Klumme bragt i “Sändaren”, 5. april 2023

Han vidste, han skulle dø

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

Bar det stille i sit hjerte

For mig er det en af de sværeste dage i året, fordi den minder mig om, at min søn også vidste, at han skulle dø.
Han red ikke ind i Jerusalem, men tog flyet til USA for at studere og tog sit eget liv den dag, semesteret sluttede.
Hvorfor, får vi aldrig at vide. Ej heller, hvor længe han havde vidst, at det skulle ske. For os var det en overraskelse, ikke for ham. Han talte ned i sin kalender på telefonen til den dag, han kunne springe ind i lyset. Og han gjorde det.
Nogle har andre holdninger til at tage sit eget liv, end jeg har. Min respekt for det enkelte menneske er uendelig og båret af en sikker forvisning om, at enhver er elsket på forhånd. Også min dreng, som længtes sådan og bar det så stille i sit hjerte.

Vi er inkluderet

Han er og var ikke som Jesus.
Selvfølgelig ikke.
Det er ingen, men fortællingen om Jesus peger for mig i de her år især på min søn og hans mor, mig. Den peger også på meget andet, også for mig, men netop det, at jeg så direkte kan se mig selv og min søn i fortællingen, giver mig håb. Det konkrete håb og den store altomfattende beretning smelter sammen i påsken, som inkluderer både min søn og mig.
Vi er ikke ladt udenfor, som man ellers kan føle det, hvad end man går med en dødslængsel eller er i dyb sorg.

Som mit liv

Vi er ikke ladt udenfor, når der spises sammen skærtorsdag. Heller ikke langfredag, når dødens mørke dækker hele verden. Ikke påskelørdag, hvor Han går nede i dødsriget sammen med min søn og de andre, mens jeg heroppe går alene en tur ude i den skov, drengen løb i som ung fodboldspiller.
Og påskemorgen. Da er det, at jeg får at vide, at det lys, min søn fløj ind i, også er det, vi mødes i en dag. Jeg ved ikke hvornår og hvordan, det bliver, men mit hjerte slår trygt søndag morgen, fordi det vil ske.
Påsken er en fortættet udgave af mit liv. Den er dage, hvor jeg mere frit end ellers kan være til, fordi den rummer de to voldsomt forandrende begivenheder i mit liv: Mine syn med Jesus og min søns død.

Sorgen ties ikke væk

Møderne med Jesus fik mig til at indse, at vi er elsket trods alle vores fejl som mødre, som sønner, som mennesker. Og derfor er det muligt at leve med sorgen og med glæden på samme tid. For drengen er også elsket. Præcis som den unge mand, der hang på korset og var i sorg over at skulle forlade sin mor og i lettelse over at komme op til sin far.
I påsken er der plads til alle de følelser, det ellers er så svært at rumme på samme tid. Den til tider ubærlige smerte og samtidig familieglæden ved de andre sønner og sønnesønnen.
I påsken ties sorgen ikke væk. Den er til stede. Accepteret.
Og glæden?
Ja, den kommer på søndag.