Nyheder
Hvornår bliver Jesus egentlig født
Den fine svenske kristne ugeavis, Sändaren, lukker nu til nytår. Skynd jeg at læse med på www.sandaren.se/
Det er et tab for ytringsfriheden, fordi muligheden for at ytre sig endnu en gang bliver mindrer. Jeg har skrevet klummer i avisen i nogle år og læst den endnu længere. Jeg vil savne den.
Den sidste trkst har jeg lige afleveret. Den stiller et afgørende spørgsmål.
Kalender
Se alle begivenheder
Lad os tale om tro – naturligvis
Lige siden, jeg lagde denne hjemmeside op for fem år siden, har den haft samme overskrift. Lad os tale om tro, står der, men snart vil der stå noget andet. For jeg har foræret de fem fine ord til et projekt, jeg selv har været dybt involveret i. Projektet hedder simpelthen “Lad os tale om tro” og har sin helt egen hjemmeside: www.ladostaleomtro.dk. Formålet er, som det også har været i mit arbejde de seneste mange år, at få folk til at tale om tro.
Katekismus for kulturkristne: Vil du være med?
Jeg har sat gang i et vildt projekt.
Et, jeg hverken kan eller vil klare alene.
Jeg vil skrive en bog med ord, der kan skabe samtaler om, hvad den kristne tro er i vores liv nu og fremover.
Man kan kalde den en slags katekismus for kulturkristne.
Hvad skal der stå i den?
Det vil jeg gerne have, at du er med til at bestemme.
Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller
FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW - At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.
I over 10 år har hun fordybet sig i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.
Så nu ser hun en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun.
Tag det bedste med hjem – få 11 gode råd
Det er godt at være afsted, at rejse, at fordybe sig, at være på retræter og kurser. Men hvad så, når man kommer hjem? Bliver det så bare til gode minder og ingen livsændringer?
Jeg har lettere ved at få noget til at hænge ved, hvis jeg skriver og læser om det.
Derfor har jeg lavet en liste med de 11 ting, jeg gerne vil opdrage mig selv til at ændre i mit liv herhjemme denne sommer.
Meld dig til mit nyhedsbrev inde i teksten (klik på "Læs mere") og få inspiration til at lade dine egne rejser leve længere.
Klumme: Ravnen fra fremtiden
Hver morgen går vi en tur i skoven oppe bag vort hus.
Straks, vi er kommet op over bakken, rammes jeg af forundring over, at det vilde liv rækker helt herind i byen. Her går jeg under majestætiske bøgetræer som gæst i naturens vidunder. Fuglene byder mig velkommen. Et yndefuldt kor. Yndigt. Sødt. Smukt. Indtil det pludselig afbrydes af en lyd, der kradser i øregangene.
Jeg stiller mig stille og lytter til den sære lyd, mens jeg funderer over, hvordan forudseende købmænd i 1898 tilplantede en skov på dette stykke jord og gav den som en gave til byen, Aalborg...
Augustdage: Skriveskole i København
Når de har taget livet af sig. Skriveskole til efterladte kolleger, kammerater og pårørende.
“Det er forskelligt, hvordan vi reagerer og hvornår, men der er stor hjælp at hente i andres erfaringer med at leve som efterladt."
Sådan siger journalist og forfatter Charlotte Rørth, der til august holder en intensiv fire dages skriveskole for højst 12 deltagere i København fra torsdag til søndag 22.-25. august, hver dag 9.30-15.
Kurset er arrangeret i samarbejde med Natkirken, Vor Frue kirke.
Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?
Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller
"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.
"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.
Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten.
Nyhedsbrev om gamle skjorter
Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet...
Fra en konge til den næste
Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik siger ikke noget om Gud.
Betyder det noget?
Skriveskole for efterladte efter selvmord
Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.
Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.
Prøv det: Mød lattermildhed, stor natur og livgivende ro på mine retræter
Tag med på en af mine retræter, hvor der er stille stunder undervejs.
Hvad end, du tager med til Sverige, Spanien eller Norge vil der være stor natur, fred og ro, gode samtaler og med garanti vidunderlige mennesker.
Det er ikke påkrævet, at du ser dig selv som troende eller kalder dig kristen eller ønsker at blive det.
Mine retræter er undersøgende og nysgerrige, ikke prædikende og docerende. Sammen og mest hver for sig går vi effektivt ind i den skjulte viden i os alle og i vores samfund gennem den kristendom, der har domineret landet og lagt grundlaget for vores adfærd, organisering af arbejdspladser, familier og hele velfærdssamfundet.
Den viden er fuld af ressourcer. At kende til den giver klarere analyser af ikke bare dig selv, men også andre, og den gør det muligt for dig at sætte ord på det fællesskab, du gerne vil skabe som leder, kollega, ven eller familiemedlem.
Skjult viden arbejder, hvad end vi vil det eller ej. Hvis, du vil have den til at arbejde med dig, må du kende den.
Find retræterne lige her: www.charlotteroerth.dk/kalender/
FN-chef var mystiker: Ny serie podcasts
Der er meget at glæde sig over, og jeg ønsker alle en glædelig jul.
Min gave til jer er en ny serie podcasts, hvor I kommer tæt på nogle af de mennesker, der betyder meget for mange: Mystikerne.
Mange kender dem, flere gør ikke, og der er mange misforståelser og måske også forvirring over, at de betegnes, som de gør. For de er egentlig slet ikke mystiske, men så alligevel. De bærer på et mysterium. Uanset deres tro er den så indgroet i dem, at de udlever den hvert sekund, om det gør ondt eller giver glæde, de er i relation til gud.
Mystikerne har været kendt i årtusinder, og er i disse år blevet stadigt mere aktuelle, måske fordi de ofte er så konkret tænkende: Hvad kan troen i det liv, vi lever lige nu?
Samtidig ser de med et eviggyldigt blik på, at vi lever her på jorden i så kort tid.
Og de formår at kommunikere om det.
I vil komme til at møde nogle af de kendte som den spanske munk og digter Johannes af Korset, den tyske medicin- og musikkyndige Hildegard af Bingen og den kontroversielle Simone Weil.
Den første, I skal møde, er svensk: Dag Hammarskjöld.
Lyt til min samtale med Peter Franklin Højlund lige her på min hjemmeside eller hvor, du ellers finder podcasts.
Dag Hammarskjöld: Manden med det indre mysterium
Han var af svensk adelsslægt. Hans far var statsminister. Han fik ingen børn, blev ikke gift, blev selv minister og var ved sin pludselige død i 1961 i et mistænkeligt flystyrt over Nordrhodesia, nu Zambia, generalsekretær for FN. Han dannede de blå baretter, FNs fredsbevarende styrke, arbejdede med præventivt diplomati i den israelsk-arabiske konflikt, håndterede Suezkrisen i ´56, den dybt problematiske afkolonisering af Afrika og talte ofte de store nationer midt imod med en magt, han foldede ud som en selvfølgelighed.
Dag Hammarskjöld er en legende. En helt, en statsmand, et mysterium.
REJSE: 800 år efter: Sydspaniere har verdens fineste museum for julekrybber
I år er det eksakt 800 år siden, at den italienske munk, Frans af Assisi, skabte det første krybbespil – med levende mennesker og dyr. Ikke som en kommentar til krig, men som anskuelighedsundervisning: Se, Jesus fødes.
Også i dag spilles fødselstiden i levende live. Selv i det kolde nord som foran domkirken i Göteborg, hvor førskolebørn hvert år sidder frosne på bænke og følger med.
