Han var af svensk adelsslægt. Hans far var statsminister. Han fik ingen børn, blev ikke gift, blev selv minister og var ved sin pludselige død i 1961 i et mistænkeligt flystyrt over Nordrhodesia, nu Zambia, generalsekretær for FN. Han dannede de blå baretter, FNs fredsbevarende styrke, arbejdede med præventivt diplomati i den israelsk-arabiske konflikt, håndterede Suezkrisen i ´56, den dybt problematiske afkolonisering af Afrika og talte ofte de store nationer midt imod med en magt, han foldede ud som en selvfølgelighed.

Dag Hammarskjöld er en legende. En helt, en statsmand, et mysterium. Find min podcast om ham her.

• Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld.
• Født 29. juli 1905 i Jönköping, Småland, Sverige.
• Død i flystyrt 18. september 1961 i Nordrhodesia.
• FN’s anden generalsekretær fra 1953 til sin død.
• Yngste søn af fire til Agnes Maria Carolina Almquist og landshøvding og statsminister Hjalmar Hammarskjöld.
• Uddannet nationaløkonom.
• 1949-1953 medlem af Tage Erlanders regering som viceudenrigsminister og senere udenrigshandelsminister.
• Modtog posthumt Nobels fredspris i 1961.
• Da blev den inderste del af Østerbrogade i København også omdøbt til Dag Hammarskjölds Allé.

En mand, der denne jul kommer en svensk storfilm om med Mikael Persbrandt i titelrollen, instrueret af Per Fly. Filmen kaldes en thriller og har omdrejningspunkt i flystyrtet og de mange konspirationsteorier, der også dyrkes i Mads Brüggers film fra 2019, ”Cold Case Hammarskjöld”.

Heller ikke den nye film, der får premiere i Danmark 18. april 2024, handler om det mysterium, Dag Hammarskjöld selv satte i scene.

En hemmelig tro

Da han døde, lå der i en skrivebordsskuffe på hans kontor et manuskript, ingen kendte til. Ikke alene vidste ingen, at han skrev.
Ingen vidste heller, at han byggede sit liv op omkring en kristen tro og egne, indre samtaler med og om Gud.
Det var dem, han delvist havde skrevet ned, fra han var en 20 år gammel studerende frem til tre uger før sin død, 18. september 1961.
Han skrev ikke med tanke på at udgive sine funderinger, digte, bønner og natlige tanker. I det efterladte brev til sin sekretær Leif Belfrage lader han det være op til ham at afgøre, om teksterne har fortjent at blive udgivet.
Siden er de udkommet på mange sprog og er netop nyoversat til dansk.

“Vägmärken”, ”Vejmærker”, hedder samlingen af tekster, der i 1963 udkom som en gedigen overraskelse i et Sverige, der ikke så med milde øjne på, at deres politiske helt erklærede sig ikke blot som troende, men konkret vejledt af Gud. Han vidste, skrev han, at ”Gud er i mig” og beder om at blive givet ”et kærlighedens sind, så jeg kan tjene dig”.

Vejmærker er de små mærker, man sætter på de store vandringer, for eksempel i Nordsverige, hvor han ofte vandrede og senere fik en rute opkaldt efter sig fra Abisko til Nikkaluokta. Det kan være små pletter, malet på en sten, eller skilte af vejrbidt træ, der leder en på vej.

Rejsen ind og ud

Et sted skriver han, at den længste rejse er rejsen indad.

Læses teksterne i sammenhæng, følges man med ham på rejsen, fra han er en ung mand, der kæmper med at tro for stort om sig selv. ”Bedre end andre. Hvorfor skulle jeg være det,” spørger han. Som voksen strides han med de store krav, han stiller til sig selv om ”med Guds kærlighed at elske livet og menneskene”.

En af dem i Danmark, der har arbejdet mest med Dag Hammarskjöld, er Peter Franklin Højlundn. I sine 12 år som skoleleder på Institut Sankt Joseph, beliggende på netop Dag Hammarskjölds Allé, introducerede han sine elever til ikke blot teksterne, men også til hans virke i FN og tillige hans tværreligiøse stillerum i FN-bygningen.

