Der sker noget, når man ikke er hjemme.

For mig sker der især meget, når jeg er i Norge og Sverige. I lande, der ligner mit, men hvor alt er en smule anderledes. Jeg forstår sproget, men skal alligevel koncentrere mig en tak ekstra for at få alt med. Det gør godt. Den ekstra koncentration gør samtalerne bedre.

Jeg har lige været i Norge, hvor jeg blev inviteret til at holde foredrag, blive interviewet og prædike. Det var meget bevægende. Mange menensker. Mange møder. Mange tanker. Og så smukt, der er! Det har jeg skrevet noget om i mit nyhedsbrev (der er link til det nederst på forsiden) og skriver også i næste uge inde fra Trondheim, som jeg også besøgte.

I søndags, 13. søndag efter Trinitatis, 22.august 2021, prædikede jeg i Stjørdal Kirke. Her er, hvad jeg sagde. Måske kan det inspirere jer til ikke at stille umenneskelige krav til jer selv?

Lukas kapitel 12, vers 41-48
Da spurte Peter: «Herre, er det oss du sikter til med denne lignelsen, eller gjelder den for alle?» Herren svarte:
«Hvem er da den tro og kloke forvalteren som herren vil sette over tjenestefolket sitt for å gi dem mat i rett tid? Lykkelig er den tjeneren som herren finner i arbeid med dette når han kommer tilbake! Sannelig, jeg sier dere: Herren skal sette ham over alt han eier. Men sett at denne tjeneren sier til seg selv: ‘Det varer lenge før herren min kommer’ og så gir seg til å slå tjenesteguttene og tjenestejentene og spise og drikke til han blir full. Da skal tjenerens herre komme en dag han ikke venter og en time han ikke kjenner, og hugge ham ned og la ham dele skjebne med de vantro. En tjener som kjenner sin herres vilje og likevel ikke steller i stand eller gjør det herren vil, han skal få mange slag. Men en som ikke kjenner den og gjør det som fortjener slag, skal slippe med færre. Av den som har fått mye, skal det ventes mye, og av den som mye er betrodd, skal det kreves desto mer.

Et af de spørgsmål, jeg har fået mest, handler om netop det som dagens tekst handler om.
Av den som har fått mye, skal det ventes mye, og av den som mye er betrodd, skal det kreves desto mer.
Jeg har fået meget. Jeg har fått mye.

En dag i februar for 12 og et halvt år siden, i 2009, sad jeg på en bænk i et sakristi i Spanien og pludselig stod Jesus foran mig. Jesus, Guds søn, stod foran mig og talte til mig i femten-tyve minutter. Det var som en slags hologram i naturlig størrelse. Som at se ind i en anden tid. Han stod på vej i en dal med grønne bjerge. Der var skyer på himlen. Og varmt. Der var oliventræer og citrontræer og børn, der vogtede sauer. De havde bare ben. Nogle mænd gik sammen med Jesus, men det var kun ham, der stoppede og talte til mig.

Han startede med stille at lægge en sætning på dansk inde i mit hoved: Velkommen, godt at se dig, men så blev det anderledes. Han åbnede munden og begyndte at tale.
Hvad han sagde, ved jeg ikke, for han talte et sprog, jeg ikke forstod.

Men han var venlig og smilende. Han så mig ind i øjnene og viste mig, at det var godt, at jeg var til. Han var glad for at se mig. Han viste mig, at han kendte mig. Han vidste, jeg ikke var perfekt, men alligevel var det godt, at jeg var til. Det viste hans blik mig.

Av den som har fått mye, skal det ventes mye, og av den som mye er betrodd, skal det kreves desto mer.

Jeg har fået så meget, at jeg ikke altid kan se, hvad der ventes af mig. Den gave, jeg har fået med det møde, er så stor, at jeg med sikkerhed ikke kan gøre alt det, der ventes af mig. Og hvad er det, der ventes af mig? Hvad skal jeg gøre?

Det var det første spørgsmål, jeg stillede mig selv efter mødet med Jesus.

Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg kunne takke for sådan en gave?
Jeg var ikke aktivt troende før mødet, og pludselig står jeg med så stor en gave. Hvad venter Han af mig?

Da jeg kom hjem fra mit møde i Spanien, ringede jeg til en præst.
Hvad venter Han af mig, spurgte jeg hende?
Hvad skal jeg gøre?
Du skal trække vejret, sagde hun.

Du skal trække vejret.

Det havde jeg næsten glemt.

I al min overvældelse havde jeg næsten glemt at trække vejret. Jeg havde glemt at være til. At være til stede. At trække vejret. Ind og ud. Mærke livet.

Gennem årene har jeg tit talt med præsten. Hun er min åndelige vejleder, som også den katolske præst nede i den spanske by var det, indtil han døde for snart tre år siden.
De har i alle årene sagt de samme ting.
Træk vejret, har de sagt.

Bed hjertebønnen, sagde de, når du trækker vejret.

Bed hjertebønnen, og jeg beder den stadig med mit åndedræt: Herre Jesus Kristus – Forbarm dig over mig.

En gammel bøn, der bedes i alle kristne retninger.

Herre Jesus Kristus – Forbarm dig over mig.

Hver gang, jeg trækker vejret, beder jeg Herren om at bære over med mig. Jeg ved ikke, hvad han venter af mig, og om jeg gør det godt nok. Men jeg prøver.

Det første år efter mødet var meget forvirrende.
Kærligheden var enorm. Jeg elskede Gud og hele verden og følte mig elsket. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og præsterne sagde bare, jeg skulle tage det roligt. Men jeg var frustreret, ville gøre en masse, men hvad?
Præsterne havde ret.

Selvfølgelig.

Men jeg var stædig. Ville selv bestemme.

Så da jeg et år efter det første møde med Jesus pludselig mødte ham igen, råbte jeg inde i mit hoved til ham: Hvad skal jeg gøre?

Det var ret uhøfligt, må jeg indrømme.
Det tog han ingen notits af.

Han smilede bare og lagde en sætning på dansk inde i mit hoved som første gang, vi mødtes.

Jeg stoler på dig, sagde han.
Jeg stoler på dig.
Og så forsvandt han.

Jeg var overvældet. Af kærlighed. Af chok. Af frustration. For hvad skulle jeg gøre? Det sagde han jo ingenting om.
Og jo, det gjorde han.
Han sagde, at han stolede på mig.
At han stolede på, at jeg godt kunne tage vare på det, han havde givet mig. På det mye jeg havde fået.

Så jeg satte mig ned og tænkte over, hvem jeg er. Hvem er det, han stoler på?

Jeg er mor, hustru, veninde, datter – og journalist. Journalistik er det eneste arbejde, jeg kan, så jeg skrev en bog. Og holdt foredrag og skrev artikler og lavede radio. Og tv. Og blev ved. Nu har jeg skrevet fire. Og jeg har sagt mit job op for at kun at arbejde med de gaver, Han har givet mig.

Det var en chance, og Corona hjalp ikke lige, men det går, og jeg håber.

Men ved jeg, om jeg gør Herrens vilje? Ved jeg med sikkerhed, om jeg gør det godt med de gaver, jeg har fået?
Nej.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor netop jeg skulle have den gave at få et møde med Jesus.
Men.
Jeg vil bruge resten af mit liv på at prøve at gøre godt med den gave.
Jeg vil prøve at leve op til den tillid, han har vist mig. Jeg vil prøve at leve op til det, Han venter af mig.
Men jeg ved ikke, hvad det er.

Andre har gennem årene givet mig mange svar på, hvorfor jeg fik mødet, og hvad jeg skulle gøre og sagt, at jeg gør det godt nok.
Det er sødt ment, men vi ved det ikke.

Vi kan aldrig vide, om vi gør det godt nok med de gaver, vi har fået i livet.