Det ses også i stort set hver eneste af de dårlige julefilm fra USA, og i Danmark ligger de mest kitschede udgaver til salg i supermarkeder og tingeltangelbutikker, men man kan også få håndskårne udgaver i træ og fine sæt i porcelæn.
Klumme: Jeg så flowtv: Aldrig bliver julen den samme
Just, da det var blevet helt mørkt udenfor, tændte jeg for fjernsynsapparatet, som jeg synes, det må kaldes, når det, jeg fik at se, var den britiske serie Jordemoderen, som handler om netop det kvindejob i en engelsk storby fra 1950'erne og frem. (Serien kan også ses på www.dr.dk)
Aldrig har jeg på så kort tid (et afsnit varer 45 minutter) set så mange af mit livs facetter spejlet af den skærm. Og det slog mig der i sygesengen, hvor grundlæggende kraftgivende det var at føle mig set af mainstreamkulturen. Jeg er ikke alene om at se med. Hvert afsnit er i snit set af cirka 10 millioner briter på BBC.
Så ramte forhammeren: Jeg er 61 år, og først nu oplever jeg det. Først nu efter alle de mange, mange timers tv.
Julegave: Giv dig selv 15 minutters fred og fordybelse
Er dit liv 15 minutter værd?
Hvornår har du sidst sådan egentlig funderet?
Tænkt dybt over livet? Sådan de helt store spørgsmål?
Måske var det på tide?
Du kan begynde med at give dig selv et enkelt kvarter hver dag frem til jul.
Bestil min "Jesuskalender" på lyd herunder, så får du hver morgen tilsendt et kvarters julefordybelse med nyindspillet oplæsning og afslappende julemusik specielt komponeret til din julefred af Naja Storebjerg.
Jeg læser højt fra min julekalender i nogle minutter, bagefter er der rolig musik, som du enten kan sidde stille og lytte til eller tage med ud på en lille gåtur i det fri - og der tænke videre. Over de helt store spørgsmål
Læs mere - også om bestilling ved at klikke på linket herunder.
Den koster kun 95 kr. for 26 afsnit! Det første kommer allerede 30. november.
NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier
Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"
Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.
Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.
I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.
Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.
Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås
“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”
Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp
"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.
Retræter – i Spanien, Norge – og Danmark, men hvor?
Retræter er noget af det bedste, der findes.
At få prøvet, hvordan det er at være stille, er en gave, alle bør give sig selv.
Og, ja, så sker der som regel det, at man vil afsted igen. Og igen. Og igen.
Fordi:
"Stilheden er Guds sprog, siger nogle, men det er også menneskets. Når vi er stille sammen, er vi sammen med dem, vi er sammen med, og med alle andre også. De levende og døde. Klodens liv. Evigheden. Sådan kan det sanses."
Sådan skrev jeg i mit nyhedsbrev (få det ved at klikke her) fra den uge med stilledag med 12 danskere, 11 nordmænd og en svensker, som jeg i maj holdt på www.gardenoflemons.com
Der tager jeg ned igen næste år! JUBI!
Husk at melde jer til snart, hvis I vil derned!
Tjek turene i kalenderen.
Også i Norge holder jeg retræter (programmerne er på vej, datoerne er i min kalender) - og vil gerne finde et sted nær København og et i Jylland. Kender I et sted, så skriv til mig charlotte.roerth@icloud.com
Gå med ud i livet – sammen med andre
"Stilheden er Guds sprog, siger nogle, men det er også menneskets. Når vi er stille sammen, er vi sammen med dem, vi er sammen med, og med alle andre også. De levende og døde. Klodens liv. Evigheden. Sådan kan det sanses. Og så brød nattergalen ind og sang, og til frokost gav vi los for papegøjesnak på flere sprog. Netop det, at vi havde forskellige modersmål gjorde, at vi også lyttede bedre. At vi gjorde os umage med at forstå."
"Vi lyttede virkelig, oplevede jeg. Til fugle, ja, til hinanden ja, til fortællingerne i Bibelen, ja, til mig selv, ja, for jeg kan kun tale for mig selv. Det var, som om jeg blev mindre optaget af at reagere på det, andre sagde og i højere grad blot lyttede til, lagde mærke til, sansede det, der var omkring mig, i teksten, hos de andre.
At være vært er noget andet, det ved jeg, og det var jeg i den uge, men i stilheden var jeg også bare stille, og alene de timer (og menneskene, roserne, maden …) får mig stadig til at smile. Som et barn."
Sådan skriver jeg i mit nyhedsbrev fra den uge med stilledage, jeg netop har afsluttet på www.gardenoflemons.com
Der er mange forskellige muligheder for at komme afsted i stilhed eller på anden måde få inspiration og/eller glæde og/eller ro og/eller et eller andet andet.
Selve betegnelsen retræte bruges også forskelligt, så læs og undersøg, inden I tager afsted, så I ved, hvad I går ind til. Flere af de organiserede og tilbagevendende findes på www.retraete.dk andre kan findes via din lokale kirke eller annoncer i aviser eller magasiner.
Følg med i mine her på kalenderen.
Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger
"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!
Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk
Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023
Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.
For mig er det en af de sværeste dage i året.
Ordkraft med biskoppen, Elsebeth Egholm og Vigdis Hjorth (plus min mand og veninde)
Den fineste ordfestival i landet, Ordkraft, afholdes igen i år i Nordkraft, Aalborg.
Kom og vær med!
Se det store program på www.ord-kraft.dk
Jeg skal (heldigvis) igen interviewe på scenerne, og jeg ved, at det bliver dybdegående og overraskende samtaler, for det er tre kloge og kompetente mennesker, jeg skal møde.
Sverige: Ny klummeskribent og dobbelt bogsuccés
Det går så bra for mig i Sverige!
Tidsskriftet Pilgrims journalist Elin Klemetz har anmeldt ”Allt jag inte vill tiga om”, som "Med rank ryg" hedder på svensk.
Hun skriver så enkelt, at det ikke behøver at blive oversat:
"Många kvinnor, kristna elle inte, skulle behöva läsa den här boken. Och minst lika många män."
Og så køber svenskerne stadig i stor stil ”Jag mötte Jesus”, der udkom i 2017.
Alene i 2022 købte de over 1000 styk. Det er vildt.
Fra denne påske skal jeg desuden skrive klummer i den svenske ugeavis, Sändaren.
Den læses hver uge af 32.000 svenskere, som interesserer sig særligt for den kristne tro i samfundet i dag, hvad end de selv er troende eller ej.
Min første klumme kommer i avisen 5. april 2023.
Læs den her på siden, når den udgives.
Hvilken konsekvens har troen egentlig? Ny serie podcasts på vej
I dag er det lettere end i mange år at tale åbent om, at man er troende. Det er godt, mener jeg. Samtale er altid godt.
Men jeg vil vide mere. Nu vil jeg ikke blot tale om tro, men høre mere om, hvad konsekvensen af troen er.
Med andre ord: Jeg tror og so what?
Så i min nye serie af trossamtaler 2.0. går vi et skridt videre. I de kommende afsnit af podcasten Berørth vil du møde nogle af de klogeste og mest vedkommende mennesker fra ind- og udland, som alle har fået mig til at ændre noget i mit liv – blot ved at dele det, de ved og har gjort.
Den første af de den nye generation af trossamtaler vil handle om naturen.
