Interview: Danskernes tro: mere end wellness

Formålet med at være troende er ikke at være moralsk perfekt, mener Daniel Nørgaard, der som katolsk præst netop har uddannet sig i de dybeste lag af troen og snart vender hjem fra Spanien som såvel jesuit som master i spiritualitet, men tror han virkelig, danskerne vil mere med deres tro end en hyggelig weekendretræte og en prædiken i ny og næ?

”Jamen, det er heller ikke sikkert, jeg kan forklare det,” indleder snart 42-årige Daniel Nørgaard, da vi har sat os i fjernsynsstuen i kælderen til det kollegium, han bor på i en af Madrids mest ucharmerende bydele.
Som en udstilling af rigdom spejler fire firmaers højhustårne den omkringliggende trøstesløshed af betonbyggeri til fattige familier, som var årsagen til, at den katolske jesuitterorden valgte at slå sig ned her.
Den på mange måder kontroversielle orden, der ofte har lagt sig ud med magthaverne, har siden 1980erne arbejdet i området med at bekæmpe narkomisbrug, åbne skoler og driver nu også et par kirker.
Men det er ikke derfor, danske Daniel Nørgaard sidder her. Han er kun på gennemrejse, bor her et år for at tage en master i den form for spiritualitet, som grundlæggeren af ordenen, spanske Ignatius af Loyola, stiftede for 500 år siden.

Find podcasten Berørth med Daniel Nørgaard her på hjemmesiden – se fanen øverst Han skrev en vejledning i ”Åndelige øvelser”, der i disse år har en renæssance og i stigende grad benyttes som rygrad i mange kristne retræter verden over, også i Danmark, som Daniel Nørgaard er på vej hjem til.

Det, han ikke helt kan forklare, er, hvorfor han oveni at være veluddannet som katolsk præst, valgte at træde ud af
sit gode job som sognepræst ved den katolske domkirke i København for foruden året i Madrid at tilbringe to år som novice i italienske Genova for at blive jesuit.
Ingen af delene giver ham højere løn eller finere bolig.
Tværtimod.
Når han til august begynder i nyt job, er det som sjælesørger og underviser ved Niels Steensens Gymnasium med bolig på det tilhørende kollegium.

• Daniel Nørgaard.
• Født i 1980.
• Vokset op i Farum med en katolsk mor.
• Lillebror til Helene, gift Hägglund, forhenværende nonne, nu mor til to og snart præst i Svenska Kyrkan. Hør podcast med hende på www.charlotteroerth.dk/podcast-beroerth
• Teolog, Gregoriana-universitetet, Rom, 2006.
• Licentiat-grad samme sted, 2014.
• Præst for Sankt Ansgars Kirke i København 200- 2019, afbrudt af orlov.
• Efter to år som novice i Genova jesuit, 2021.
• Afslutter snart en master i ignatiansk spiritualitet, Universidad Pontificia Comillas, Madrid.
• Fra august jesuit i Danmark, ansat ved Niels Steensens Gymnasium som sjælesørger med mere.
• Har netop oversat Ignacio de Loyolas selvbiografi fra spansk og italiensk.
• Den udgives til juli på Katolsk Forlag.

Gymnasiet er stiftet af ordenen og samtidig med, at den ønsker et øget fokus på elever og læreres sjælelige liv, ser Daniel Nørgaard også, at mange danskere ønsker det samme.
”Det er meget opmuntrende,” siger han, men ”tror dog ikke”, at han kan komme til Danmark og ”gøre alle til katolikker”, blot fordi der er en øget åndelig interesse.
Sådan havde han måske tænkt for nogle år siden, vedstår han.
Måske skyldes hans mere ydmyge tilgang den hårde, åndelige træning på noviciatet i Genova med bøn og isolation og det seneste års mange studier i Ignatios skrifter?
”Eller måske er jeg bare blevet ældre,” funderer han med den konstante påmindelse om ydmyghed, der er kernen i netop denne spirituelle tilgang til troen. Fakta er, taler han videre om, at han ”har fået en større tolerance og ikke synes, det er magtpåliggende, at folk når derhen, hvor jeg synes, de burde være.”

