Levende vand – en podcast for dig, som vil vandre 

 

Levende Vand er en podcast for dig, der gerne vil gå en tur med indhold.

I hver podcast følges du med en præst, der indleder og afslutter turen og taler nogle gange undervejs.

Turene har forskellig længde og har temaer, der dækker hele året. Du kan gå turen lige, hvor du vil – og lige så ofte, du vil. Undervejs kan du tage den ene øresnegl ud og lytte til naturen omkring dig og så stoppe op og stå stille, mens du lytter til præsten.

At gå pilgrimsvandring er blevet en stadig mere populær måde at give sig selv tid med sin tro. Med denne podcast får du ord med på turen, som kan samle dine tanker og give dig nye perspektiver, øge din nysgerrighed og sikkert også give dig en smule fred og ro – og frisk luft.

God tur og kærlig hilsen,

Charlotte og præsterne i den økumeniske forsamling Levende vand.

 

 

Find ture til hele året her – de kommmer op efterhånden – glæd dig!

Pilgrimsvandring til nytår

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Tag på pilgrimsvandring med Helligtrekonger

Som de første kristne pilgrimme gik de vise mænd efter lyset og nåede frem til Jesus.

Sådan kan vi også vandre, fortæller pilgrimspræst Elisabeth Lidell på denne en time lange tur.

Der er to tankegivende stop undervejs, som kan hjælpe dig til at tegne dine nytårsfortsætter 

Godt Nytår!

Pilgrimsvandring til fasten

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Pilgrimsvandring til fasten

Fastetiden er tiden fra fastelavn til påske.
De 40 dage er en tid til refleksion og fordybelse.
En tid, hvor vi skærer noget bort for at koncentrere os om noget andet. I den kristne tradition er det selvfølgelig Jesus, vi koncentrerer os om. Bøn og bibellæsning.
Den rette faste har ikke noget med at sulte sig selv at gøre. Det handler om at kæmpe for retfærdighed, for den svage og stille sig selv til rådighed for andre.

Få inspiration til fasten med denne tre kvarter lange vandring med præst Lone Møller-Hansen.

Pilgrimsvandring på barndommens Ærø

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Efteråret er yndlingsårstiden for pilgrimspræst Elisabeth Lidell, der på en times vandring tager os med til sin barndoms Ærø, hvor skoven flammer, når den falmer trindt om land.

Lyt til salmesang og en stemme om slægt og samhørighed og få selv sat blus på tankerne.  

Vandring med enkelheden

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Enkelhed er et helligt ord, siger præst Claus Aagaard Nielsen undervejs i denne en time lange vandring.

En vandring er i sig selv enkel.

Man går.

Og med denne podcast får man på enkel vis endda en tidsramme og en struktur at tænke i. Om enkelthed.

Præsten stopper tre gange mellem start og slut og undervejs kan dine tanker flyde sin enkle strøm.

Sæt øresneglene i, stop, når præsten taler, og tag dem ud og lyt. Tag dem i igen, når du går, eller lad dem sidde i og nyd vandets rislen.

God vandring.

Vandring i et spirende efterår

 

Ingrid Ribe-Nyhus

For præst Gunni Bjørsted er efteråret er en smuk tid – både på den vemodige, melankolske og den håbefulde måde.

Efteråret handler ikke kun om, at noget visner. Den er også en forberedelse til, at noget nyt spirer frem.

Der er en vår i støbeskeen.

Pilgrimsvandring i skaberværket

Ingrid Ribe-Nyhus

Gå med på en times vandring i skaberværket og vær med til at prise det.

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell leder vandringen, der stopper hvert kvarter og samler os om vores ansvar for jorden og ægger til tanker om, hvordan vi kan tage vare på den – måske ved at mindes om H. C. Andersen, der mente, at man ved at være i naturen altid er nær Guds hjerte.

Tag gerne den ene øresnegl ud, når du går – alene eller sammen med andre – så naturens egne lyde trænger ind til dig.

Turen tager en time.

Vandring med dit Gudsbillede

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Hvordan vil du beskrive Gud?

Er det vigtigt?

I Bibelen finder vi rigtig mange forskellige Gudsbilleder. Gud beskrives som en mor, der aldrig glemmer sit barn, og som en hyrde, der passer på sit får. Gud kaldes også kærlighed.