Den kan kun reddes, hvis vi lægger tro ind i vores forhold til den. Vi må og skal holde naturen for hellig - præcis som de store, oprindelige religioner altid har gjort det. Det mener en af verdens internationale stjerner udi visdom og viden om mennesker og vores historie med hinanden, Karen Armstrong – som gav sit eneste interview til et dansk medie til Berørth.
Hun har netop udgivet ”Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden”, Kristeligt Dagblads forlag.
Den blev udnævnt af The New Yorker som en af de bedste bøger i 2022 og fik seks hjerter i Politiken. Hendes 30 bøger om de store religioner er oversat til 45 sprog. På dansk “Sagen Gud”, “Mytens historie”, “Jerusalem”, ”Muhammed – en biografi”.
Den næste tre gæster taler med mig om andre konsekvenser af den tro, der har. Det vil blandt andet handle om kærlighed, loyalitet og kontroltab.
Det troede du ikke: 80 pct af danskerne siger, de har behov for det åndelige
Måske er vi generelt mere optagede af tro, end vi selv tror. For selvom mange ikke taler højt om have brug for Gud eller noget mellem himmel og jord, erkender otte ud af ti danskere, at de inden for den seneste måned har mærket mindst ét ”stærkt” eller ”meget stærkt” åndeligt behov. Det dokumenterer verdens hidtil største undersøgelse af vores åndelige og eksistentielle behov.
Har du haft trang til at bede? Leder du efter en større mening med det hele? Har du haft brug for at gå i kirke? Søger du en indre ro?
Kan du svare ja til mindst et af de fire spørgsmål, så er du, som folk er flest.
Det viser verdens største spørgeskemaundersøgelse om menneskets åndelige og eksistentielle behov. Den er gennemført er forskere fra Syddansk Universitet og er netop offentliggjort her i The Lancet Regional Health – Europe, et af lægeverdenens mest prestigegivende tidsskrifter.
Det, der skete i ambulancen på mit fortov – var det et mirakel?
En februaraften for en række år siden talte jeg i telefon med min svigerfar, da vandet gik, og en fødsel begyndte.
Vi havde valgt ikke at få at vide, om det var en dreng eller en pige. Vi anede som alle andre alligevel intet om hvilket menneske, der var på vej. Vi vidste kun, at den lille med garanti ville rykke rundt på vores hjerter og de forestillinger om verden, vi som voksne er så forhippede på at holde fast i. Der ville ske det, som skete for 2000 år siden.
Da jeg havde sagt farvel til svigerfar og hjulpet min mand og vores ældste søn med at tage frikadellerne af bordet, væltede veerne ind over mig hulter til bulter. I dobbeltsengen lå jeg i smerte og lykke og muskelarbejde og den særegne fødselsduft af blod og fostervand - som af fjord og dyr ved aftenstide. Ambulancen kom. To brandmænd bar mig ud i frosten, lagde mig på båren, det lille stød på halebenet fik barnet til at glide ud, den ene brandmand slap mit ben. Greb ham.
En dreng.
Vi er ikke alle født i ambulancer eller i stalde under stjerner, men vi er alle født og har alle forandret livet hos dem, der er rundt om os. Om vi vil det eller ej. En fødsel er den mest gennemgribende begivenhed i vores liv, og vi mennesker er ikke herrer over den. Den kan ende i død såvel som i liv. På Jesu tid overlevede højst hvert andet barn og hver anden mor.
Måske ville Gud risikere dette for sin søn for at vise os, at det vigtigste ikke kan kontrolleres af mennesket selv?
Et tænksomt øjeblik? Det gør mere for klimaet, end du tror
Et sted i London sidder en snart 80-årig dame ved sit skrivebord og ser ud på et træ. Hvilket træ har ingen betydning. Ej heller, hvor det står. At hun, et menneske, bare sidder stille og kigger nøje på et stykke natur, er det afgørende. ”It can be anything, really." Det kan være hvad som helst. Sæt dig bare stille og se på det i 10 minutter. Gerne udendørs, selvfølgelig. "Even in the rain." Karen Armstrong ler.
Hun ved, det lyder letkøbt, men det er det ikke. Er der nogen, der i dag kan kaldes vis, er det nemlig hende.
Kloden rundt er hun anerkendt som en af vor tids store tænkere og har skrevet flere af de bøger, både menigmand, magtens og fredens folk læser for at finde veje ud af konflikter, rædsler og almindelig eksistentiel tvivl. I sine nu 30 priste, lærde og læseværdige værker har hun især koncentreret sig om menneskets behov for religioner og deres opståen, ligheder og forskelle. Nu, ”hvor jeg er ved at blive gammel” som hun siger, vil hun samle sin viden til klodens bedste.
Det gør hun i bogen med den sigende titel, Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden, som magasinet The New Yorker ved udgivelsen kaldte ”en af årets vigtigste udgivelser”.
Tabuet er ved at blive brudt
Det er gået godt for min lille bog, "Jeg mødte Jesus", der netop er fyldt otte år.
Redaktør Mette Jokumsen sagde som den første ja til at udgive den - seks andre forlag sagde nej - men hun vovede på vegne af Informations Forlag (siden kom den til Gyldendal) at sige ja - vel vidende, at det at sige ja kan være det største, første skridt af alle.
Mange har siden taget skridtet og lånt, givet bort, lyttet til eller købt bogen, der stadig lever et stærkt liv, sælger og læses, kommenteres - jeg får hver dag mindst en mail/besked/brev/stoppes på gaden/i toget/flyet …
Danske læsere skriver, det samme gør læsere fra Spanien, Tyskland, Holland, Finland, Sverige og Norge.
Samtalen har bredt sig til mine senere bøger, i podcasts, radioprogrammer, tv-serie og i mange andres medieproduktioner.
Det er så bevægende at opleve, at der nu tales tro mange flere steder end før.
At bryde tabuet og tale ærligt om oplevelser og deres konsekvenser har været et stort skridt for mig, jovist, men det er det også for alle de andre, der hver dag gør det og har gjort det og stadig gør det og dermed gør verden større og tryggere for sig selv og andre.
Flere end hveranden af os har spirituelle erfaringer.
Den høje andel overrasker stadig de fleste. Det er stadig ukendt for mange, at det ikke er så ualmindeligt, alt det, der skete for mig.
Tak til alle jer, der taler og skriver blandt andet på min facebookside.
I hjælper hinanden. Tabuet er ved at blive brudt.
Gå med i mørket
Jeg er glad for at gå i mørket. Som alle andre steder, man går, er det bedst at gå der med åbne øjne.
Sådan skrev jeg forleden på facebook - følg med på min forfatterside derovre her og sådan har jeg tænkt i mange år, men ikke talt så meget om, for det er ikke l ige det, der er mest tidskorrekt at gå op i. Mørket ses (!) i vores tid som alt det, der ikke er godt.
Sådan er jeg også opdraget, men det bliver tydeligere og tydeligere for mig, hvor meget godt, mørket gør og er. Så jeg vil det kommende år gå rundt derinde. Ude på mine gåture og inde i mit sind, min tro, min sorg, i det hjerte, vi alle har.
Torsdag 12. januar kl. 17-20 åbner jeg året med et intimt foredrag om mit forhold til mørkets poet, munken Johannes af Korset, oppe på Sophienholm Kunsthal, som har åbnet dørene for mørket. Jeg er så taknemmelig og rørt over at have fået lov at gå med derind. Kom og deltag og se deres levende udstilling om mørke.
