10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet
22. januar 2025

De eneste to, der syntes, det var en god idé at udgive min første bog, var min mand og min redaktør. Alle andre rådede mig til at tie. De forudså hån og stening eller i mildeste fald tavshed og bortvendte rygge. En chef mente, at jeg ikke kunne fortsætte i mit job som journalist. Hun fik andet job inden udgivelsen, jeg fortsatte i min stilling, men hvorfor al den angst? Hvad var dog så grænseoverskridende i min debutbog, at det kunne have kostet mig mit job, min anseelse, min familie, vennerne? Og skete det?


Ikke mødt af vrede

For at begynde med det sidste først. Der er ikke sket mig noget direkte ondt på grund af min bog. Kun ganske få har sagt nedgørende ord direkte til mig. Flere har sikkert haft dem på tungen eller sladret om mig uden mit vidende. Men til mig har kun få talt grimt. Tværtimod bliver jeg her 10 år efter stadig mødt med det, der siden er blevet døbt en lovestorm af breve, mails, blomster, chokolade, gaver og kram i tusindvis. Dens succes er helt ude af proportioner med alt, hvad nogle forventede, og den kommer ikke, fordi bogen er genial, eller at jeg er det.

Genkender sig selv

Den kommer, fordi læserne genkender sig selv i bogen. Tak, fordi du giver mig stemme, skriver og siger den ene og den anden, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke er så alene i verden, som jeg troede, da Informations Forlag 30. januar 2015 udgav ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvillig troende”. To år efter udkom den næste på Gyldendal, ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved”. I den dokumenterer jeg på klassisk, journalistisk vis, at i de vestlige lande har omtrent halvdelen af os i følge blandt andet Pew Research Center oplevelser, vi selv kalder religiøse, åndelige, spirituelle eller sågar nærkontakt med Gud.

Stadig kun få står frem

Selv om det er så almindeligt, er tabuet og forhånelsen stor. Alt, alt for stor. Stadigvæk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke får en besked eller andet med tak fra nogle, der har haft lignende oplevelser eller får en mail om, at den er brugt af en forsker, der er lettet over, at jeg står frem med navn, så de kan finde mig. Andre vil ikke stå frem. Jeg har selv mødt over en kvart million til mine foredrag, så selv om det måske ikke er statistisk validt, hvad jeg konkluderer, er det nok så tæt på, som det pt kan komme.

Familier afviser

Det er ikke normen, at mennesker hjælper hinanden med at leve med oplevelser. Stort set alle dem, der skriver og taler til mig om deres liv med oplevelser, fortæller, hvordan de er blevet behandlet nedladende, når de har berettet, hvad der er sket dem. Mange har fået at vide, at de var om ikke fra forstanden, så tæt på. Og det af deres nære familie. Derefter vovede eller orkede de ikke at sige det til andre. Oplevelserne fortæller sjældent direkte, hvad man skal gøre, men for mig som for mange andre blev de en anledning til at tage dele af livet seriøst, som jeg ellers ikke havde beskæftiget mig med.

Vælger ikke at få dem

At få oplevelser er ikke noget, nogle vælger at få, men det er en del af det at være menneske. Ingen af os kan undgå at være tæt på en, der har mødt en engel, sanset en guddommelig tilstedeværelse eller set et lys om en døende. Det er et vilkår, vi må hjælpe hinanden med at leve med. Det skal vi blive meget bedre til.

Læs videre

Lad os tale om tro – naturligvis

Lad os tale om tro – naturligvis

Lige siden, jeg lagde denne hjemmeside op for fem år siden, har den haft samme overskrift. Lad os tale om tro, står der, men snart vil der stå noget andet.  For jeg har foræret de fem fine ord til et projekt, jeg selv har været dybt involveret i. Projektet hedder simpelthen “Lad os tale om tro” og har sin helt egen hjemmeside: www.ladostaleomtro.dk. Formålet er, som det også har været i mit arbejde de seneste mange år, at få folk til at tale om tro.

Læs mere

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

Hvilken krop gør os til mennesker? Cat Bohannons forklaring blev bestseller

FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW - At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.   

I over 10 år har hun fordybet sig i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.

Så nu ser hun en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun.

Læs mere

Læs videre