Sammen med sin hustru, Louise Franklin Højlund, der har været sognepræst i Århus, er han for nylig tiltrådt som forstander på Løgumkloster Refugium.
Her vil de arbejde på at tilbyde en indre tilbagetrækning, der skal lede til ydre handling.

”Han er en kæmpe inspiration, også i mit arbejde nu – uden sammenligning i øvrigt,” fastslår Peter Højlund Franklin.

”Han brugte det meste af sit liv på fred og medmenneskelig forståelse, og da han så dør, viser det sig, at det har været koblet sammen med en kæmpestor interesse og dedikation til eksistentielle spørgsmål og tro og det, man i dag vil kalde mystik. Han var i verden, og samtidig har han haft det her helt fantastiske, spændende, åndelige liv, som har været det, der har næret hans politiske liv.”

”Bedre end andre iblandt. Det er jeg i hvert fald oftere. Hvorfor skulle jeg være det? Du er, hvad du kan være eller ej, ligesom de andre. Hvad du må vove; at være dig selv. Hvad du kan vinde; at livets storhed spejles i dig.” 1925, 20 år, oversat fra ”Vägmärken”, Albert Bonniers Förlag, 1963

At der netop nu er øget interesse om Dag Hammarskjöld, undrer ikke Peter Franklin Højlund.

”Der er ingen tvivl om, at der i dag er en kæmpe efterspørgsel efter fordybelse og refleksion. Samtidig er kristendommen på en eller anden måde også blevet mere stueren, end den var for 20 år siden. Man er ikke mærkelig per automatik, fordi man snakker om kristendom,” observerer han.

Udogmatisk og nem at gå til

Især Hammarskjölds frie tilgang til troen og det spirituelle liv gør ham aktuel i en tid, hvor vi hver især vil forme vores måde at leve med og uden tro på.

”Han er udogmatisk i sin tilgang. Det gør ham nem at koble sig på som menneske, hvis man har en åbenhed mod de her spørgsmål. Han er sådan en, man kan tage med sig ind i de alment menneskelige perspektiver: Hvad er det egentlig, vi skal bruge vores liv til, og hvordan bliver vi os selv som mennesker i forhold til, hvad der er intentionen med os?”

”Vort arbejde for fred må begynde inde i hvert menneskes private verden. For at bygge en verden for mennesker uden frygt, må vi selv være frygtløse. For at bygge en verden af retfærdighed, må vi selv være retfærdige Og hvordan kan vi kæmpe for friheden, hvis vi ikke selv har en indre frihed?”
Dag Hammarskjöld i sin julehilsen 22. december 1953 kort efter, han blev udnævnt, citeret fra ”Den længste rejse”.

Dag Hammarskjöld ”tiltaler måske også folk i dag”, mener Peter Højlund Franklin, fordi ”han ikke har nogen fast form, man skal passes ned i”. Han beskriver blot, hvordan han selv finder sin vej ved at rådføre sig alene med Gud.

”Du skal ind i dit eget dybeste kammer og konfronteres med ensomheden derinde for derefter at blive sendt ud i verden med det, der egentlig er meningen og intentionen med dig,” forklarer han generalsekretærens samspil mellem den indre og ydre verden – en pendulering, der har en pris. ”Ensomhed bliver en følgesvend for ham. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en splittethed, men i mangel af bedre ord er det vel sådan?”

Fællesskab i troen

Selv skriver Hammarskjöld som 45-årig i 1950, at han er ”en af dem, der har haft ørkenen til hovedgærde og kaldt en stjerne for sin bror. Ensom. Men ensomheden kan være en kommunion”, som der står i ”Den længste rejse”.

Kommunion, fællesskab, er også betegnelsen for nadveren i den katolske kirke, så selv om han trækker sig ind i et lønkammer alene, går han ind i et fællesskab.

”Det er jo det der med at give slip,” siger Peter Franklin Højlund, selv katolik. ”Det er nemmere sagt end gjort – at give slip på sig selv for at blive taget imod.”

Selv sidder han ved læsning af Dag Hammarskjöld med en følelse af kamp.