I år vil jeg gå mere, gå mere i lyset, men mest i mørket. Det vil jeg også skrive om. Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få i næste uge mit essay om det mørke, der fylder mere end en tredjedel af vores liv, men som vi ikke er så gode til at hjælpe hinanden med at gå i. Tilmeld dig ved at klikke lige her 😉
Hav en dejlig, mørk januar,
Charlotte
PS
Til november arrangerer Unitas og jeg en rejse til Andalusien (I hører mere snart) med besøg på Johannes af Korsets museum i Úbeda og til maj afholder jer stilledage i Spanien med besøg deroppe (det er udsolgt i. år, men næste år er det smukke sted Garden of Lemons igen vært for dagene!)
Glædelig jul og godt nytår
Næste år sker der meget, men også mindre, for jeg vil være mere i skoven, så jeg vælger nøje ud, hvad jeg arbejder med. Måske gør du også det?
Jeg skal være en del sammen med den spanske munk og digter, Johannes af Korset, som jeg skriver om både i “Jeg mødte Jesus” og “Jesuskalenderen”. Han skal blandt andet ham med på Sophienholm 12. januar, og jeg tager på hans museum på den adventsrejse til Andalusien, jeg arrangerer med Unitas Rejser 25.11.-2.12. Den fortæller jeg mere om senere! Jeg fortsætter det berigende arbejde med kurser og retræter. Den i Spanien er udsolgt, men der er plads i maj på Sostrup, hvor jeg er så heldig at være sammen med Daniel Nørgaard, og der er også få pladser i Norge til juni. Derudover arbejder jeg videre med foredrag, podcast, artikler og gudstjenester for DR, men jeg vil lave mindre end før, for jeg vil være mere nede i Rold Skov. Se min foreløbige kalender her på hjemmesiden.
DR-gudstjeneste i Budolfi
Tredje søndag i advent holder biskop Thomas Reinholdt Rasmussen julegudstjeneste hjemme i min kirke, Budolfi, domkirken i Aalborg, og den har jeg fået lov at afvikle for DR.
Kirken er lige åbnet første søndag i advent efter en omfattende restaurering, så nu står alt og funkler, som I kan s på foto, hvor spirekor og kor sang til festgudstjenesten.
Det bliver også en fest søndag den 18.december. Det er jeg sikker på!
Så mød op i domkirken eller tænd for radioen og få en smuk og givende time.
NYT: Julekalender på lyd
Trænger du til ro og til at forstå?
Trænger du til tanker og traditioner?
Så prøv med denne nyhed, jeg har lavet til dig: Min julekalender på lyd.
Underminerer magten: Spirituelle oplevelser provokerer både kirke, moske og stat
Møder med altet, en overjordisk kraft, med engle eller med Gud er principielt uønskede for alle ledere med magt, både de religiøse og sekulære. Når mennesker mærker en direkte kontakt med det guddommelige eller tænker sig til, at den er der og giver dem betydning, mister ledere deres magt over dem. Mød Safet Bektovic, forskeren, der kæder Søren Kierkegaard sammen med muslimsk mystik og almindelige menneskers mylder af religiøse erfaringer.
Da Michael (næsten) døde: Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie
For tre år siden fik skoleleder og far til tre, Michael Sørensen, konstateret en tumor i hjernen. Den blev fjernet to dage efter, var godartet, planen var, at han skulle tilbage på job i løbet af to til tre måneder, men blødningerne ville ikke stoppe.
”Det er det underlige ved det. Jeg ikke huske noget som helst andet fra den tid. Alt er væk, men jeg kan helt præcis huske den der følelse af at give slip på livet og være klar til at komme videre til det, der ligger bagved.”
Hvad ligger bagved?
”Et fantastisk sted. Fuld af kærlighed. Fuld af ro. Fuld af omsorg. Fuld af mildhed. Fuld af glæde. Jeg kan mærke den bevægelse i min krop nu.”
Michael Sørensens tal fik lægerne til at gøre hans familie klar til at sige farvel. De sad om sengen og var urolige og bange. Imens lå han og ”og havde det bedre” end ”nogensinde”.
Kapitel 1: IKKE ALT HENTES NED
"Jesuskalender", kapitel 1, uddrag:
"Hvad husker vi egentlig fra julen? Om julen? Hvad er julen? En fødselsdag, ja, men for hvem? Jesus, Kristus, Messias, barnet. Han lå i krybben, men lever stadig, siges det. Han er verdens mest kendte mand og har betydning for alle, hvad enten de tror eller ej, og der ventes på hans fejring i det mindste i de 24 dage, en julekalender varer. Hver dag har sit sæt af spørgsmål, der ægger til samtale. Måske med mig selv. Ikke som lektielæsning eller faktaopremsning eller facit, ikke citater fra de kloge, blot undren over julen i min hverdag, der er som så mange andres. Måske kan den gives som gave til alle dem, der gerne vil dele forundringens gave, nu det snart er jul. Måske blot være en påmindelse til mig selv. Et dagligt ønske om en god advent."
Da Jesus fik mig til at føle mig dum
Han er hård, Jesus. Hård ved sine lyttere.
Ikke alene er det svært at forstå, hvad han mener. Når man mener at have forstået det, synes man - synes jeg –, at Jesus forlanger noget nær der urimelige af mig. Af os. Men måske er det rimeligt nok?
Da jeg læste den lignelse, jeg lige har læst op, blev jeg lige så forvirret, fortørnet og flov som første gang, jeg læste den.
Jeg følte mig faktisk lidt dum.
Hvorfor forstod jeg det ikke bare med det samme?
Når der er noget, jeg ikke forstår – og det sker tit – prøver jeg at sætte mig meget, meget stille, rigtig, rigtig længe. Stay put, siger jeg mig selv. Bliv hængende i det, kan man også sige. Sit.
Så jeg satte mig i min bløde, efterårsbrune lænestol og bladede hen til de sider i Bibelen, hvor teksten står.
Jeg ved jo, at fortællingerne er med i Bibelen af en grund. Det er meningen, vi skal blive klogere. I hjerte og hjerne. Det er derfor, de står der og har overlevet i århundreder og stadig læses.
Selv om Jesus lyder vred og nærmest skælder ud, så viser han os, at han har set, at vi i vores liv står i svære situationer og at der ikke er en smertefri og umiddelbar simpel vej ud af det. Smerten består, vi er kvæstede, men vi er ikke knuste, for vi ved, at han ser, at vi prøver at gøre det rette og leve et liv, hvor vi ser på andre med kærlighed og tilgivelse og at vi ikke – selv i mørket - bærer dolke i vores hænder. Faktisk ser han ikke bare, at vi prøver. Han tror, vi kan lykkes med at få det. Et liv i kærlighed, selv om vi er kvæstede.
MIN NYE (jule)BOG: Giv dig selv et eksistentielt årstjek
NY (jule)BOG fra Charloote Rørth: Giv dig selv et eksistentielt årstjek. Journalist og forfatter Charlotte Rørth har skrevet årets julekalender for voksne fra forlaget Eksistensen. "JuleJesuskalender - Decembersamtaler til livgivende forundring" er 26 tekster om jul, om Jesus, Maria og papfaren Josef, og om forventninger, fødsler, sorg og glæde og vidunderligt hverdagsliv. Vi følger adventstiden, decemberventetiden, hvor nutidens puls og rytme falder sammen med den 2000 år gamle begivenhed, da Gud brød ind i tiden og gav os Jesus. Vi venter på at barnet skal komme til verden. Vi har selv været ventet, og nu venter vi selv. 120 sider, 130 kr. Udkommer 20. oktober 2022.