Orden på livet

Ved siden af sit daglige arbejde vil han også holde retræter, hvor man i nogle dage kan fordybe sig i troen, ofte i stilhed. Landet over er udbuddet af kristne retræter de senere år vokset nærmest eksplosivt.
Retræterne har meget forskelligt indhold, men netop den måde, Ignacio de Loyola tilrettelagde retræter på, er i disse år vokset i popularitet, blandt andet et 30 dage langt ophold i bøn, stilhed, fordybelse i bibeltekster og daglig samtale med en vejleder.
”Jeg oplever en tørst efter spiritualitet i Danmark. Der er mange gode ting i folkekirken, men det er tydeligt, at mange folkekirkekristne savner nogle åndelige praksisser,” lyder Daniel Nørgaards analyse inden hjemkomsten.
Som en håndsrækning ind i tiden har han selv netop oversat Ignatius af Loyolas selvbiografi fra spansk og italiensk til dansk. Den udkommer til sommer på Katolsk Forlag.

• Jesuitterordenen – Societas Jesu – Jesu fællesskabs orden.
• Stiftet af spanske Ignatius af Loyola (1491-1556).
• Som såret soldat læste han kristne skrifter.
• Uddannede sig i Paris og stiftede der en lille gruppe, der levede i fattigdom og kyskhed for Jesus og for at udbrede kristendommen.
• Skrev sin lærebog ”Åndelige øvelser”, ”Exercitia Spiritualia”.
• Øvelserne i at meditere over Jesu liv har de senere år fået større udbredelse.
• De træner i at leve med bevidsthed om Jesus midt i det almindelige liv, ikke i klostre eller kirker.
• Ordenen driver skoler og universiteter, ligesom den arbejder imod social ulighed og verden over har samarbejdet med andre trosretninger.
• Har omtrent 16.000 medlemmer.
• Pave Frans var en årrække ordenens leder i Argentina.

De ignatianske retræter benyttes af mange kristne retninger og også af mange, der måske ikke kommer i kirke. Men hvorfor?
”Allerede i indledningen af sin bog skriver Ignatius af Loyola, at øvelserne er for at bringe orden i sit liv. Det behøver man ikke at være troende for at være enig i ideen med. Men, så siger han også, at de er til for at finde Guds vilje med dit liv. Og det kan altså kræve noget,” siger han og taler om en dialog mellem sit eget ego og Gud om beslutninger i sit liv.
”Der kan være noget, der koster. Det kan være skræmmende. Jeg kender det. Jeg har også prøvet at blive grebet af aktivisme og ville nå at lave så meget som muligt, men det giver en uro, som hindrer mig i at give kærlighed videre.”

Lad mig blive misforstået

Hver morgen sidder han en time og ”har med Gud at gøre”. Der er også messer og andet i løbet af dagene, men morgensamtalen er i øjeblikket den ”metode, der virker”, som han siger.
Den består af den indre dialog, hvor han lægger bekymringer og beslutninger frem for Gud, og så en tavs fordybelse.
”Det er da en daglig kamp. Mit ego kan komme til at fylde. Min bekvemmelighed. Min ærekærhed. Indimellem beder jeg: Kære Gud, lad mig blive misforstået i dag, så jeg tvinges til at leve med at give slip på mit ego. Det er svært, men det er befriende at give slip på sig selv. Det kræver øvelse, som også Ignacio skriver.”
At lade noget andet end ens ego styre handlingerne er ikke noget, der kan læres på en retræte, understreger han, men man kan få smag for det.
”Måske kan man mærke, at man har dialogen i sig og kan begynde på den,” håber han.
Det er heller ikke noget, han har lært sig til fuldkommenhed, fastholder han trods sin lange uddannelse, sin erfaring og de seneste års fordybelse i tekster og bønner.
”Det er jo ikke, fordi jeg er fantastisk. Altså, jeg er stadig en slyngel, men jeg vil gerne, at andre lærer, at man kan have med Gud at gøre uden at være perfekt,” uddyber han om det, han gerne vil fortælle om, når han igen kommer nordpå.