I vinter læste jeg igen Kristin Lavransdatter, som jo handler om det samme. Hvornår gør Kristin det godt nok?
Først, da hun som døende kommer til Nidaros, er hun i ro.

Først da.

Sådan, tror jeg også, at jeg vil have det.

Jeg har fået meget, men også mistet meget. For syv år siden tog min yngste søn sit eget liv i USA, og jeg vidste da, at jeg havde fejlet i den vigtigste opgave i mit liv: At passe på mine børn. Jeg havde fået ham betrodd, men jeg kunne ikke få ham til at blive her.

Da min venindes dreng døde, mistede hun troen på Gud. Det gjorde jeg ikke.
Jeg ved ikke hvorfor.

Det var ikke noget, jeg bestemte, lige som jeg heller ikke bestemte, at jeg skulle have mødet med Jesus. Men jeg vidste med det samme, at min søn nu er et sted, hvor han har det godt. Og vi mødes igen. På en eller anden måde.
Da han døde, ringede jeg igen til præsten.

Og da han skulle begraves, stod jeg i kirken og talte om alt det, vi får givet, får betrodd. Om alt det, vi mister.

Jeg talte om, at vi hverken er ALmægtige og kan bestemme alt eller er AFmægtige og intet kan bestemme.

Vi lever i det spænd.

Vi får meget betrodd, som kræver meget af os, og vi kan ikke altid leve op til det. Og dog. Måske lever vi op til det blot ved at leve, ved at trække vejret, som mine præster lærte mig?

Ved at trække vejret og bede får vi ro på og kan se, hvad vi kan gøre. Ikke kun, hvad vi bør gøre, men hvad vi kan gøre.
Der er en stor forskel.
Vi er ikke almægtige, og det er ikke det, Han beder os om at være i teksten.

Han beder os om at være dem, vi er, om der holdes øje med os eller ej. Han beder os om at være til stede og se på os selv og gøre det, der skal gøres. Det, vi kan. Ikke mere end det, vi kan. Men det, vi kan.

Min præst siger til mig, at jeg skal give mig selv lov til at have det, som jeg har det.
Det er klogt sagt.
Det er som at sige Herrens vilje ske.

Du er ikke herre over alt, siger hun. Heller ikke over din søns liv. Eller dit eget.

Du kan gøre, hvad du kan, med det, du har fået betrodd, men det betyder ikke, at du kan alt.

Jeg ved ikke, hvorfor Herren har givet mig de gaver, han har, eller hvorfor livet her blev så hårdt for min søn, eller om jeg kunne have hindret hans død.
Ingen ved det.
Det er spørgsmålene, jeg skal leve med. For jeg får ikke svarene.
Det gælder os alle, og det er for mig at se noget af det, Jesus prøver at lære os i dag.
Vi kan gøre godt – og vi skal gøre godt – med det, vi har fået betrodd, med vi er ikke herre over det hele.

Jeg prøver at lære.
Prøver at blive klogere på livet. Og jeg synes også, at det går bedre. Jeg er blevet bedre til at have det, som jeg har det og ikke forlange for meget af mig selv. Men iblandt brister det, og jeg går itu af skyld og for meget arbejde, fordi jeg vil gøre mig fortjent til at være her.

Men, stop, det er jo netop ikke det, han siger.

Vi skal ikke gøre os fortjent til hans kærlighed.
Den er der.

Vi skal bare gøre godt med det, vi har at gøre godt med.

Dagens tekst er umiddelbart en barsk beretning, men den kan også læses som en lettelse. Vi skal gøre godt med det, vi har fået betrodd, om det er lidt eller meget. Der kræves ikke mere af os, end det vi kan klare. Det er det, der står.
Indimellem tvivler jeg.

Jeg synes ikke altid, jeg kan klare alt det, der sker i mit liv.
Men så må jeg stole på, at Herren stoler på, at jeg kan klare det.
Så må jeg trække vejret, bede Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig, og så langsomt stole på, at jeg kan finde tiltro til, at det nok skal gå – og at vi mødes i lyset, alle sammen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.