Har du været død? Godt for dig – og alle andre
”Det er stadig ikke helt almindeligt, at en læge tager den slags oplevelser seriøst, men nu har jeg forsket i dem i 45 år, så jeg synes, jeg havde viden nok til en bog,” forklarer Bruce Greyson, forfatter til "Efter", forlaget Gyldendal.
Han er professor emeritus i både psykiatri og neurologi ved University of Virginias School of Medicine og globalt anerkendt som værende blandt de største lægelige eksperter i nærdødsoplevelser. Faktisk er han selve manden bag den skala, de rubriceres efter, Greysonskalaen.
I dette enestående interview afslører han overraskende viden om, hvor almindelige nærdødsoplevelser er, og hvorfor de kan få selv ellers stabile ægtepar til at blive skilt.
Skal tale mellem kunst og klipper
De kommende uger bringer mig vidt omkring.
Netop nu er jeg på vej til Norge, hvor jeg skal holde foredrag på Dovrefjell i morgen, 20.10.
Så følger lørdag 29.10. spørgsmål og forundring sammen med med blandt andet Marit Benthe Norheims kunst - som skulpturen "Langtidsbærer af håb" på foto - i Kunstbygningen i Vrå og søndag 30.10. drager jeg til Skanderborg, inden jeg ugen efter skal til Bjerrringbro, Næstved, Vesterbro og BogForum.
Se mere på min kalender www.charlotteroerth.dk
Opdragelsespligt: Har du talt med et barn i dag – om ånd?
Selv om det kan være grænseoverskridende for voksne at tale om åndelighed, forpligter både WHO og folkeskoleloven forældre og fagfolk til at gøre det. Og det med god grund, forklarer Dorte Toudal Viftrup, der er midt i et forskningsprojekt, som skal finde gode måder at føre samtalerne på
Hun ved, at det overrasker, og at der findes modstand mod det. Men hun ved også, at det nytter. At børnene får det bedre af det.
Derfor står lektor Dorte Toudal Viftrup netop nu midt i et forskningsprojekt, der skal lære voksne at tale med børn om noget af det, mange voksne selv har det umådeligt svært ved at tale om: Åndelighed.
Hun er vant til at skulle forklare og ind imellem forsvare formålet med at tale børn om deres åndelige liv.
”Men vi er faktisk forpligtet til det,” konstaterer hun.
Guide: Sådan taler du med børn om åndelighed
Guide: Sådan taler du med børn om åndelighed.
Få her Dorte Toudal Viftrups bedste råd til at tage samtalerne med dine egne børn eller børnebørn, gudbørn, niecer og nevøer om det, der for voksne kan være svært, men er afgørende for deres udvikling. Husk, at selve måden, I taler sammen på, lærer barnet (og dig) en mængde om, hvad det vil sige at være menneske, påpeger Dorte Toudal Viftrup, religionspsykolog, lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
Gud, er du blevet religiøs?
"– Gud, er du blevet religiøs? udbryder min mor, da jeg på vej hjem til Nordjylland fra mit møde med Jesus i Spanien i onsdags er mellemlandet i København."Sådan skriver jeg på side 31 i "Jeg mødte Jesus", der udkom i 2015. I den gengiver jeg mine oplevelser, men mest mine samtaler med andre, der lærer mig at leve med dem. En af de mest afgørende samtaler er den med min mor lige efter mit første syn med Jesus. Læs resten her:
Hvorfor gider vi gå? Og hvordan kan vi gøre det bedre?
Hvorfor gider jeg egentlig gå, tænkte jeg undervejs. Stoppede. Tog en slurk af den varme kaffe fra min lille, røde termokande, der lige passer til min hånd. Hvorfor strøg jeg ud ad døren midt på formiddagen for at gå bare lidt? Hvorfor den drift til at gå? Smutte? Rende? Stikke af? Lufte mig?
Hvorfor vil flere og flere gå pilgrimsvandring? Hvad sker der med os?
Det har jeg spurgt kloge folk om gennem årene. Blandt andre Martin Lind, Mikael Bertelsen, Marie Farstad, Elisabeth Lidell og Hans-Erik Lindström. Du kan læse deres perler af svar, som jeg har samlet sammen i kort form, inden jeg selv snart skal åbne pilgrimskonference i Norge.
Der vil mit foredrag handle om at sige ja.
Ja til at gå, men også til at lade det ske på turen, som der sker. Og på den måde er jeg faktisk pilgrim ...
Svensk chefredaktør: Kvinder siger stadig alt for lidt
"Det går jo ikke," sagde Irena Pozar, forfatter til "Backlashen - MeToo och revolutionen som stoppades", da jeg mødte hende til Bokmässan i Göteborg.
"Det er, som om hver generation af kvinder skal begynde om igen. Kvinder i alle aldre må tale om de overgreb, de er udsat for. De må ikke tie. I må ikke tie," sagde hun, der er født i Sarajevo, flygtet til og siden prist for sin journalistik i Sverige.
Det var bevægende at møde hende, og på sin vis også deprimerende.
Flere møder #MeToo-debatten med nedgørende bemærkninger eller skuldertræk.
Jeg oplever det selv.
Hvorfor skrive en bog om #MeToo og tro?
Fordi det er nødvendigt.
Fordi jeg er kvinde, har været udsat for overgreb og er troende og ser samme mekanismer gå i gang om og om igen.
Men jeg ved, det nytter at tale.
Som det nu er ved at være lettere at tale frit om tro og oplevelser i Danmark, skal det også blive muligt at tale om erfaringer af overgreb.
Vi skal insistere på værdighed.
Har du haft en spirituel oplevelse? Så tal om den!
Hvorfor skal vi tale om oplevelser? Det spørgsmål får jeg jævnligt. Indtil nu har jeg kun kunnet svare, at det skal vi, fordi jeg tror, det er godt for os.
Nu kan jeg svare, at jeg ved, at det gør godt for verden.
Marianne Rankin har med sin forskning fundet helt ny og banebrydende dokumentation for, at det nytter at være åben om de oplevelser, vi selv kalder åndelige, spirituelle, religiøse eller noget helt fjerde.
Marianne Rankin, forsker og kommunikationschef i Alister Hardy Trust and Society for the Study of Spiritual Experience ved University of Wales er nok den, der i verden har det bedste overblik over oplevelser. I over 10 år har hun arbejdet med de nu 6600 beretninger om oplevelser, folk har sendt ind til Alister Hardy forskningscenteret.
Jeg har fulgt og tidligere interviewet hende til min bog ”Vi mødte Jesus” og har før besøgt hende i hendes hjem nær Gloucester. Også denne gang var mit møde med hende frugtbart.
Læs artiklen på dansk og hør podcasten på engelsk.
At samles og samle og lytte til radio i solen
Septembersolen lokkede mig i går væk fra BBC, som jeg ellers har haft tændt næsten non-stop siden meddelelsen om Dronning Elizabeths bortgang.
Jeg har været bevæget over, hvordan verden går i stå og skaber plads til ikke kun den royale families sorg og taknemmelighed, men til alle menneskers mest betydningsfulde følelser.
Via de fælles medier følges vi ad i et samtidigt fællesskab.Andre oplever det måske til fodbold, svenskerne måske ved valgaftenen igår, men for mig sker det samme, når jeg hører radiogudstjenesten på DRs P1.
Under Corona lærte jeg for alvor betydningen af netop det program, og derfor er jeg også så umådeligt glad for, at jeg har fået lov at være vært for gudstjenesten i Jesuskirken den kommende søndag.