Gå på en times pilgrimsvandring med pilgrimspræst Elisabeth Lidell og få inspiration til, hvordan du vil tegne dit billede af Gud. Måske kan hendes konfirmander give dig en idé?

Elisabeth Lidell indleder og afslutter turen. Undervejs er der to stop. Tag gerne den ene øresnegl, når du vandrer, så du kan høre, hvor du er.

Pax et bonum.

Fællesskabsvandring

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Måske du tænker, at pilgrimsvandring er noget meget individuelt.

Det kan det også være – men for både fortidens og nutidens pilgrimme var det vigtigt at være åben overfor medvandrere undervejs.

Nogle følges man med længe, andre over korte strækninger. Sådan er det også på troens vej.

Gå en tur på en halv time med Lone Møller-Hansens refleksioner over fællesskab, tro og vandring.

Fællesskab er det syvende pilgrimsord – læs mere om de syv ord i vandringen med dem længere nede på siden.

Vandring med de syv pilgrimsord

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström har med sine syv pilgrimsord på moderne vis samlet manges tanker om det at gå ind i pilgrimsvandringens tradition.

Gå i dag en time med pilgrimspræst Elisabeth Lidell og få sat gang i dine funderinger over, hviket af de syv ord som på en og samme tid kan være en kontraster til dit moderne liv og ledetråd til et nyt liv.

De syv ord er langsomhed, frihed, stilhed, enkelhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed.

Vandring med det, der sker i livet

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Var han en munk, den vindrikkende blaffer, der blev taget op af Elisabeth Lidells far og mor på vej til Paris den sommer?

Og hvad var det for noget med den taxichauffør, der talte om helligånden på vej til et tv-interivew?

Gå en times tur med pilgrimspræsten og få sat gang i tankerne om, hvem der har betydet hvad for dig på din vej.

Sæt ørepropperne i – og tag dem ud, når præsten tier, og lyt til naturen.

Læs mere om Elisabeth Lidell her: www.elisabethlidell.dk

Gå med ud – og spis

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Tag termokanden og et par småkager eller kiks med og slå følgeskab med præst Claus Aagaard på en times pilgrimsvandring i det fri.

Gå gerne flere sammen. I kan gå med afstand og tænde på samme tid.

Han taler cirka hvert kvarter. Mens, I går, kan I lade den ene høresnegl hænge løs, så I kan høre fugle, vind og jeres og andres fodtrin i skoven, ved stranden eller hvor, I går jeres tur.

Når han taler, kan I stå eller sidde og lytte til ham i fællesskab, mens I får en tår kaffe, te eller saftevand sammen med en bid brød og den åndelige føde, vi også har så god brug for.

Pilgrimsvandring med hele kroppen

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Selv englene misunder os, at vi har en krop, fastslår Simon Fuhrmann, præst i Midtjylland og vært for denne en time lange vandring, hvor han vil bede med fødderne og vække os til at se naturen omkring os, så vi hver især kan være præster “for hele skabelsen.”

Undervejs er der stop, hvor han fortæller, og imellem dem er der kun svage lyde på optagelsen, så I kan koncentrere jeg om at være til stede, hvor I er.

God tur!

Pilgrimsvandring med Frans af Assisi

Ingrid Ribe-Nyhus

Den italienske munk, Frans af Assisi, der levende for snart 1000 år siden, er en af dem, flere og flere ønsker at lære af.

Han taler til vor tid med klimaforandringer og ønsker om ro. Selv Paven har taget sit navn efter ham.

Frans blev født i en rig købmandsfamilie 5. juli 1182, men allerede som ung lagde han rigdommen bag sig og trådte i kloster.

Senere grundlagde han franciskanerordenen, der bygger på pleje de syge og hjælpe de fattige.

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell følges med ham på en times vandring, der er lige perfekt, om det er vinter eller sommer, om man er alene eller sammen.

Tænd telefonen, find podcastappen, sæt øretelefonerne i (måske kun den ene) og drag med ud på en fredsgivende tur.

Pax et bonum.

Pilgrimsvandring Palmesøndag

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Tag med på en times pilgrimsvandring Palmesøndag med pilgrimspræst Elisabeth Lidell.

Lyt og gå med, hvor end du er.

Elisabeth Lidell vil tale fire gange undervejs. Ellers er I stille sammen.

Tag eventuelt den ene øresnegl ud, mens du går, så du kan høre naturens lyde omkring dig.

Stå så stille, når hun begynder at tale og brug hendes ord til at samle dine tanker.