Vær ikke perfekt

At det at tage på retræte eller blive jesuit ikke handler om at perfektionere sig, er en afgørende pointe for Daniel Nørgaard.
”Jeg tror ikke, at formålet for den kristne er at blive mere og mere moralsk perfekt.  Vores dyder er gode og hjælper os, men det kristne liv er først og fremmest at vide, at man er en synder, som er blevet tilgivet af Gud, og som Gud vil have med at gøre – og at man ikke venter med at opsøge ham til, man synes, man er god nok.”
I stedet handler samtalen med Gud om at finde den måde, man bedst kan gøre godt i verden på. Finder man ikke den vej ud fra en åndelig ro, vil man blive urolig, mente Ignacio de Loyola kort sagt. Da vil man gøre godt for at præstere for eget velbefindendes skyld, for at gøre sig god, og da er fokus ikke på sagen, men på ens eget ego.
”At arbejde med sin relation til Gud er en forudsætning for at kunne finde den rette vej, for at kunne finde sit kald – eller rettere forsøge at finde det,” forklarer Daniel Nørgaard.

Det er det værd

At han nu er endnu mere veluddannet i spiritualitetens metoder og dybder, ”betyder ikke, at jeg har styr på min tro,” understreger han.
”Jeg kan ikke definere Gud. Jeg kan selv komme i tvivl. Jeg slås også med min tro, men jeg kan ikke andet end at være en troende. Jeg kan ikke andet end at være i forbindelse til Gud. Der er tidspunkter, hvor han føles utrolig fjern, hvor jeg kan være sur på ham, hvor jeg svigter ham. Men, han er den, jeg vil leve for.”
Han ved godt, at mange undrer sig over, at man kan blive nonne, munk eller katolsk præst og leve efter, at ens primære relation er til Gud, men det er netop derfor, han er katolik.
”Vi i den katolske kirke værdsætter, at man har det cølibatære liv. Vi siger ikke, at det er det ideelle liv for alle, så ville kirken hurtigt mangle medlemmer,” konstaterer han og ler, inden han fortsætter:
”Men, der er brug for nogle, der tør give sig selv hen og sige, det er det værd. Jeg har været i tvivl, og afsavnene kan til tider være belastende, men jeg synes, jeg kan se, at Gud har været med i det. Det er mirakuløst, at jeg stadigvæk sidder her i dag som katolsk præst. Det havde jeg ikke klaret alene.”

Livet frister

Han kan ikke huske, at han ikke har haft et forhold til Gud og kalder sig heldig, at han som barn i en katolsk familie lærte at samle sin dag og tale med Gud om den i aftenbønnen.
”Hvis jeg havde set en fattig på gaden, så bad vi for den person, eller hvis vi vidste, der var en, der havde mistet et barn. Når der var noget, der berørte mig, kunne jeg altid gå til Gud med det,” husker han.
Hans forhold til Gud har ændret sig siden, det er blevet mere ”abstrakt”. Han ”er blevet klar over, hvor meget større han er end vores begrebsverden.”
Han har altid været troende og begyndte at studere teologi som ung, men har indimellem ønsket sig et andet liv end præstens. For nogle år siden blev han forelsket, det var gengældt, men efter en undersøgende orlov fandt han ud af, at det var forholdet til Gud, der var hans primære relation.
”Det er ikke så meget savnet af en partner, men det ikke at have børn,” uddyber han sit fravalg og tilføjer, at det ”ville være forkert at sige, at det afsavn ikke fylder noget hos mig.”
”Men, jeg tror ikke, der findes noget livsvalg, som ikke indebærer et offer. Det må vi være ærlige nok til at sige, men jeg må også stå ved, at jeg har oplevet en glæde ved mit præsteembede, som jeg ikke ville kunne have fundet på anden måde.”
Samtidig erkender han, at det var et hårdt arbejde, og at han indimellem så det at blive jesuit uden de administrative forpligtelser som en lettelse.
”Det var en fristelse, men den dag, jeg så, at det netop var et øget fokus på spiritualitet, retræter og så videre, som jeg kunne bruges til i Danmark i dag, så var det ikke en flugt, men en opgave, jeg kunne prøve at løse med et større mål for øje. Og så ansøgte jeg om at blive novice.”
Nu vender han så hjem, men tror han virkelig, danskerne vil mere med deres tro end en hyggelig weekendretræte og en prædiken i ny og næ?
”Ja, det gør jeg. Jeg tror ikke, jeg skal vende hjem og redde nogen, men jeg tror, mange flere vil mere med troen, end det måske ser ud til. Da er det min opgave at stå klar med vejledning,” siger Daniel Nørgaard.

Denne artikel og mange andre er bragt på det skønne, kloge og estimerede medie www.POV.international