Sørine Gotfredsen prædiker. Det er kl. 10.03 på P1.
Vi høres ved, gør vi ikke?
Måske er vi ens indeni: Millionforskning skal finde svar
Hvad har vi til fælles på tværs af religioner og kulturer?
Professor Christian Suhr, Aarhus Universitet, søger efter svar ved at undersøge oplevelser af kærlighed hos kristne, muslimer og buddhister med de spirituelle oplevelser, som de fleste af os får i løbet af vores liv. Det er på tide at rette fokus mod det fælles, mener han, der tidligere har forsket i ekstremisme. Jeg interviewede ham til podcast og skrift og blev meget klogere.
Boganmeldelse: Hvad skal vi med nonner
Klostre udvider vores liv ved deres blotte eksistens, hvad end vi er troende eller ej, skriver jeg i min anmeldelse af Malene Fenger-Grøndahls interviewbog "Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag", som udgives i dag.
17 katolske ordensfolk fra og i Danmark taler med hende om den kærlighed, der har fået dem til at sige ja til lydighed. Og meget andet. Det provokerer os, men det er vel ikke så ringe?
God mad, fred og fordybelse: Tag med til Andalusien
Nu sker det.
Til foråret er jeg inviteret til at holde stilledage i mit højt elskede Andalusien og det på et af de smukkeste steder i regionen. På Garden of Lemons skabt af det danske par Henrik Vilain og Ingo Schauser.
Her bliver vi forkælet med vidunderlig mad i de smukkeste omgivelser og får samtidig netop den ro og de livgivende samtaler, vi har brug for.
Hver dag indledes med fordybende bøn, og derefter holder jeg oplæg med blandt andet lectio divina.
Efter frokost er der god tid til egen fordybelse. Sidst på dagen går vi kortere pilgrimsvandringer eller har samtalesaloner i forlængelse af morgenens tema, inden vi samles til et godt glas vin og rolig snak på kryds og tværs inden middagen.
En af dagene tager vi til Úbeda, – en enestående by, der står på Unescos verdens kulturarvsliste, og hvor jeg selv havde afgørende spirituelle oplevelser. Der venter os en særlig guidet tur.
Det bliver bevægende dage ...
Theologia Germanica: Man må elske sig vejen frem
Er Luther spirituel? Er det ikke lige meget? Næh.
Det kan synes som rent nørderi for de få og i helt konkret forstand indviede præster og andre uddannet i den kristne tro, men det er rent faktisk noget, der vedkommer os alle.
For, hvad er det for et fundament, vores samfund og dermed vores livsindstilling, værdier og vaner bygger på?
Og er det noget i det fundament, det ville være godt at få gjort mere synligt?
Noget, der kan støves af og give glæde og glød til vores liv og samtidig en sammenhæng med dem, der har levet her før os og dermed med dem, der kommer senere hen?
Det er det, mange af os leder efter i dag.
Rødder.
Hvad består mine rødder af? Det er noget af det, jeg tænker over, mens jeg går i de småplandske skove og netop har læst professor emerita Nini Prætorius´ masteropgave om et skrift, som folkekirkens hovedarkitekt, Martin Luther, var meget optaget af midt i sit liv.
”Theologia Germanica” hedder det, og han kalder der næsten lige så vigtigt for ham som selveste Bibelen. Men senere tog han afstand fra det. Hans indre konflikt var stor, og jeg ved, mange har det som ham.
Læs mere og mærk, om ikke også du genkender noget?
Giv Jesus en pelargonie, hvad ellers?
Hvad har den kunst, jeg holder af, med min tro at gøre? Med mit liv? Hænger min forkærlighed for malerier af blomster og indretning med samme sammen med mit spirituelle liv? Ja.
Hverdagen, det er den, der helligholdes. Dagligdagens glæder. Æstetikken. Omsorgen. Overraskelserne i yndigheden ved en velkendt blomst. En rose. Forgængeligheden, jeg møder, når jeg nipper planterne fri for visne blade. Jeg vil sørge for dem. De viser mig liv.
Efter mine oplevelser er det blevet vigtigere for mig end nogensinde, det, jeg i mine år som erhvervsjournalist lærte at kende som strategic alignment, strategisk overensstemmelse. Jeg holder meget af de to ord sat sammen. De fortæller ved at være lange, at man skal tænke sig langsigtet om. Og de driller ens hoved, fordi de lyder som tom snak i en stor koncerns årsrapport, men i virkeligheden er stor visdom af den slags, der gør dagliglivet smukt.
Kender du det?
Når en nøgen mand berører mig
På Nasjonalmuseet i Oslo hænger et af Edvard Munchs malerier. De fleste andre så jeg ovre på hans nye museum nede ved havnen, men dette hænger i det endnu nyere museum for nordmændenes kulturelle identitet. Maleriet forestiller en badende mand, og det er også, hvad det hedder. Slet og ret. Det er malet i 1918 efter og sikkert også under de fire års med første verdenskrig.
På Nasjonalmuseet hænger meget, men dette maleri har fulgt efter mig hjem til Danmark og ud i sommerlandet, som jeg bevæger mig i på små ture denne måned. Hvorfor tog jeg billede af det (undskyld det jadefarvede genskin på maven), og hvorfor forfølger manden mig? Det er nærliggende at tale om årstiden, om farverne og om den tiltrækkende mandekrop, Munch har malet frem. Men det er mere end det.
Det er noget med spændet mellem hans muskler og den usikkerhed, der er i hans gang på jord. De glatte sten gør underlaget ustabilt, og han ser ud til at blive skubbet lidt ud af balance af strømmen. Det nøgne menneske bevæger sig på usikker grund og trækkes til siderne og møder modstand fra omgivelserne på sin vej fremad i livet. Er det det, jeg ser?
Jeg ved det ikke.
Min krop mærker, at der er noget på færde. Det forbliver ordløst, men straks efter forløses det i sorg, da jeg ser et andet maleri nær ved ...
Sommertid er museumstid for mig i år. Hvad med dig?
Johannes hjælper mig at leve – foredrag på spansk
Hvordan kan en spansk munk, der levede for 500 år siden, hjælpe mig i Danmark i dag?
Det kan du læse om i den 130. udgave af det spanske magasin Monte Carmelo, tidsskriftet for karmelitter-studier, der udgives i Spanien.
Udover at være så beæret, at jeg knap kunne formulere en tak til redaktøren, er jeg også glad. Glad for, at mennesker i flere lande og med forskellige syn på kristendommen vil lytte til hinanden, lære af hinanden, kaste lys på nyt og gammelt i hinandens verdener.
Teksten holdt jeg foredrag ud fra ved en konference under den årlige Semana Sanjuanista i Úbeda, byen, hvor Johannes af Korset døde, og hvor jeg to gange havde de helt uventede syn med Jesus, jeg har skrevet om i mine bøger.
Den er på spansk. Heldigvis havde jeg god hjælp til gennemskrivning.
Si! Jeg er stolt!
Hjælp andre ved at skrive: Lær her hvordan
Vil du skrive, så det kommer andre ved?
Vi har alle liv, der er værd at dele. Vores erfaringer og tanker kan gøre godt for andre. Ved at formulere, hvordan vi har det, kan vi mindske følelsen af ensomhed og anderledeshed hos andre.
Jeg ved det.
