Selv om det kan være grænseoverskridende for voksne at tale om åndelighed, forpligter både WHO og folkeskoleloven forældre og fagfolk til at gøre det. Og det med god grund, forklarer Dorte Toudal Viftrup, der er midt i et forskningsprojekt, som skal finde gode måder at føre samtalerne på
Hun ved, at det overrasker, og at der findes modstand mod det. Men hun ved også, at det nytter. At børnene får det bedre af det.
Derfor står lektor Dorte Toudal Viftrup netop nu midt i et forskningsprojekt, der skal lære voksne at tale med børn om noget af det, mange voksne selv har det umådeligt svært ved at tale om: Åndelighed.
Hun er vant til at skulle forklare og ind imellem forsvare formålet med at tale børn om deres åndelige liv.
”Men vi er faktisk forpligtet til det,” konstaterer hun.
- Dorte Toudal Viftrup, religionspsykolog, lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
- Forsker i tre-årigt projekt om børns åndelighed, så voksne kan vejledes til samtaler med børnene.
- Projektet bliver en del af ”Center for Åndelig-Eksistentiel Omsorg og Dannelse”, der især skal hjælpe børn i svære livssituationer.
- Studier viser, at de kan hjælpes markant, hvis de får mulighed for at tale om deres åndelige/eksistentielle tanker.
- Centeret er finansieret med knap ni millioner kroner fra Samfonden.
I følge folkeskolelovens § 1 skal folkeskolen ”i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder,” der ”fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”, herunder det, som det kaldes ”den åndelige” udvikling.
Hvad, det eksakt er, står ikke præciseret.
Heller ikke hos WHO, FNs sundhedsorganisation, der forpligter Danmark til at prioritere ”spiritual care”, åndelig og eksistentiel omsorg for alle, findes det detaljeret defineret.
Åndelighed er afgørende
Selve ordet åndelighed tolkes også til daglig forskelligt af forældre og fagfolk. For nogle klinger det af noget, de også ville kalde religiøst, missionerende, troende, kirkeligt, kristen, muslimsk, østerlandsk og så videre.
Der er et utal af tolkninger, som kan give modstand, erfarer Dorte Toudal Viftrup og hendes kolleger. Men fagligt forstås begrebet, også i udlandet, meget bredt som ”selve det at dannes som menneske med ånd – og ikke kun være krop og konkrete beslutninger,” siger hun og uddyber:
”Åndelighed består i faglig forstand af både en horisontal og vertikal livsdimension. Den vandrette er det, vi ofte kalder det eksistentielle; menneskets forhold til sig selv, sit medmenneske, samfundet, verden og livet generelt, det, der kan ses, måles og røres ved. Den lodrette beskrives ofte som religiøs, åndelig eller spirituelt og vedrører menneskets forhold til Gud, guder, højere magt, transcendente erfaringer og livsbegreber, overbevisninger, oplevelser, følelser, filosofier, værdier med mere, som opleves større og bredere end det, som kan forstås konkret og målbart – men som selvfølgelig er helt centralt for det at være menneske.”
”Nogle har der måske svært med ordet, men jeg kan faktisk rigtigt godt lide begrebet åndelighed. Det handler om essensen af, hvad det vil sige at være menneske,” siger Dorte Toudal Viftrup.
”Og når vi som voksne forpligtes til at tale om det både af den danske lov og WHO, er det jo, fordi det er vigtigt for børnenes udvikling,” understreger hun.
Børn ved det godt
Netop nu sidder hun og analyserer de interview, hun og kolleger har udført med børn. Selv har hun været ude i 1. og 3. klasser. De har mere styr på det åndelige, end mange voksne sikkert tror.
”De har masser af ord for, at de står i relation til noget over dem og under dem. Noget transcendent, kalder vi det. Eller den åndelige eller eksistentielle livsdimension. Det er jo ikke de ord, børnene bruger, men det er det, de fortæller om.”
Børnene fortæller, at de ved, at der er noget, der kan hjælpe dem, hvis de har det svært eller ikke ved, hvad de skal gøre.
