Kvindemagtens treenighed
14. juni 2022

Når I læser dette, sidder jeg i et smukt træhus i Norge, en gammel præstegård en times tid fra Kristiansand.
Her har Inger Marie Aase skabt www.prestegarden.no hvor man kan holde retræter, og det er netop, hvad jeg gør.


I fire dage denne uge er jeg vært for en retræte med – ikke om – den spanske nonne Teresa af Ávila (1515-1582).

Hvorfor vil jeg bruge tid på hende?

Hun gik som nonne ikke blot op mod karmelitterordenen og den spanske kongemagt, men levede og beskrev også en måde at leve som spirituelt troende på, som er brugbar i dag. Hun ville det rigtige og fandt en magtens vej, der kan bruges af kvinder i dag. En vej, der ikke umiddelbart undergraver magtens selvforstærkende strukturer, men langsomt fortærer dem, fordi den hele tiden fører et højere sted hen end blot magten for magtens skyld. En vej, der dermed frigører kræfter til at arbejde fremfor at konfrontere – som er en anden vej, der er god til andre, men som jeg kan ikke længere kan gå.

At ville magten

At beskæftige mig med Teresa af Ávila ledte til, at jeg stillede mig selv nogle helt grundlæggende spørgsmål:
Vil jeg have indflydelse på verden?
Hvordan får jeg det?
Har Gud noget at skulle have sagt?
Kan kvinder få og have magt på egne præmisser?

Provokerer i dag

Som ung pige i Spanien for 500 år siden var det ikke en naturlighed at søge magten, men det gjorde Teresa af Ávila. Ikke, fordi hun ville have magten, men fordi hun syntes, hun skulle. Hun havde pligt til magt. Ikke for egen vindings skyld, men for at udføre den opgave, hun mente at have fået af Gud.
Det lyder vildt og uforståeligt for mange i dag, men prøv at holde koncentrationen og følg hendes logik.
Hvordan, hun egentlig har tænkt og har haft det, kan vi ikke vide, selv om hun skrev og fik udgivet flere skrifter. Censuren – og desuden også en kvindes selvcensur – var stærk på den tid, og hendes selvbiografi var i en periode forbudt. Der må være uhyre mængder, hun ikke har kunnet skrive. Alligevel står der meget, og meget af det er forbavsende aktuelt. Jeg læser om hende og læser i det, hun selv har skrevet, med mine nutidige briller og vilkår, som er så anderledes end hendes, og alligevel inspirerer (og provokerer) hun mig enormt.

Magtens treenighed

Hun blev nonne som teenager og døde som 67-årig efter at have været forfulgt af inkvisitionen, siddet i husarrest, forfattet flere bøger og stået bag en reformation af karmelitterordenen og grundlagt 17 klostre. Senere blev hun helgenkåret og udnævnt til kirkelærer.
Hun var og er en kvinde med stor magt.
Ikke alene ændrede hun manges liv i sin samtid, hun viste også, hvordan man som kvinde ved at forene tro og gerning kan finde en vej til indflydelse.
Det prøver jeg at lære af ved at se på den måde, hun tog – og siden forvaltede – magten på.
Jeg synes, jeg kan se, at hun fandt en treenig vej.
Hun valgte at stå ved sig selv og på samme tid være tjenende, flittig og følge regler og for det tredje at holde fast ved, at Gud var på hendes side.
Ikke en let treenighed at mestre. Måske lærer jeg det aldrig, men jeg kan prøve.


Læs på dansk:
Grethe Livbjerg: Teresa af Ávila – Venskabets mystiker, Katolsk forlag, 2012.
Den hellige Teresa af Ávilas liv fortalt af hende selv, 2007, og Sjælens Slot, 2016, begge i serien Visdomsbøgerne.

Holder sin vilje

Hun står ved sin vilje i et mandssamfund og endda i en familie med mange sønner. Hun stikker af for at blive nonne, som hun har ønsket at blive, fra hun var helt lille. Hendes mor dør, da hun lige er kommet i puberteten, og selv er hun hele livet igennem meget syg. Hun lader ikke til at have haft drømme om at blive mor, og den gang var alternativet til giftermålet at gå i kloster og der få uddannelse og et liv med anerkendelse af ens intellekt og arbejdsevner. Det virker til, at det er hende, der træffer valget. Selvfølgelig indenfor de rammer, der er, men det er alligevel påfaldende, at hun vælger det så tidligt.
Hun vælger dog ikke selv, mener hun, men føres til valget af oplevelser af Gudsnærvær i forskellig form.
Hun står ved det, hun oplever. Hun har en lang række meget voldsomme religiøse oplevelser, som hun retter sig efter. Oplevelser, hun skriver om, at hun ikke har gjort sig fortjent til, og som heller ikke viser hende, at hun er noget særligt, men derimod holder hende fast i en stadig tættere relation til Jesus, som hun vil lære andre også at få. Den er ikke forbeholdt hende.