Jeg har selv prøvet det. Er selv blevet styrket af andres fortællinger og har selv fået tusindvis af mails, breve og beskeder, og bliver stoppet på gaden, i toget og senest i flyet på vej hjem til Aalborg.
Langt de fleste siger tak. Tak, fordi du deler, siger de kort sagt til mig.
Og jeg siger tak til dem, at de deler. Med mig og måske også med andre.
Vi kan hjælpe hinanden.
Derfor har jeg etableret min skriveskole, og derfor udvider jeg den nu med personlig respons på skrift og i samtale over zoom.
På præcis de tidspunkter, der passer dig, kan du lære direkte af mine erfaringer og viden hentet gennem 30 års skrivearbejde som forfatter og journalist. Læs meget mere her: https://www.charlotteroerth.dk/landing-skriveskole/
Prædiken: Stil de dumme spørgsmål
"Nikodemus. Han er sådan en som mig. Sådan en, der stiller de dumme spørgsmål."
Sådan indledte jeg min prædiken søndag 19. juni i den norske landsbykirke i Vigmostad, en time nordvest for Kristiansand. Og jeg fortsatte:
"Han går hen til Jesus midt om natten, så andre ikke ser ham, han er flov, pinligt berørt. Han ved godt, at han vil spørge om noget, de andre synes, er dumt. Han regner med, at de andre ville lave jokes med ham, hvis de hører ham. De vil se ham som et barn. En, der ikke er så klog som de andre. Som en, der ikke har hørt ordentligt efter. En, der er utilpasset, forkert, dum. Sådan en som mig. Og mange, mange andre.
Vi er mange, der ikke helt forstår, hvad det er, Jesus taler om, når han taler om, at vi skal fødes på ny. Når han taler om Ånden. Ja, der er mange af os der både dengang og i dag har meget svært ved at forstå, at han rent faktisk er Guds søn.
Hvordan kan man være det og samtidig være et menneske? Det forstår jeg ikke.
Jeg tror heller ikke, der er nogen som helst andre, der kan forstå det."
Læs hele prædikenen her.
Kvindemagtens treenighed
I fire dage denne uge er jeg vært for en retræte med – ikke om – spanske Teresa af Ávila (1515-1582). Hun gik som nonne ikke blot op mod karmelitterordenen og den spanske kongemagt, men levede og beskrev også en måde at leve som spirituelt troende på, som er brugbar i dag.
Hun fandt en magtens vej, der kan bruges af kvinder i dag. En vej, der ikke umiddelbart undergraver magtens selvforstærkende strukturer, men langsomt fortærer dem, fordi den hele tiden fører et højere sted hen end blot magten for magtens skyld. En vej, der dermed frigører kræfter til at arbejde fremfor at konfrontere - som er en anden vej, der er god til andre, men som jeg kan ikke længere kan gå.
Læs, hvad Teresa af Ávila lærer mig - og måske dig?
“Med rak rygg” berører i Norge
Hurra for denne suveræne anmeldelse af "Med rank ryg", der netop er udkommet på norsk:
"Med rak rygg" har gitt meg mange gode leseminutter. Innimellom undrer jeg meg hvordan hun makter å gi et så sterkt følelsesmessig nærvær i en tekst med så få ord. Jeg venter gjerne på neste bok av Rørth. Ja, det er fristende å si: Jeg er ikke uberørt.
Valborg Orset, "Vårt Land", 10.juni 2022
Passer kirken til os, der tror i dag?
Nu sker det. Nu er samtalerne for alvor i gang. Samtalerne om tro. Dem, jeg så gerne vil have flere af. Fordi jeg tror, at det vil gøre livet bedre for flere at tale om det, der betyder mest.
De senere år haft jeg haft direkte samtaler med op mod en kvart million mennesker blandt andet ved med mine foredrag. Mange af dem er ikke været vant til at komme i kirke, nogle er der ind i mellem.
Og nu begynder også præsterne at ville tale med - i tre nye bøger, der alle er værd at læse.
For hvad skal kirken, når så mange ikke kommer der så tit, men samtidig viser en stærkt stigende interesse for tro og spiritualitet?
Det handler tre nye bøger fra præster og andre fagfolk om - og vi andre kan også godt læse med. Det skal vi. Det er vores tro, de handler om.
Det bedste råd? Bliv, hvor du er
Glemmer man sine dybeste rødder, vil man let gå for meget op i det umiddelbart synlige. Det er en tendens, der også gælder i kirkerne, hvor man efterhånden fokuserer mere på de ydre udtryk fremfor på selve kernen af troen. Derfor har præsten og forfatteren Peter Halldorf i mere end 30 år arbejdet på at få trukket mere af den tidlige kristendom ind i den moderne hverdag.
Jeg mødte Peter Halldorf på Bornholm til en udbytterig retræte - og samtale. Hør den og bliv klogere. Det blev jeg.
De dybeste lag i mit hjerte
Hvem ville ikke vælge denne salme:
”De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.”
Holder du en dør åben for ånden?
Den sidste salme, jeg skal vælge i maj for www.salmer.dk er "Nu bede vi den Helligånd" af Martin Luther. Hvorfor den?
Jo, da jeg 24. november 2002 skulle holde foredrag i sognehuset overfor Elev kirke ikke langt fra Aarhus, hang der på indgangsdøren sedler om, at vi skulle bære mundbind. Indenfor stod plastikflasker klar med sprit. Der var restriktioner på, hvor langt vi skulle sidde fra hinanden, hvor mange vi måtte være, og man skulle reservere plads i forvejen.
Jeg kom i god tid, lidt i syv. Da havde mange allerede sat sig, kunne jeg se ind ad den åbne dør til salen. Derigennem fik jeg også øje på det, der satte rammen for hele resten af aftenen: Ikke alene havde de frivillige stillet stolene pænt med den rette afstand, de havde også sat en lille taburet ved siden af hver stol.
Se, så forsvandt han
Når Jesus farer til himmels, som han gør i denne uge, er vi ikke efterladt i mørket. Her er også lys. Han er draget afsted, nu er det os, der må tage os sammen og agere. Nu er det os her på jorden, der må gøre godt. Nu er det os, der hver dag skal ”bære en andens nød” og ”vise mildhed”, som norske Svein Ellingsen (1929-2020) skriver i sin salme, "Nogen må våge i verdens nat”. Det er måske ikke den mest typiske salme til Kristi Himmelfart, men jeg har efter min yngste søns død nogle år efter mine møder med Jesus og lige inden, bogen om dem udkom, behov for at blive spejlet i mit livs alvor. Hvor skal man blive det om ikke i kirken sammen med andre i salmesang?
Med lyttende nænsomme skridt
Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.
Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Kom, sæt dig, og syng en salme med mig
Salmer er en særlig dansk styrke. Derfor er det med stor glæde, at jeg i denne måned vælger en salme om ugen til nyhedsbrevet fra www.salmer.dk
Kender du ikke til stedet, så tast derind og vær beredt. Der er meget godt at bruge tid på.
Blandt andet nyhedsbrevet.
Herunder følger teksten til den første salme i maj 3.søndag efter påske enkelt illustreret med et foto, jeg tog ved Sandvig på Bornholm.
Spanske tanker: Lær af de bedste
Henne om hjørnet, fra hvor jeg sidder og skriver dette, ligger La Sacra Capilla de El Salvador, frelserens hellige kapel. Jeg har stadig varme skuldre efter at have siddet i solen og drukket morgenkaffe på tagterassen. Døren derud står åben. Stærenes unger piber efter mad. Kirkeklokkerne bimler. Bilerne rumler hen over brostenene. Bjergluften er knasende tør, og jeg smiler.