”Det er ikke deres sunde fornuft, nej, de reflekterer over, at der er noget andet, der hjælper dem,” fastslår Dorte Toudal Viftrup.
Børnene leder efter ord for hvad, de tænker og bruger de ord, de har hørt. De taler om gud. Om det gode og det onde. Om Valhalla, engle, himmel og helvede.
”De bruger begreber, som er religiøse, men det her er helt almindelige folkeskoler, og selvfølgelig har de haft lidt kristendomsundervisning, men det virker på mig som psykolog som noget mere iboende, de prøver at finde ord for.”
De vil gerne fortælle
At det er et vigtigt emne for børnene, ser hun også ved, at de meget gerne vil deltage i samtalerne i klassen.
”De sidder helt stille. Det er forholdsvis små børn, men de er dybt koncentrerede, og de vil simpelthen så gerne tale om det.”
Det giver endda selv udtryk for, at det er godt at tale om. Som da en af drengene gik hen til hende efter timen og på ”klingende københavnsk” sagde til hende, at ”det var sgu meget dejligt at snakke om døden.”
Børnene går ofte af sig selv i gang med at tale om døden og det, der sker bagefter.
”De er helt sikre på, der er noget bagefter, og de har mange begreber for det. Samtidig kommer der også nogle sætninger som, ”hvis man tror på det.” Så spørger jeg, hvad de tror? Og så svarer de, at ”jeg tror, jeg kommer i himlen,” eller ”jeg tror, man bliver til engle.”
Mærker det måske også
Om børn har spirituelle oplevelser i lighed med voksne, er ikke en del af forskningsprojektet, men Dorte Toudal Viftrup ser det som en naturlig forlængelse af en samtale om åndelighed at tale om dem.
”Det er svært at spørge børnene om den slags, også fordi de mangler begreber om dem,” indleder hun.
Husker voksne tilbage, kan de berette med voksne ord, men måske kan børn også fortælle, hvis de voksne omkring dem kan hjælpe dem.
”Det er ikke sikkert, børnene har så mange ord for, hvad der sker, men alene det at opleve, at den voksne tager ordene og oplevelsen seriøst, er afgørende for barnet,” siger Dorte Toudal Viftrup og nærmer sig den samtaleopfordring til forældre og fagfolk, der ligger implicit i forskningsprojektet.
”Børn er så hurtige til at aflæse, hvad de må sige og ikke sige. Jeg tror, vi som voksne i Danmark kan være lidt bange for at tale om oplevelser med børn. Med god grund. Historisk set har der været nogle rigtig dårlige ting omkring det, men nu har vi næsten taget al samtale væk, ” observerer hun og tilføjer:
”Jeg oplever ved interviewene, at børn simpelthen ikke tror, de må tale med voksne omkring de her ting.”
Ikke nogen bestemt tro
Når WHO og folkeskoleloven taler om forpligtelse til at tage det åndelige seriøst, er det ikke uden grund, påpeger Dorte Toudal Viftrup igen og understreger, at det ikke handler om at tale om en bestemt tro eller sætte samtalen ind i en bestemt religiøs kontekst.
”Nej, det handler om dét åndelige og eksistentielle, som vi ved er afgørende for både vores fysiske og psykiske helbred, vores indlæring og vores dannelse som borgere i det her samfund. Men vi mangler sprog for det, og når voksne mangler sprog for det, mangler børnene det også.”
Vi skal øve os i det, hun kalder åndelig eller eksistentiel sproglighed for at kunne tage samtalerne, men det gode er, at vi kan øve os sammen med børnene, også børnebørnene, påpeger hun.
”Børn (og voksne) trænger til de her samtaler. At tage den eksistentielle livsdimension alvorligt kan lære dem (og os), at vores tanker og måske angst og uro ikke er noget, vi går alene med, men en del af en fælles fortælling, hvor der er noget, der er større end de problemer, vi står i lige nu og her. Det er en stor trøst,” siger Dorte Toudal Viftrup.
Få her en guide til at tale med børn om åndelighed