Beskyttet af ydmyghed

Gang på gang understreger hun sin ufuldstændighed. Sine fejl.
Hun erkender, at hun lader sig friste af, at andre så gerne vil rådføre sig med hende, at hun svigter den del af sin gerning som nonne, der handler om egen tro og fordybelse. Hun er ærlig. Ingen andre kritiserer hende så meget, som hun selv gør. På den måde afværger hun angreb.
At hun ved, at hun fejler, får hende til hele livet igennem at opsøge vejledere. Dengang skulle nonner have en mandlig vejleder, men kravet herom vender hun til en fordel. Hun skal være i dialog om sine oplevelser. Og hun skal vide og vise sig sikker i, at hun kan skelne mellem ånderne.
Hun følger med andre ord reglerne, men bruger det som en styrke. Ved at følge dem, godkendes hun af dem, der har magt. Hun bliver uangribelig. Konstant skriver hun også, hvor lidt hun ved, hvor ydmyg, hun er, hvor lettet hun er over at blive vejledt. Hun er så pligtopfyldende som nonne og så dygtig og flittig, at hun er svær at få samlet modstand mod. Hendes strategi er ikke konfrontationen, men at gå til kernen: Hvad mener Gud, vi er til for?

Da jeg var i Ávila i maj, mærkede jeg, hvad jeg tror, jeg er til for. Jeg mødte blandt andre den tidligere rekrutteringsansvarlige psykolog hos det globale konsulentfirma, McKinsey, Milagros Quientela, der nu er lægnonne og arbejder på CitEs, Ávilas internationale forsknings- og formidlingscenter for Teresa af Ávila og Johannes af Korset. Hun havde aldrig fortalt andre om sine religiøse oplevelser. Inden mit besøg læste hun min første bog, Jeg mødte Jesus, på spansk. Da jeg var færdig med at interviewe hende som forberedelse til retræten i Norge, begyndte hun at fortælle. Og hun blev ved. Hendes lettelse blev min gave. 

Hvad Gud vil

Teresa af Ávila personificerer det at gøre Guds vilje. Hun forandrer den nonneorden, hun er medlem af, karmelitterne, for at gøre den mere tro mod dens oprindelse. Det er et grundargument, en klosterorden har svært ved at afvise, selv om mange af nonnerne ikke ønskede deres levevilkår forringet. På samme måde er det svært for den spanske kongemagt at affeje hende. Dengang var magten og kirken ikke skilt ad. Hun begynder i det små, et kloster ad gangen, som bliver til de uskoedes klostre – dem, der lever fattigt som Jesus, og derfor ikke går med fodtøj. Johannes af Korset (1542-1591) arbejder parallelt med hende i munkeklostrene.
Søster Christiane, dansk priorinde på tyske Kloster Helfta, har i hele sit liv læst Teresa af Ávila. (Find afsnittet af podcasten Berørth med Søster Christiane her på hjemmesiden.)
Ifølge hende kan Teresa af Ávilas lære udledes til: Hvis du ved, hvad du selv vil, ved du, hvad Gud vil. Det lyder umiddelbart helt omvendt, men er troen dyb nok, kommer man derind, hvor Gud er i én, og kan mærke hans vilje, selv om man måske ikke kan formulere den. Teresa af Ávila skriver derfor en grundig indføring i, hvordan man kan komme til forening med Gud.
Hvis du ved, hvad du selv vil, ved du, hvad Gud vil er et voldsomt udsagn, der kan lede til total selvovervurdering, men for Teresa af Ávila handler det om den konstante dialog med Gud. Vover man den, ved man, hvad man selv og Gud vil med det liv, man har.
Det er en provokerende tanke, men måske ikke så langt væk fra det, der i buzzword-verdenen kaldes visionen?
Hvad sker der i dit hoved, krop og sjæl, hvis det ikke er din vision, det handler om, men Guds?
Hvad sker der, hvis du vover at tale om, hvad du tror, Gud vil med dig?
Prøv at gøre det, selv om du ikke tror på Gud. Undersøg, hvad der sker.

Denne lille tekst blev fundet i Teresa af Ávilas brevsamling efter hendes død. Prøv at gå rundt med den. Den kan sætte hoved og hjerte på arbejde:

Lad intet forvirre dig.
Lad intet skræmme dig.
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den, som har Gud,
skal opdage, at han intet mangler.
Gud alene er nok.

