Skærtorsdag er jeg inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herunder følger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske – og tak til Anita Houvenaeghel for den smukke skitse til maleriet af det sidste måltid, som hun forærede mig, da jeg fyldte 50 år. Det er malet efter inspiration fra den spanske maler Francisco Goya, (1746-1828), som malede motivet oppe under kuplen i Oratorio de Santa Cueva i Cadiz, som Anita Houvenaeghel og jeg besøgte sammen. Læs mere på spansk ved at klikke her

“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.”

”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod…”
Drik alle heraf.
Drik alle heraf.
Det siger Jesus lige efter, at han har sagt, at en af de 12, der sidder sammen med ham og spiser det, han ved, er hans sidste måltid, at en af dem vil forråde ham. Forråde ham. Findes der noget værre end at forråde en anden?
Drik alle heraf.
Siger Jesus.
Alle.

Også, Judas, forræderen, får af Jesus den vin, der er Jesu eget blod.  Også Judas inviteres. Også han skal drikke med. Også han er inkluderet i det fællesskab, Jesus samler om sig på sin sidste dag. Selv det menneske, der gør det ondest mulige ved et andet menneske – forårsager hans død – selv det menneske skal sidde med ved bordet.
Sagt på en anden måde. Fordi Jesus inviterer Judas med, er der ingen, der er udeladt. Tager han Judas med, tager han alle med. Så er alle mennesker inviteret til at drikke pagtens blod. Pagten mellem Gud og menneskene gælder alle. Ingen er ikke inviteret. Ingen er udeladt.

Jo mere, jeg tænker over den scene, jo stærkere indtryk gør den.
Den er egentlig så enkel.
Et måltid.

Det er det mest almindelige at samles om. Et måltid mad. Et glas vin. Lidt brød. Men her i Bibelen bliver det mest velkendte og vanlige til det allermest vilde og grænseoverskridende.
Det er det lille ord alle, der gør forskellen. Fire bogstaver. Fordi de fire bogstaver siges af en mand, der er søn af Gud, forandrer de verden. I en verden, hvor mennesker er rangordnet og har forskellig værdi – og det gjaldt ikke kun, hvor han levede, men i mange andre samfund overalt på kloden – kommer han med den grundtanke, at alle har værdi. At alle er skabt af Gud som mennesker. At alle derfor er inviteret med til måltidet skærtorsdag.

Jeg kender ikke alle religioner, men jeg kender kristendommen, som Jesus kom med. Men jeg kan knap forestille mig, hvilket enormt brud, det må have været for dem, der levede nær ham dengang.

Han rokkede ved alle de privilegier, han overhovedet kunne. Han talte med alle. Høj og lav. Mænd og kvinder. Dem, der opførte sig perfekt, og dem, der syndede. Ham, der forrådte.
Gang på gang viste han, hvordan han acceptererede, ja, anerkendte dem, andre så ned på og lukkede ude fra fællesskabet. Selv kvinderne talte han med.
De tolv apostle, som han spiste med skærtorsdag, var mænd, men der var i strid med alle andre dele af samfundet kvinder blandt hans disciple og nære rådgivere – og det gælder også de grupper, der følger hans lære lige efter hans død. Jeg kunne føle mig udeladt som kvinde, fordi jeg ikke er med blandt de 12 apostle ved det sidste måltid, men jeg vælger at se på fortællingen som menneske. Jeg er også et menneske, selv om jeg ikke er af samme slags som de 12.

Jeg vælger at se på beretningen som en fortælling om de forskellige sider i os hver især.
Vi ved ikke eksakt, hvordan denne dag forløb, men vi har en historie om den dag, som er blevet overleveret igennem årtusinder, fordi den har en sandhedsværdi, der bliver ved at leve.
Og hvad er det så, den fortælling fortæller?
Den fortæller, at vi alle er inkluderet, uanset hvordan vi opfører os.

Betyder det så, at det er lige meget, hvordan vi opfører os? Nej.