Pax et bonum, fred og alt godt.

Læs mere om Elisabeth Lidell her: www.elisabethlidell.dk

Pilgrimsvandring Skærtorsdag

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Tag med på en tre kvarter lang pilgrimsvandring denne Skærtorsdag.

Lyt og gå med, hvor end du er.

John Hansen, retræteleder, psykoterapeut og tidligere præst, vil guide dig.

Han indleder turen, som du kan gå, hvorend du vil. Prøv gerne at tage den ene øresnegl ud, så du kan lytte til naturen undervejs.

Efter cirka 10 minutter taler han igen, og du står stille imens og lader hans ord samle dine tanker.

Derefter går du igen et kvarters tid, stopper og lytter. Det gentager sig en gang til, og efter knap tre kvarter afslutter John Hansens dagens vandring.

Læs om John Hansens retrætested her:www.fyrtaarnet.org

Pilgrimsvandring Langfredag

 

Ingrid Ribe-Nyhus

Gør Langfredag til den stille dag og gå med på en to og en halv time lang vandring med præst Lone Møller-Hansen.

Tag telefonen i lommen, sæt øresneglene i og gå ud i naturen lige der, hvor du er.

Du behøver ikke at være vant til hverken at gå eller tro.

Lone Møller-Hansen indleder vandringen, læser højt fra Bibelen, beder og taler undervejs i alt 10 gange i få minutter.

Da kan du stoppe op og lade hendes ord få dine tanker til at samle sig.

Lone Møller Hansen er præst i Baptistkirken Bornholm www.baptistkirkenbornholm.dk
og i The Godspell Fellowship www.gospelfellowship.dk/

Pilgrimsvandring Påskedag

Ingrid Ribe-Nyhus

Påskedag er en højtidsdag. En bevægende dag.

Giv dig selv en halv time i det fri til at få krop og sjæl i gang med at mærke, hvilken dag, det egentlig er.

Gå med tidligere præst i Græsted Frikirke, Claus Aagaard, i naturen der, hvor du er. Eller i byen. Hvor som helst. Tag den ene øresnegl ud undervejs og lyt til omgivelserne.

Han guider dig i gang og stopper undervejs efter cirka hvert syvende minut for at tale til dig om Påskedag, en særlig dag.

Læs mere om Græstedakademiet her: www.graestedakademiet.dk

Forårsvandring som pilgrim

Ingrid Ribe-Nyhus

Det kan hænde, at Gunni Bjørsted glemmer, hvor skøn en forårsdag kan være.

Kan du også det?

Gå en times pilgrimsvandring med den erfarne præst lige præcis det sted, du gerne vil gå.

Download denne helt nye tur til din telefon, læg den i jakkelommen og sæt øresneglen i det ene øre og gå så udenfor. Derude venter fuglesang og kloge ord.

Glædeligt forår!

Gunni Bjørsted er præst i Osted Frikirke www.ostedfrikirke.dk og er blandt andet også engageret i Græsted Akademiet www.graestedakademiet.dk

Pilgrimsvandring med gamle og nye bønner

Thomas Sjödin

Går det an at bede både gamle og nye bønner, når man går?

Og hvorfor bede?

Er det at pilgrimsvandre ikke en bøn i sig selv og det endda ude i Guds egen katedral?

Gå med pilgrimspræst Elisabeth Lidell og lær bønner at kende på ny under en times vandring, hvor du får ledt tankerne flere tusind år tilbage, men måske er de gamle bønner stadig forfriskende nye?

Lær nyt og genopfrisk gammelt på turen med to stop mellem start og slut. Stå stille, mens hun taler, men hiv gerne øresneglene ud, mens du går, så du kan høre, hvor du er.

Pax et bonum, fred og alt godt.

Læs mere om Elisbaeth Lidell her: www.elisabethlidell.dk

Pilgrimsvandring fordi Gud elsker os

Berørth Lene Højholdt

Vi er elsket uden forbehold. Af nogle mennesker, heldigvis. Selvom det kan være forskelligt.

Men vi er alle helt igennem elsket – af Gud. Er vi ikke?

Gå med præst Gunni Bjørgsted på en times vandring og få lagt spor til dine tanker om, hvem der er elsket af Gud.

Gunni Bjørsted er præst i Osted Frikirke www.ostedfrikirke.dk og er blandt andet også engageret i Græsted Akademiet www.graestedakademiet.dk