Hvem er hun for mig?

For mig er Teresa af Ávila den, der for alvor fik mig til at indse, at det at have oplevelser ikke er enestående, men at jeg har pligt til at leve meningsfuldt med dem. Sådan skriver jeg om hende i Jeg mødte Jesus:

”Denne bog er skrevet færdig i juni 1562”, står der, men det, der står beskrevet, er det samme møde, jeg har oplevet. Den spanske nonne Teresa af Ávilas skriver i sin selvbiografi, The Book of My Life, hvordan ”anfaldene” oftest lader hende ”vægt– og hudløs tilbage”. Hun beskriver, hvordan ”Kristus stod foran mig, og jeg så ham mere klart, end hvis jeg havde set ham med mine fysiske øjne.”
Hun forstår og hører, hvad han siger, selv om der ikke er en lyd, som når ”to elskende kan se hinanden dybt i øjnene og fortælle alt.” Hun kan ikke få øje på, men mærke hans tilstedeværelse ved siden af sig på bænken i klosterhaven. Hun kan se hans hånd, ”nogen smukkere hånd har jeg aldrig set”, men hun kan også se igennem den, ligesom hun ”herefter nærmest er i bøn hele tiden.”
”Måske kan lærde mænd forklare det bedre”, funderer hun, men senere i bogen overvejer hun, om ikke hun som ikke-lærd kvinde netop er af den slags mennesker, som Gud vælger, skal møde troen, fordi de ikke lukker dørene med ord.
”Jeg kan ikke undslå mig”, skriver hun også. Hun kan ikke stoppe anfaldene, ikke ”proppe fingrene i ørerne”, hun ser med lukkede øjne, hans ansigt også. ”Hver gang jeg oplever det, forskrækkes jeg. Er det Djævelen, der får mig til at forestille mig det hele?” Det spørger andre også om, hun kaldes alverdens ting, men hun når ad åre til den konklusion, at hendes syn og rystelser ikke kan være djævlens værk, fordi hun altid er ”fyldt med kærlighed bagefter”, og ”det kan ikke være djævelens ønske.”
Da jeg købte bogen i sommer i London, tænkte jeg ikke på, at hun er som mig. Eller rettere omvendt. Jeg læser bogen i september 2009, da jeg er i Úbeda for fjerde gang. Jeg har lejet lejligheden endnu en gang. Ligger igen på sengen efter arbejdsdage i Málaga og Granada og har givet mig selv fridage hernede for at få ro til at finde ud af mere.
Jeg har ikke læst Teresas tekster før. Det er hende, der tog Johannes af Korset til sig. Munken, der døde i Úbeda lige bagved den lejlighed, jeg bor i. Sammen dannede de en ny gren af karmelitterordenen. Udover at grundlægge en række klostre skrev hun flere bøger, der gjorde hende til en af den kristne mystiks store forfattere. Sjælens slot og Fuldkommenhedens vej handler – ligesom Teresas selvbiografi, jeg læser i en ny engelsk oversættelse -, om, at man gennem bøn og meditation kan nå et fællesskab med Gud. Det er den indre vandring, der er tungest. Man kan ikke nå frem ved at donere penge til kirker, udkæmpe krige eller lade sig udnævne til biskop. Kort sagt. Det er den enkeltes relation til Gud, der skal opnås af den enkelte, og det skal gøres ved at se Jesus som forbillede. Ved at leve som ham.
Det kan spinde en lang række teologiske tanker af sig, men det er ikke der, jeg rammes lige nu. Det er den menneskelige genkendelse. Jeg er som hende.
Hvis jeg bruger mit intellekt, kan jeg ikke andet end at håne mig selv, men min krop er helt ligeglad med mit hoved. Straks, jeg begynder at læse Teresas erindringer, begynder den at ryste. Som om den fryser. Jeg får gåsehud.

Avila, maj 2022.

Læs videre

Lad os tale om tro – naturligvis

Lad os tale om tro – naturligvis

Lige siden, jeg lagde denne hjemmeside op for fem år siden, har den haft samme overskrift. Lad os tale om tro, står der, men snart vil der stå noget andet.  For jeg har foræret de fem fine ord til et projekt, jeg selv har været dybt involveret i. Projektet hedder simpelthen “Lad os tale om tro” og har sin helt egen hjemmeside: www.ladostaleomtro.dk. Formålet er, som det også har været i mit arbejde de seneste mange år, at få folk til at tale om tro.

Læs mere

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW - At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.   

I over 10 år har hun fordybet sig i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.

Så nu ser hun en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun.

Læs mere

Læs videre