Vi hører, at Jesus ved, at Judas vil forråde ham. Vi hører, at Jesus fortæller, at en af dem, der sidder der, vil forråde ham. Han siger ikke hvem. Han gør det til et generelt svigt.
De mærker det alle. ”Det er vel ikke mig, Herre?”, spørger de. De føler sig alle truffet. De mærker en svien i sjælen, et slag i maven, en knugen i brystet. Hvad har jeg dog gjort? De ved alle, at de en eller anden gang på et eller andet tidspunkt et eller andet sted har gjort noget, der var forkert, som har såret andre, udleveret nogen, forrådt en, de elsker.
De ved alle, at de har gjort noget syndigt – med eller uden deres eget vidende. Og nu sidder de der og får at vide, at Jesus også ved det. Guds søn har set det. Han har set deres fejl. Deres syndige opførsel.

Vi kan se de 12 som sider af os selv. Sådan læser jeg scenen i dag. Man kan også læse den som et dagbogsblad om noget, der skete præcis den dag med de mennesker på det sted – hvor jeg har siddet, og det var godt. Man kan også læse den som et eventyr om noget, der er opdigtet. Men man kan også læse den som vise ord hentet fra en mand, der levede og stadig gør det, og som har til opgave at give sin visdom videre. Vi forstår det ikke altid, vi almindelige dødelige, der ser så praktisk og rationelt på tingene, men han kender os, gør han, og prøver at lære fra sig på en måde, så vi måske bedre kan fatte, hvad vi er for nogle størrelser, vi mennesker.
Vi kan sætte os med ved bordet.
Vi er med.

Vi kan være som en af dem, der sidder der, men også netop se de 12 som sider af os selv. For det er jo det, Jesus prøver at fortælle os, tror jeg, når han ikke udpeger Judas for dem, men giver dem alle en anledning til at genkende deres egen indre forræder, deres egen Judas. ”Det er vel ikke mig, Herre?”
Jo. Det er det.
Vi er alle syndere, forrædere, luskebukse, lejesvende, lakajer og lemmedaskere og hvad, kaptajn Haddock ellers kunne finde på. Han sidder også med ved bordet, i øvrigt, med sit skæg, sin rabiate humor og vilde temperament.

Det der med at se sig selv i historierne med Jesus kan virke, ja, næsten blasfemisk, men jeg tror, det er den måde, vi skal læse dem på. Jeg tror, det er derfor, det er hellige tekster. De handler om det, Gud har skabt, mennesket. Og alt, han har skabt, er helligt. Også Haddock og Judas.
Det kan være, der findes nogle, der er perfekte, og få, der er en til en som Judas, men så havde Jesus vel bare udpeget ham? Så havde Jesus givet os en fortælling om, at han ser alt og vælger dem ud, der skal udstødes og viser os, hvem, de er, og viser dem fra bordet.
Men det er ikke det, han gør.

Han får os alle til at tænke os om. Hvad har jeg gjort af forkert overfor min næste? ”Det er vel ikke mig, Herre?”
Og lige efter, han har kastet os ind i selvransagelsen, breder han armene ud og siger, kom, I er velkomne ved mit bord, kom og spis og drik med mig. Kom og drik ny vin sammen med mig i min faders rige. Selv efter døden kan vi sidde sammen med ham, selv om vi har opført os som Judas. Selv om vi har syndet.
Vi er inkluderet. Vi er med.

Jeg ved, jeg ikke er perfekt. Jeg ved, jeg har fejlet på så mange måder. Det minder påsken mig om.

Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.

Det er jo det, vi lige har fået fortalt.