Jesuit og præst: Vær ikke perfekt
Formålet med at være troende er ikke at være moralsk perfekt, mener Daniel Nørgaard, der som katolsk præst netop har uddannet sig i de dybeste lag af troen og snart vender hjem fra Spanien som såvel jesuit som master i ignatiansk spiritualitet, men tror han virkelig, danskerne vil mere med deres tro end en hyggelig weekendretræte og en prædiken i ny og næ?
Så kan vi mødes igen – allerede fuldt hus
De måtte bære ekstra stole ind, da jeg i aftes holdt foredrag i sognehuset i Ans nær Silkeborg. Der var fuldt hus, og jeg får allerede nu mails og opringninger om de kommende foredrag både på Frederiksberg, i Hillerød, Gjern og Odense og flere andre steder. Klik ind på min kalender og find et foredrag nær dig. Jeg garanterer, at du møder de rareste og mest tænksomme mennesker. Og får kaffe...
Nu på svensk! “Med rank ryg” udkommer på Libris til foråret
Charlotte Rørths seneste bog, "Med rank ryg", udkommer på forlaget Libris i Sverige til foråret.
- Jeg er utroligt stolt over at komme på det estimerede forlag, og ser frem til give svenskerne mulighed for at sætte gang i en samtalen om at være feminist og kristen, siger Charlotte Rørth.
"Med rank ryg" udkom på Bibelselskabets forlag i maj og er netop nu på vej i andet oplag.
Foredrag i hele Norden
Dette efterår bringer mig heldigvis igen til både Norge og Sverige (til Oslo, Son og Fiskebäck) ligesom jeg har og har haft en lang række foredrag i Danmark. Det er, som om tiden med Corona har øget behovet for at mødes om det, der betyder mest. Det gør mig optimistisk. Og det glæder mig især, at samtalerne om tro og oplevelser foregår på tværs af alder, køn, klasse - og landegrænser.
Cynthia Bourgeault: Nu vil vi det fælles
- Måske er jeg vildt optimistisk, men jeg tror, det kan blive i vores levetid, at vi rammer en kritisk masse af folk, der på forskellig vis er blevet vaccineret af det dybe, indre arbejde. Så vil vi se en massiv forandring, forudsiger Cynthia Bourgeault, der tror, at ”det bliver lige så abrupt, som da svenskerne fra den ene dag til den anden skiftede kørebane fra venstre til højre”.
Læs hele interviewet med den anerkendte, amerikanske forfatter og præst.
Anmeldelse: Værdifuld bog
"Rørths samtidsperspektiveringer, med afsæt i netop Bibelen, rammer lige i hjertet af nutidige debatter," understreger Josua Christensen i sin anmeldelse i avisen Udfordringen.
Da en dansker prædikede i Stjørdal
Der sker noget, når man ikke er hjemme.
For mig sker der især meget, når jeg er i Norge og Sverige. I lande, der ligner mit, men hvor alt er en smule anderledes. Jeg forstår sproget, men skal alligevel koncentrere mig en tak ekstra for at få alt med. Det gør godt. Måske også for en prædiken?
I søndags, 13. søndag efter Trinitatis, 22.august 2021, prædikede jeg i Stjørdal Kirke. Her er, hvad jeg sagde. Måske kan det inspirere jer til ikke at stille umenneskelige krav til jer selv?
Ny podcast: Berørth
”Samtaler om tro fylder mere og mere i offentligheden i denne tid. Berørth er en uddybning af de mange samtaler, hvor jeg er sikker på, at lytterne ikke alene vil blive berørt, men også klogere, fordi jeg vil tale med dem, der for alvor ved noget om det at tro og om kristendommen,” siger Charlotte Rørth, journalist og vært i den nye podcastserie, Berørth.
Kronik i Politiken
Fra min kronik i Politiken i dag: "Vi må være fælles om at påtage os et langt større ansvar for både at forbedre livet for gravide, fødende og mødre rent praktisk, økonomisk og organisatorisk og på samme tid få sat gang i en storslået, offentlig samtale om vores børn som mirakler."
Mænd er (også) mennesker
"For Charlotte Rørth er der i dag ingen tvivl om, at Jesus var feminist. At han så det som en af sine opgaver at påpege de uretfærdigheder, som kvinder blev udsat for – og sætte dem fri." Fra interview i Politiken i dag.
To Jesusmøder og fire bøger senere
Det er seks år siden, at min bog fik fem stjerner i Jyllands-Posten, og jeg er stadig lige forundret over den hast, den tillidsfulde samtale om tro siden har bredt sig i Danmark.
Debat: Vi skal tale om mænd
"Jeg tror, at en af de bærende årsager til, at de mange mænd kan blive ved at begå overgreb mod de mange kvinder, er, at de simpelthen ikke ser kvinder som mennesker som dem selv.
Selvfølgelig ved de godt, at vi er mennesker. Det handler ikke om intelligens eller biologisk lærdom. Det handler om selve udgangspunktet for at se på det andet menneske. Om blikket på den anden."
Jyllands-Posten bragt søndag 30.maj over en helside mit debatindlæg om dem, der voldtager. Læs det her.
Overvældende modtagelse
"Jeg har læst og grædt. En virkelig, virkelig god og nødvendig bog."
Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky om "Med rank ryg".
Fire stjerner til “Med rank ryg”
”Med rank ryg” er med Sørine Gotfedsens ord "en bog, der bliver siddende i bevidstheden."
“Med rank ryg” udkommer 12.maj
Bibelselskabets Forlag udgiver 12. maj min fjerde bog, "Med rank ryg. Om tro og moderskab".
En rå og tankevækkende bog, der rækker ud til aktuelle debatter om køn og ligeværd.
Forsidefoto: Marie Hald
Åbner egen skriveskole
Min mission er at styrke ytringsfriheden. Det skal være muligt for alle at tale frit og ærligt. Det betyder ikke, at vi skal tro det samme. Vi skal respektere og hjælpe hinanden ved at tale og skrive om tro.
Derfor har jeg besluttet mig for at dele ud af mine over 30 års erfaringer med at skrive både kort og langt.
Jeg åbner en skriveskole.
Prisvindende sang om mit møde i Úbeda
6. februar sidste år kom en ung kvinde op til mig i pausen ved mit foredrag i Bellahøj kirke. Hun ventede, til andre havde talt færdigt med mig, før hun stille og roligt og en smule nervøst sagde:
"Jeg har skrevet en sang om dig. Jeg håber, det er ok?"
Når læsere læser klummer om keramik
Hver måned skriver jeg en klumme med overskriften Vid & Sans til bagsiden af avisen Kristeligt Dagblad. De bliver læst. For hver måned får jeg mail fra læsere, ligesom jeg får mail fra dem, der læser mine nyheds breve. Fredag 5. februar skrev jeg om fransk keramik. Skørt. Jeg ved det. Men der var en pointe med at skrive om de fine fade og kander inde bag glasdørene på den store skænk hos udenrigskorrespondent på BBC World News, Hugh Schofield ...
Norsk interview med dansk nyhed
"Jeg vil bruge mit arbejdsliv på det, der giver mening," siger jeg og fortæller en stor og god nyhed i dette interview bragt 5. januar 2020 i norske Vårt Land, www.vl.no og skrevet af Alf Kjetil Walgermo. Han kalder mig ved en fejl eks-ateist, men ateist har jeg nu aldrig været. Ellers er det en god artikel.