten af sit liv må bære på en skjult viden om, at han ikke, når det kommer til stykket, respekterer kvinden som menneske – end ikke sine egne døtre, søstre, mor, kolleger, chefer. Og at han derfor lyver for sig selv og verden, når han påstår andet, og i samme proces mister en stor del af sin selvrespekt, og hvad der deraf følger af manglende empati og reel selvindsigt.

Jeg ser ikke, at drenge direkte bliver oplært til det, men de lærer, at det på en eller anden måde er en mulighed at overtræde kvinders grænser. De må (håber jeg) vide, at det egentlig er forkert, men de må have erfaret allerede som store drenge, at det ikke anses for så forkert, at de helt skal lade være. Måske tænker de, at risikoen er værd at løbe, fordi så mange kvinder alligevel ikke anmelder det? Måske synes de ikke, det er forkert, fordi de er mænd, og dem under dem er kvinder?

Jeg tror, at en af de bærende årsager til, at de mange mænd kan blive ved at begå overgreb mod de mange kvinder, er, at de simpelthen ikke ser kvinder som mennesker som dem selv.

Selvfølgelig ved de godt, at vi er mennesker. Det handler ikke om intelligens eller biologisk lærdom. Det handler om selve udgangspunktet for at se på det andet menneske. Om blikket på den anden.

Vi har i vores kultur lært, at manden er lig mennesket. Det er ud fra ham, at verden defineres. Det er mænd, historiebøgerne, dannelsesromanerne, filmene har handlet om. Selv om der lige nu er flest kvindelige forfattere på bestsellerlisterne, er det mænd, der i årtusinder har haft magten. Manden er mennesket, kvinden er den anden. Hun er den, der er anderledes (som de mange bestsellere da også handler om), og som man derfor må opføre sig anderledes over for. Det er det mønster, vi skal se for at kunne ændre det. Derfor skal vi ikke tie.

Drenge voldtages også, og det er lige så forkert, men det generelle mønster er mænd, der begår overgreb på kvinder, og det på hele skalaen; fra de små, daglige overgreb på job, i skole og derhjemme til voldtægt og drab.

Mænd er åbenbart heller ikke altid menneskelige. De er i hvert fald ikke så meget mennesker i overgrebssituationer, at de kan styre sig. De bliver som dyr, fordi de fristes. De er bare så glade for kvinder, som det siges, at de åbenbart ikke altid kan respektere det andet menneskes grænser – fordi de ikke ser hende som menneske, men som kvinde.

Jeg håber, det er sådan, at vi har lært hinanden ikke at se mennesket først og kønnet så. Hvis det er sådan, kan vi gøre noget ved det. Vi kan lære hinanden og vores børn, at alle er mennesker uanset køn, race, alder og alle mulige andre markører.

Da tror jeg, det vil være langt sværere for mænd at begå overgreb mod kvinder. Hvis man ser på hende, man er ved at voldtage, som et menneske, ikke som en, der er anderledes, fordi hun er kvinde, så får man øje på handlingens egentlige grusomhed. Så tåges ondskabsfuldheden ikke af snak om lyst og forførelsesleg, æggende nedringninger, modstand på skrømt, eller hvad der ellers bruges af bortforklaringer.

Får man øje på et menneske, der er lige så meget menneske som en selv, øjner man størrelsen på den lede handling. Så bliver en voldtægt et voldeligt overfald på ikke blot et andet menneske, men også et muligt tredje; barnet.

Alt for mange af os har erfaringer som mine og min voldtægtsmands. Det gør mig bange. Hvor tit vil det ikke ske igen? Det giver mig også et ansvar. Et ansvar for at turde fortælle, så vi kan få en viden frem, så vi kan ændre det menneskesyn, der gør overgreb mulige.

Det kræver mod at gå en ny vej, men så er det heller ikke værre. Vi kan rent faktisk være trygge, for vi kender godt ruten, men har åbenbart ikke villet se den. Måske fordi den har krævet, at mændene skulle slippe den formelle magt, som de tvinges til, nu vores samfund fremover ikke primært skal drives af muskler.

I stedet for at se det som et farvel, kan det blive et goddag til et stærkere og gladere samfund. Hvis vi tør tage den grundlæggende samtale om, at det er et vildt og egentlig vanvittigt mirakel, at vi overhovedet er skabt og kommet til verden som mennesker, kan vi begynde at se de andre som mennesker, der er fuldt ud så mirakuløse som os selv. Det giver en undren, men også en forpligtelse. Ser man den anden og sig selv som fuldt menneske, må man også opføre sig sådan.

Det er det, kristendommen er skabt af, men man behøver ikke at være troende for at se fornuften i skabelsesberetningens altafgørende sætning om, at vi alle er skabt som mennesker. Forskellige, men ikke rangordnet. Den sætning er en direkte vej ud af tillidsbruddet mellem kønnene, fordi den tvinger os til at løfte blikket og ranke ryggen og se ud over vrimlen af lutter menneskeskabninger.

Ja, vi skal have viden om, hvordan det er at leve som mænd og som kvinder. Ja, vi skal blotlægge mønstrene, men vi skal også i gang med at sætte ord på fremtiden. En fremtid, hvor vi alle ser hinanden som de mennesker, vi alle er skabt som. En fremtid, hvor 16-årige trygt kan sove videre.