Alle 12 ved, de har forrådt kærligheden på et eller andet tidspunkt. Det ved Jesus også, og han viser dem det. Viser os det. Alligevel sidder vi med ved bordet. Får vin og brød. Jesu blod og legeme. Alligevel elsker han os.
Jeg kan være ærlig, jeg ved jo, at jeg ikke har været den perfekte mor, og jeg skal ikke lyve mig perfekt for at være elsket. Det er det, Jesus viser mig i dag. Jeg er elsket, selv om jeg ikke er perfekt. Det er den vished, der gør, at jeg kan leve videre. At Jesus ser mine fejl, anerkender dem, gør jo, at jeg må være her.
I morgen mister Gud og Maria og Josef deres dreng. Som vi har mistet vores. Jeg kan læse påsken som en fortælling om min dreng en til en. Også læst på den måde giver den mening og trøst.
Ikke fordi, jeg bare kan erstatte det ene navn med det andet, men fordi påsken på den måde kommer til at vise mig, at en fortælling om en af os er en historie om os alle.

Vi hører sammen. Vi er med i samme fortælling.
Fortællingen om Judas er en historie om os hver især.
En historie om Guds søn ridende på et æsel er en fortælling om min dreng og om alle med tunge hemmeligheder og om at bære det, der kommer til os, om vi vil have det eller ej.
Påsken kan lyttes til som konkrete historier og som den helt store fortælling om evigheden. Og dermed kæder den hvert enkelt menneskes liv sammen med alle andres liv og med den tid, der har været og vil komme.

Vi sidder med ved bordet, hver og en, det meste af vores liv sidder vi der i situationer som de 12 – uvidende.

Vi ved ikke, at Jesus vil dø i morgen. Vi ved ikke, at han går i dødsriget og tager selv Eva i hånden med op derfra. Vi ved ikke, at han vil genopstå søndag morgen.
Vi er uvidende, og forstår ikke umiddelbart, hvad, det er, Jesus fortæller os, hvad vi skal lære.
Men langsomt går det alligevel op for os.
Gang på gang lærer vi nyt om livet, når vi lytter til Jesus, når vi ransager os selv, når vi samtaler med andre – rundt om bordet.

Når vi gør, som Jesus viser os i dag.
For der, rundt om bordet sidder alle mulige sider af os selv og alle mulige andre mennesker, der ikke er lige præcis, som vi synes, de bør være. Der sidder dem, der ikke har været perfekte. Dem, der er besværlige. Dem, der er krævende. De akavede. De sørgende. Dem, der minder dig om, at du ikke er perfekt. At du kan miste. At dit barn kan tage sit eget liv.

Siden min søns død har jeg ikke altid været en af dem, andre gerne ville have med ved bordet. Når andre samles i stor glæde, sidder jeg der og viser, at døden er virkelig.
Jeg kan også være uvelkommen, fordi jeg har skrevet bøger om mine spirituelle oplevelser, blandt andet møder med Jesus. Jeg minder andre om noget af det, de gerne vil glemme, gerne vil undgå at tænke på. Deres egen angst for, at deres barn tager livet af sig, deres egen utryghed ved en tro, der ikke bare melder sig
søndag formiddag, men pludselig og uventet kommer brasende ind og forandrer alt i et liv.
Vi kender alle til at være den, der ikke er så ønsket.
Den, der holdes udenfor.
Det bliver vi bare ikke i dag.

I dag er vi med ved bordet. Vi er en del af fortællingen. Af påsken. I dag er vi sammen. Vi er i et fællesskab, uanset, hvem vi er. Det er det, vi får at vide på denne sidste dag, inden vi i morgen skal stå i mørket. Vi får at vide, at vi står der sammen. Alle sammen.
Drik alle heraf, sagde Jesus.

For det siger vi :
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os alle bede.
Kære Gud, lad lyset skinne over de borde, vi samles om.
Send os alle håb og giv os kræfter, frimodighed og kærlighed til andre og velsign du dem, der lever med uretfærdighed, sult og sygdom.
Vær hos mennesker i krig, hos de syge og døende, hos dem, der er ensomme og dem, der finder livet smertefuldt. Giv dem trøst og mennesker, der kan nå dem.
Giv ånd til vores kirke, vores dronnings hus, vores regering og folketing og andre, vi har betroet indflydelse.
Giv os forstand, så vi kan tage vare på din verden, din klode, din natur, foråret.
Kære Gud, vis mig vejen, og gør mig villig til at vandre den.
Amen.