”Det er hårdt. Det er ensomt. Det er slidsomt, og det er alt muligt andet, ikke? Jeg kommer til at tænke på billeder af Jacobs kamp med Gud, hvor der både er kamp, men også omfavnelse; altså kæmper de eller krammer de? De gør nok begge dele, men han bliver i hvert fald holdt fast.”

”Når der bliver stille omkring dig, og du stivner af skræk, ser, at arbejdet er blevet en flugt væk fra angsten og bort fra ansvaret, altruismen en nødtørftig maskeret masochisme, genkender steppeulvens sårende voldsomme hjerteslag. Bedøv dig da ikke igen ved at gå efter suset, men hold fast i billedet, indtil du har nået dets bund.”
1941, 35 år, citeret fra ”Den længste rejse”.

Det var, da Peter Højlund Franklin besøgte meditationsrummet i FN-bygningen i New York, at det blev tydeligt, hvordan Dag Hammarskjölds pendulering var forbundet til hans tanker om magt. Det var ham, der fik opført rummet, hvor enhver midt mellem beslutningers tagen kan sidde alene. Rummet i den moderne bygning er enkelt. I midten står en stor blok af jernmalm, intet andet.

”Når alteret, som han kaldte det, er tomt, er det ikke, fordi der ikke er nogen gud. Det er, fordi det er et alter, der repræsenterer alle menneskers gud, uanset religion.”

Stilhed for storm

Hans intention med rummet er, at inden store beslutninger i FN-bygningen skal træffes, bør alle sætte sig derind og være alene med sig selv og gud i den form, de lever med, om de er muslimer eller kristne eller andet.

”Der bør man mindes om at blive forankret i meningen og sandheden. I vores ansvar for hinanden og for verden. I at se, at magt er tjeneste.”

Den tankegang gælder alle, eksempelvis også lærerne, påpeger den forhenværende skoleleder, som skal administrere deres magt i klasselokalet ud fra et højere mål, man ser sig selv ”stå i tjeneste hos”. ”Hvis ikke læreren bruger den magt til at fremme ligeværd og ser sig selv som i tjeneste for det, så er man ikke værdig til at være lærer.”

”Ydmyghed er i lige så høj grad det modsatte af selvfornedrelse som af selvhævdelse. Ydmyghed er aldrig at sammenligne med sit eget. Hvilende i sin virkelighed er jeget ikke bedre eller ringere, ikke større eller mindre end andet eller andre. Det er – intet men samtidig et med alt. I den forstand er ydmyghed absolut selvudslettelse.”
1959, 54 år, citeret fra ”Den længste rejse”.

”Den der vekselvirkning imellem rejsen indad og rejsen udad er sådan et godt skema at holde ned over også vores arbejde her på Løgumkloster, men jeg har svært ved at pege på, hvordan den forbindelse helt konkret udmønter sig. Hvordan taler Gud? Det er en erfaring, som mange mennesker gør sig på mange forskellige måder.” Også Dag Hammarskjöld, der, som han selv skriver, ikke har skrevet om sit indre liv for at få andre til at læse om det. Alligevel skrev han. Og læses. Også i dag.

Han skriver jo, som han oplever sit liv. Som en gave, men også en opgave. Og der er en totalitet over den ensomhed, man læser om, et ønske om og en længsel efter en forening med Gud, som er overvældende?
”Ja, han går all in, kan man sige. Om man er nødt til det, er svært at sige. Det vil være meget individuelt, men man kan ikke gå 50 procent ind i et kærlighedsforhold, vel? Men, hvor hårdt, buen så kan spændes, vil være meget forskelligt. Men på en eller anden måde kræver det, at man giver slip og går all in. Det er ret entydigt, i hvert fald hvis man skal derind, hvor Hammarskjöld gerne vil have os ind.” 

”Vejen, du skal følge den.
Lykken, du skal glemme den.
Kalken, du skal tømme den.
Smerten, du skal skjule den.
Svaret, du skal lære det.
Facit, du skal bære det.”
1960, 55 år, citeret fra ”Den længste rejse”.