“Vi er skabt. Vi skal bare få øje på det.” Prædiken 3. januar 2020
3. januar 2021

Budolfi, Helligtrekongersøndag 3. januar 2021.

Læsning af Matthæusevangeliet 2,1-12
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.”
Amen.

Prædiken v/ Charlotte Rørth
De vendte hjem ad en anden vej, de vise mænd, da de havde været sammen med det lille barn og dets forældre.
I dag står jeg næsten alene her i Budolfi – min kirke – hvor jeg om søndagen som regel er sammen med en hel flok af børn og voksne til højmesse. Nu er der tomt på den plads, jeg plejer at sidde på og på alle de andre bænke også.
Meget er ikke, som det plejer. Der er sket noget, der gør, at vi må tage en anden vej hjem.
Det sker jævnligt i vores liv, at vi må gøre noget andet, end vi havde tænkt, fordi virkeligheden ændrer sig, som den gjorde det for de vise mænd den dag.
De vidste godt, at en konge var født. De kendte forudsigelsen om den kommende konge. Deres stjernekundskab fortalte dem endda, præcis hvor de kunne finde ham.
De vise mænd var lærde og tænksomme, velstuderede og reflekterede. Rige på viden og på alt det, den kunne give dem af guld, røgelse og myrra, som de pakkede på deres kameler.
Men da de kom til Bethlehem, fandt de noget, de ikke havde læst sig til.
De fandt virkeligheden.
De kom til et sted, hvor virkeligheden bliver til. Hvor livet fødes på jorden.
Måske fik de endda lov til at røre ved det lille nye liv, der lå i krybben? Måske trak de lidt i hans tæer, prikkede ham på næsen, mens de lo, holdt deres store mandehænder om hans lille hoved, når de løftede ham op?
De tilrejsende vidste, at han var født, men det var først, da de stod sammen med ham, at han ”lukked vise mænds øjne op”, som koret synger i Niels Brunses salme om lidt.
Det var først da, det gik op for dem, hvad al deres viden egentlig handlede om.
Først da de fik den lille at se, fik de den aha-oplevelse, som mange af os kender så godt fra alle mulige sammenhænge.
Man behøver ikke tro for at genkende den følelse. Den er universel. Det, de vise mænd kom til, var også helt almindeligt. Det var slet ikke noget særligt.
Det må have været en voldsom aha-oplevelse for de kloge folk. Tænk, at verdensherskeren blot lå der som et almindeligt spædbarn.
Det var jo det, de så.
Men deres øjne lukkedes også op.
De fik det andet blik.
De så.
De vidste, at det var Guds søn, men samtidig – og det er det mirakuløse – samtidig så de også, at han var som alle andre, ham den lille, der lå der og pludrede.
Det gik op for dem, at det er sådan, det er. At han er begge dele på samme tid.
De havde stor viden, men først, da de havde rejst langt og kom hen og kunne snuse, røre, lytte til virkeligheden, da fattede de. Da stod de med åben mund og polypper og kunne sige, aha, det er sådan, det er.
De vise mænd blev så meget visere af mødet, at de måtte rejse en anden vej hjem. De måtte lægge deres liv om, fordi de fattede, at det, lille ammetrængende væsen viste dem det vigtigste i verden.
De ville beskytte drengen og det lys og den viden, han kom med om, at vi alle er børn af Gud.
De rejste ikke tilbage til Herodes. De vidste, at den eksisterende magt ikke ønskede en så voldsom forandring, ikke ville risikere, at deres menneskeskabte magt formindskedes, fordi alle kunne finde ud af, at de er elsket af Gud.
Man kan afvise begivenheden som en tåbelig fabel, der blot handler om nogle opdigtede – eller for den sags skyld virkelige mennesker – der levede for længe siden.
Det er der nogle, der gør.
Men historien handler ikke kun om de figurer, der står i mit krybbespil derhjemme.
Den handler også om mig og alle jer derude.
For, hvad er det, vi får at vide, der forandrer de kloge?
Det er et sceneri, vi alle kender. Med et spædbarn i centrum, et barn, som vi alle selv har været.
Josef kan vi også se os selv i, manden, der overrumples, som vi selv ofte bliver. Alligevel tager han sit ansvar på sig og passer pligtskyldigt på mor og barn. Som vi også ofte gør.
Vi kan også alle være Maria, der siger ja til noget, hun ikke aner, hvad er, men helliger sig opgaven og føder et nyt liv, en stor forandring, som hun tager sig af, giver ro og omsorg.
De voksne mænd så en velkendt situation, men de så den med nye øjne.
De så, at det er helligt. At livet er helligt. Hvert enkelt liv. Og de reagerede på det. De tog en anden vej hjem.
Selv om man ikke er troende, som jeg, må man blive berørt af, at hele den store kristne religion, der betyder så meget for så mange, begynder med, at de her mænd ser en lille baby.
Det er med deres besøg, at det går op for verden, at det vigtige er et ubeskyttet barn – konkret og på mange andre niveauer.
For dem, der som jeg har født børn, er det en selvfølge, at der ikke er noget, der kan betyde mere end barnet. Men, da vi alle har været et barn, må det betyde, at der intet er, der er vigtigere end den enkelte, hvem det end er.
Det er det, de vise mænd viser os ved at falde på knæ og tilbede en baby. Det er en handling, der er umulig at fatte med intellektet, men de var til stede, de så ikke alene, at netop dette menneskebarn er Guds søn. Han viste dem også ved at være lagt der i krybben som ethvert andet fattigt barn, at alle og enhver også er Gudsskabt.
De lå der på knæ i dyb forundring, fordi de med ét begreb skabelsen – skabelsen af os som mennesker hver og en uanset, hvem vi er.
Vi er kommet til verden som ”ædelstene” som vi skal synge hjemme hver især med koret og Thomas Kingo om lidt.
Enhver, der har holdt et spædbarn, ved, at det på mirakuløs vis fødes ind i verden som lige præcis sig selv og ingen anden.
Det er skabt, inden vi ser det, vi skal bare få øje på det.
Vi er skabt. Vi skal bare få øje på det.
Det er det, fortællingen om de vise mænd viser os. Den fortæller os, at også vi kan få den aha-oplevelse, det er at begribe, at der i hver og en os er noget, der kan fødes og ses.
Den tyske mystiker Mester Eckhart kaldte det omkring år 1300
vores ungeborenheit, vores ufødthed. Jeg holder af det ord, for det fortæller med sine mange tyske stavelser, at det ligger så langt inde i os, at vi kan have svært ved at finde det – både i os selv og i andre.
Det er svært at få øje på det hellige i dem, man gerne vil dømme som værende forkerte, og svært at se billedet af Gud i sig selv, når man opfører sig utåleligt.
Men vi er skabt af Gud. Vi er skabt i Guds billede. Det er det, det ligger derinde. Gudbilledligheden. Det var den, de vise mænd forstod, at barnet viste dem. Det var det lys, de gik efter – som de fandt.
I glimt kan vi opfange lyset inde i os, i en salme, vi hører, et solstrejf vi ser mellem træer i skoven, et nærvær, vi mærker, en oplevelse af kontakt mellem lys og lys.
Der er lys i ethvert barn og så langt væk fra barnet, som det kan være. Oppe i det høje, i himlen, som stjerner, uendeligt mange lysår væk, udenfor tiden.
Vi ser det ske ved fødsler.
Ved død.
Da overskrider lyset grænserne, og vi hører sammen med evigheden. Det mærkes, når man er der, hvor svært det end kan være at beskrive det.
Fortællingen om de vise mænd og deres besøg hos barnet forsøger som med resten af Bibelen at gøre vores mirakuløse liv blot en smule begribelige. Tænk, at vi lever.
Tænk, at vi dør.
Tænk, hvad er vi?
Jeg er som Maria, der har født et barn, et drengebarn, tre drengebørn, og jeg er hende, der har mistet en søn. Som Maria, der mistede sin søn.
Alle gange er tiden eksploderet i en evighed. Der, hvor barnet kommer eller tager afsted, der holder tiden op med at gå, og barnet selv er det evige, hvide, voldsomt stærke lys.
Ikke alle har det sådan, det ved jeg. Ikke alle erkender, at de er elsket af den, der har tændt lyset inde i os.
Selv om alle ikke har det som jeg, kan vi sagtens hjælpe hinanden i det liv, vi har. Vi kan dele fortællinger om livet. Som den, vi lige har delt i dag. Som den om Jesus, der fødes og dør. Som lærer mig, at vi kan leve videre og være fyldt med sorg og med glæde på samme tid – som ham på korset, der hænger spændt ud mellem glæden over at skulle op til sin far og sorgen over at skulle forlade sin mor.
Som min mand og jeg, der netop er blevet farforældre til en lille dreng og også er forældre til en voksen søn derude i det evige lys.
Livets lys slukkes aldrig, hverken derude eller indeni, men vi har brug for at blive mindet om det.
Vi har brug for hinandens hjælp til at få øje på lyset, få øje på vores ufødthed, på, at også vi er skabt. En hjælp, som de vise mænd i dag har givet os. Dem, der gik en anden vej hjem.

Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN.

Kirkebøn v/Charlotte Rørth
Lad os alle bede.

Kære Gud, lad lyset skinne på de små – på dem uden magt og lær dem med magt, hvordan de ikke skygger for andre, men spreder lys.
Lær os alle at have omsorg for det skaberværk, der nu går ind i en lysere tid.
Giv ånd til vores kirke, vores dronnings hus, vores regering og Folketing og andre, vi har betroet indflydelse.
Velsign dem, der lever med uretfærdighed, sult og sygdom.
Tak dem, der har hjulpet andre under en pandemi, der har hærget de mest sårbare.
Vær hos de syge og døende, hos dem, der er ensomme og dem, der finder livet smertefuldt. Giv dem trøst og mennesker, der kan nå dem.
Send os alle håb og giv os kræfter, frimodighed og kærlighed til andre.
Kære Gud, vis mig vejen, og gør mig villig til at vandre den.
Amen

Den apostolske velsignelse
Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen

Læs videre

Lad os tale om tro – naturligvis

Lad os tale om tro – naturligvis

Lige siden, jeg lagde denne hjemmeside op for fem år siden, har den haft samme overskrift. Lad os tale om tro, står der, men snart vil der stå noget andet.  For jeg har foræret de fem fine ord til et projekt, jeg selv har været dybt involveret i. Projektet hedder simpelthen “Lad os tale om tro” og har sin helt egen hjemmeside: www.ladostaleomtro.dk. Formålet er, som det også har været i mit arbejde de seneste mange år, at få folk til at tale om tro.

Læs mere

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW - At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.   

I over 10 år har hun fordybet sig i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.

Så nu ser hun en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun.

Læs mere

Læs videre